Secret

jeg elsker dig så højt!

JULIES SYNSVINKEL

" skat.. hvad med philip. jeg er nød til at se mit barnebarn!! han er alt jeg ejer" min mor smed sig ned på gulvet og hev efter luft.

" min søn skal intet havde med dig at gøre!" hvæste jeg og kiggede ondskabsfuldt på hende. jeg tørrede tårerene væk fra mit ansigt, hvad skulle det også hjælpe nu?

" jeg beder dig!" hun knyttede sine hænder.

" jeg beder også dig... jeg beder dig om at forlade mit hjem inden jeg smider dig ud!" min stemme blev højere og højere og mere og mere truende.

" jeg vil først sige farvel til philip?" snøftede hun. sebastian rejste sig op og gik hen og gav min mor en lusing.

" du fatter det tydeligvis ikke. forsvind!!!" råbte han. min mor så rystede på mig, hun troede vist jeg ville have forsvaret hende.

" jeg er så skuffet over den person du er blevet til!" hun sigtede efter mit svage punkt. hele mit liv var det eneste jeg havde ønsket at hun skal være stolt over mig.

" i ligemåde" hviskede jeg. jeg kunne se hvor hårdt jeg ramte hende. hun lavede et lille nik.

"philip?!" hun kaldte hurtig og kiggede frygtede på sebastian. han gik hen mod hende og smadret en knytnæve i hendes ansigt. philip kiggede bange på seb.

" det er okay.." jeg gik hen til philip og krammede ham.

" gå din vej mor.." jeg prøvede at lade vær at råbe. hun kunne næsten ikke svare, hun havde blod i hele ansigtet. sebastian gik igen hen mod hende.

" seb stop! hun har fået nok nu, kan du ikke se hun bløder?" sebastian blev ved med at gå hen mod hende. hun kryb langsomt ind mod en mur. fuck! virkelig hvis han bare slog hende en gang til ville hun ende på hospitalet.

" seb.. hun er min mor. du må ikke skade hende! slap af" han kiggede ned i jorden.

" undskyld skat!" han kiggede på mig med et lille smil, og på et sekundt røg han på min mor. han slog hende, han sparkede hende. fuck!! jeg panikkede.

" philip gå ind og se tv!!" jeg for hen imod seb og lagde mig oven på min mor.

" hvis du skader hende, skader du mig" råbte jeg. frygten for en knytnæve i hoved lige om lidt var stor. han vendte sig rasende om og gik sin vej. min mor lå svagt på jorden. jeg tog hendes hoved op på mine ben.

" mor! mor? kan du høre mig?"

hun svarede ikke, det lignte hun sov. jeg tog min telefon frem og ringede til en ambulance.

" bare vent mor.. hjælpen er på vej!"

2 TIMER SENERE

de havde hentet min mor.. det var ret akavet mellem mig og sebastian. jeg kunne ikke finde ud af om jeg var sur på ham eller bare ked af hans reaktion. jeg vidste jo godt han havde et sygt tempeman. jeg satte mig ind i stuen ved siden af ham.

" du kunne have dræbt hende seb" hviskede jeg. han så vredt ned i bordet.

" du kunne have dræb min mor! philips bedstemor!!" råbte jeg. han svarede stadig ikke.

" tænk hvis det bliver mig næste gang... eller philip?" jeg så skrækslagende på ham.

"sig noget sebastian" 

" hvad fanden skal jeg sige?" spurgte han. vi fik øjnkontakt.

" sig hvad du tænker på?"

" okay... julie, jeg synes vi skal stoppe det her skuespil. " hvad fanden mente han

" hvad?" hviskede jeg.

" jeg kan ikke være sammen med dig, med tanken om at du har været sammen med en anden" jeg fik tårer i øjnene.

" sebastian jeg var ikke sammen med en anden, jeg blev voldtaget!" min stemme var lille og svag. han krammede mig hårdt.

" undskyld det hele! undskyld jeg kontaktet politiet, undskyld jeg smadret din mor! undskyld for min barnlige opførsel" jeg kunne se han mente det. ordene gik op for mig.

" du smadret min mor" gentog jeg stille.

" jeg er rigtig ked af det julie! du fortjener så meget bedre end mig, og alligevel har du valgt mig?" jeg svarede ham ikke, kiggede bare stift ud i luften, han havde ret, jeg kunne få bedre end ham. jeg kunne få en der var loyal helevejen igennem men......

" jeg fortjener bedre end dig, men det er dig jeg vil have seb"

jeg kunne ikke skjule mine følelser for ham. han var unik. han var faren til mit barn, han var min hverdag. han var smilet på mine læber. han var alt for mig.

" jeg elsker dig så højt"

jeg lavede et lille nik med hoved.

" det ved jeg godt.."