Secret

Det ka i da ikke mene?!

2 måneder senere..

philip lå stadig i respirator, lige om lidt skule mig og sebastian ind til et møde på sygehuset. jeg sad i en stol inde på philips stue. det var ingen andre end os to. stilheden gjorde mig bange, at miste philip havde været mit værste marridt! men altså... tiden gik og gik! de sidste to måneder havde min lejlighed nærmest været inde hus min lille philip, som mor havde jeg et ansvar for ikke at forlade ham. min mor lå også stadig i resparator. jeg følte faktisk lidt jeg havde et behov for at besøge hende! døren gik op ind til mit vores værelse.

" hej skat" hviskede en stemme. jeg drejede mig langsomt rundt. det var sebastian. jeg lavede et lille smil, og satte så fokus på philip igen.

" skat du har altså bruge for at være lidt fri, brug for ikke at tænke på philip " han kom nærmere og satte sig på hug foran den stol jeg sad på. jeg rystede på hoved.

" jeg har bare brug for at vide philip er okay!" jeg sukkede svagt. det føltes som om hvert minut trak mig længere og længere væk fra philip.

" jeg kom faktisk fordi vi skal til møde nu.." han smilte skævt. jeg tog fat i philips hånd og trykkede dem smertefuldt ind til mit hjerte.

" jeg lover jeg snart er tilbage" hviskede jeg. jeg kunne mærke han kunne høre mig, det fik et lille smil frem på mine læber.

mig og sebastian tog hen til mødet.

" kom da inden for og sæt jer" de smilte venligt til mig og seb.

" tak" pippede jeg.

" hvordan har i det?" de kiggede især på mig.

" jeg har det okay.. altså efter omstændighederne! men julie... hun har brug for at komme lidt ud, måske væk fra det meste" svarede sebastian. lægerene så spørgende på mig.

" jeg vil bare have ham tilbage! jeg savner hans skinnede øjne. hans lysende smil. jeg savner ham så meget" hviskede jeg.

" julie har du besøgt din mor?" en damelæge tog fat i min ene hånd. jeg rystede flov på hoved.

" skal vi ikke gå ned og hilse på hende efter dette møde?" det var igen den lyshåret dame. jeg rystede på hoved.

" jeg skal bare ned til min baby" svarede jeg hurtig og overbevisende.

" julie. jeg vil gerne have du går med mig ned til din mor bagefter" hun lød streng. jeg var ret sikker på jeg ikke længere havde et valg.

" hvordan har philip det?" jeg skiftede hurtig emne igen.

" jaaa... det ville vi faktisk også snakke med jer om" en anden læge overtog ordet. bare hans stemme var lige ved at få mig til at tude.

" mig og de andre synes vi skal slukke resparatoren, vi er overbevist om at philip ikke vender tilbage til os"