Secret

Fødslen!

Julies synsvinkel
8 måneder senere.
Det var Idag... Idag jeg skulle føde! Jeg havde fået veer allerede og var på vej ned til hospitalet for at blive indlagt til fødslen. Anders skulle være med til fødslen, mig og ham var sådan lidt begyndt at komme " sammen". Jeg tog min telefon frem.
" hvad skal du?" Spurgte Anders. Han kørte bilen. Jeg tog mig til maven og strøg en hånd over den.
" jeg kan ikke gøre det mod ham, det er også hans søn, han har ret til at se ham!" Hviskede jeg. Jeg kunne ikke snakke ordneligt pga mavesmerten.
" Julie.. Jeg har fortalt dig at hvis du kontakter Sebastian igen ville jeg ikke være sammen med dig!"
Det bekymrede mig han ikke kunne forstå jeg gjorde det for seba skyld og ikke min?!
" du burde kunne forstå mig hvis du elskede mig!" Jeg nåede ikke høre hans svar da jeg havde ringet ham op.
" Julie?" Sagde en overraskede stemme.
" ja.. Ja Hej seb" hviskede jeg. Jeg indså hvor meget jeg havde savnet ham og hans stemme.
" har du tilgivet mig?"
" nej. Men jeg synes du har ret til at vide jeg skal føde Idag. "
" men du sagde jo...?" Jeg afbrød ham. " du må godt se din søn Sebastian. Han har brug for sin far "
" søn?" Hviskede Sebastian. Jeg fik tårer i øjnene. Glædes tårer over hvor rørt han blev!
" ja Sebastian. Vi skal have en søn sammen " hviskede jeg og begyndte at smilte lidt, min stemme var svag. Anders kiggede ked af det ned i jorden, han kunne høre min kærlighed til både barnet og seb.
" hvilket hospital skal jeg komme hen på?"
" Vejle hospital.. Jeg har nok født om et par timer?"
" jeg tager det næste tog julle"
" vi ses."
Jeg lagde på. Anders sendte mig et dræberblik.
" hvad!?" Sagde jeg vredt.
" hold op med at lyve for mig?! Du har stadig føleser for Sebastian. " jeg svarede ikke men prøvede virkelig bare at overbevise ham om at han tog fejl.
" skat jeg elsker kun dig, jeg har ikke følelser for ham?" Jeg lænte mig frem og kyssede ham, men pludselig blev mine mave smerter kraftigere. Jeg greb fat i min mave.
" Anders kør! Jeg skal føde nu!" Stønnede jeg. Han trådte hårdt på speederen.
5 min senere
Vi var der nu! Tårerene løb ned at mine kinder, den smerte forhelvede! En masse sygeplejersker tog fat omkring mig og fik mig ind på fødestuen.
" sig et, to, tre?" Råbte en læge. Der var panik over det hele. Nu gik det op for mig alt ikke var som det skulle!
" vi er ved at miste hende! Giv hende noget ilt" råbte en anden læge. Jeg lukkede langsomt øjene. Jeg havde bare brug for at hvile mig lidt..
" åben øjenene!" Råbte en tredje. Jeg kunne ikke holde dem åbne, jeg var så træt!
" Julie?!" Råbte en bekendt stemme. Sebastian!? Jeg kunne høre ham.
" jeg kan ikke miste dig!" Hans stemme var rystede og bange.
" hun trækker vejret!" Det var vist en af lægerene.
" Julie, når du er klar åbner du bare øjnene"
Jeg kæmpede for at åbne øjnene.
" pres?!" Råbte en anden så. Det gjorde mig virkelig forvirret! Men jeg pressede. Jeg hørte en gråd.
" tag barnet! " jeg blev kørt væk.. Væk fra mit nyfødte barn.. Min baby!
" Julie kan du høre mig? Sig et to tre?" En anden stemme løb ved siden af mig nu.
" Julie kæmp! Kæmp for vores baby. Julie jeg elsker dig!" Jeg åbnede langsomt øjnene og lægen og drengen kiggede på mig. Jeg kunne lige skimme det var seb.
" hun er okay igen" hviskede lægen. Sebatian lagde sig om ved siden af mig.
" hvad skete der?" Spurgte han lægen. Lægen kiggede forvirret på ham.
" det kan jeg ikke svare på" han gik sin vej. Sebatian kyssede mig i panden.
" Julie det blev en søn som du sagde"
Jeg holdte mig tæt ind til ham.
" vores baby "