Secret

mors død...

okay alle sammen! lyt her. Jer der skriver " moren var da død" osv osv... stop det nu okay? Det kan godt være hun måske døde i et kapitel men forfanden da! jeg skriver rigtig mange andre historier og andre bøger hvor jeg måske blander handlingen lidt rundt.... JEG ER BARE ET MENNESKE? jeg kan da ikke huske hver historie ind og ud, nogle af dem er måske enda 2 år gamle, men jeg skriver stadig på dem? Hvis min bog forvirre jer så lad da vær med at læse videre. Jeg der læser min bog og giver positiv respons er skønne! MEN jer andre... kan i ikke godt bare stoppe, ellers holder jeg altså bare helt med at skrive mere på min historie. Tak fordi i lige ville læse dette <3 men nu videre til historien

" det kan i da ikke mene!" jeg hev mig op i ansigtet på en læge med hænderne.

" emma han kommer alligevel ikke tilbage" lægen tog fat i min hånd og klemte blidt.

" I SLUKKER DEN IKKE?!" jeg fik tårer i øjnene. det var den maskine der trak vejret for ham.. hvis de slukkede den var det forbi forevig

" sebastian hvad siger du til det?" de ignorerrede min kommentar og kiggede spørgende på seb.

" han siger nej self!" jeg var hurtig til at tale for ham. han kiggede forvirret på mig.

" jeg synes det er en god ide.. så kan ham komme i himlen!" svarede seb langsom. han så frygtende på mig.

" DET MENER DU BARE IKKE!" råbte jeg

" så er det vist afgjort.. har i en bestemt dato i ønsker den skal slukkes og vil i være til stede imens?"

mine øjne strømmede ud med tårer. seb kiggede på mig.

" d. 24 december" hviskede han.

" Juleaften"

" jaa.. så kan vi nå vores sidste jul med ham"

jeg bankede hårdt i bordet med mine hænder.. bare for at få smerten i mit hjerte til at forsvinde.

" julie! hvornår fanden begynder du at opføre dig modent? kan du ikke fat han er væk din idiot? han kommer ikke tilbage!" sebastian gav mig en hård lusing. jeg rejste mig fornærmet op og begyndte at gå hurtig ud af stuen vi sad på.

en dame gik forbi mig.. hun stoppede op da hun kunne se tårerne på mine kinder.

" kan jeg hjælpe dig søde?"

jeg kiggede ind i hendes venlige blå øjne. det så ud som om hun havde det perfekte liv. jeg kunne se hendes lykke.

" jeg vil gerne finde min mor?" hviskede jeg.. wow sagde jeg virkelig det? men heldigvis var det nok alligevel det sidste sted seb og de andre ville lede efter mig.

" ja, hvad hedder hun?"

jeg sagde hurtig hendes navn.

" s.14 " smilte hun og gik videre. det var lidt længere henne af gangen. jeg gik hurtig derhen. da jeg stod foran døren overvejede jeg om jeg overhoved skulle åbne. jeg gjorde det.. Hun lå fredeligt i sin seng. jeg lukkede døren efter mig og satte mig på hug foran hendes seng.

" hej mor.. og glædelig jul" hviskede jeg. hendes vejrtrækning blev hurtigere. jeg tror det var et tegn på hun kunne høre mig og forstod hvad jeg sagde.

" undskyld jeg ikke havde besøgt dig tideligere, jeg har bare ikke kunne slippe philip fra mit hoved.. de vil slukke hans resperator... og han vil dø!" jeg mærkede en svag kulde på min skulder, lidt som om en hånd lagde der. der var bare ingen

"undskyld alt det her mor... jeg skulle bare have ladt dig kontakte philip, så var det jo aldrig sket"

" bliv ved med at kæmp skat.. men philip er vil komme op til mig, jeg vil snart hente ham" hviskede en stemme i mit øre hvad mente hun med det. jeg kiggede på hendes resperator. en lang stille streg fangede mit blik.... det var den der skulle fortælle om man var i live. den bevægede sig ikke ligesom philips... det stemmen havde sagt gav pludselig mening.

"PHILIP?!?!?!" skreg jeg.. det var kun et spørgsmål om tid jeg løb alt hvad jeg kunne. jeg skulle bare hen til mit barn