Lad mig se om du tør det - Anthon Edwards

Kapitel 10

Personen er Lauge, Lauge Hansen. Han kommer stille hen til mig, og rækker mig sin hånd. Jeg tager imod den, og får rejst mig op "hvad laver du her" han kigger spørgende på mig "jeg er bare lidt ude af den" siger jeg stille "vil du med hjem til mig? Så kan vi snakke om det" jeg nikker stille, og vi begynder at gå.

Vi har gået i noget tid nu, og jeg begynder at fryse rigtig meget. Jeg fornemmer at Lauge kigger bekymrende på mig "fryser du" jeg stopper op "en smule" siger jeg stille. Han tager min hånd, og klemmer den blidt "du er jo iskold!!" udbryder han, og fortsætter "her tag min jakke" uden jeg når at svare ham, har han allerede lagt sin jakke over mig. Varmen fra jakken, strømmer ud i min iskolde krop, og varmer mig lige så stille.

Vi kommer til et stort, gult hus. Jeg har været venner med Lauge i lang tid, men har faktisk aldrig været hjemme hos ham.

"Det er Anthon, er det ikke??" kom der pludselig fra ham "altså, måske..." han tager min hånd "jeg ved at Anthon er blevet anholdt, for noget han ikke har gjort. Men, der er ikke noget vi kan gøre ved det lige nu" jeg får tårer i øjnene, og knuger mig tæt ind til Lauge. Efter lidt tid, trækker han sig stille fra krammet.

Jeg får enormt store øjne, da vi træder indenfor. Hvorfor har Lauge aldrig, inviteret mig herhjem. Godt nok har vi været uvenner i meget lang tid, og jeg har savnet ham alt for meget. Det har været svært i de 4 år, hvor vi ikke har snakket sammen.

FLASHBACK

Vi har lige fået fri, og Lauge og jeg skal være sammen. For første gang nogensinde, skal vi faktisk hjem til ham. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg føler måske at vi kan blive til mere end venner i dag. Vi begynder nu, at gå mod han hus.

"Lauge"kan kigger på mig "der er noget jeg gerne vi prøve" hvisker jeg, og bevæger mit hoved tættere på hans. Vores læber er kun få centimeter fra hinanden, og pludselig forsegler de sig i et dejligt kys. Det er som om vi bare er "ment to be". Men, Lauge trækker sig hurtigt igen"hvad laver du dog" vrisser han surt "undskyld, jeg troede bare" han afbrød mig"du skal ikke snakke til mig igen" og med de ord, forlod han mig. Forlod mig alene, alene midt i Gentofte.  

FLASHBACK SLUT

Håber i kunne lide kapitlet. I må undskylde min mangel på at opdatere, men jeg lover at rette op på det igen.

Kys-Cilie