Just a piece in a game

:: 44. Sidste farvel og et chok ::

H a i l e y

Jeg står i dørkarmen med tårer i øjnene, og ser på den pakkede kuffert.

,, Færdig! " jubler Amalia, og sætter sin fyldte taske op på kufferten. Hun tørrer sveden af sin pande, og ser stolt rundt. Jeg står med krydsede arme, og observere hende. Hun virker slet ikke ked af det. Men det betyder ikke noget. Jeg ved jeg kommer til at savne hende. Mere end hun aner. Det gør ondt. Jeg snøfter, og får hendes opmærksomhed. Hun ser på mig med lysende øjne, og smiler. Pludselig snøfter hun også, men skynder sig at tørre sine øjne. ,, fuck..." bander hun. ,, du skal ikke få mig til at græde! " brokker hun siger grinene, og snøfter igen.

,, hey, jeg er uskyldig! " forsvarer jeg mig.

,, du startede, " jeg griner, og begynder at gå mod hende. vores latter uddør hurtigt, og vi står foran hinanden. ,, jeg kommer til at savne dig, " indrømmer hun. Jeg nikker, og mærker en tåre trille ned af min kind. Uden et ord, løber jeg direkte ind i hende, og holder stramt om hende. Hun krammer hurtigt tilbage, imens jeg kan mærke hendes smil. Der står vi i nogle minutter, indtil hun trækker sig. ,, jeg er allerede forsinket, " griner hun. Jeg nikker, og tager en dyb vejrtrækning. Hun tager sin kuffert i den ene hånd, sin taske over sin arm, og holder sin telefon i hånden. Sammen går vi ud fra mit værelse, og ud i entreen. Hun tager sine sko på, og har allerede pakket sin jakke ned i kufferten. Til gengæld er det ikke særlig koldt i dag, så mon ikke det går. Jeg går ud af lejligheden, imens Amalia siger farvel til min mor. Jeg går ned og venter på gaden, og allerede 2 minutter efter kommer hun.

,, det var hurtigt, " kommentere jeg. Amalia har nok knækket koden, og ved hvor meget jeg hader når de 2 snakker som mor-datter.

,, ja, "

,, så jeg går ud fra hun ikke havde skrevet en hel roman? "'

,, Skal vi ikke bare holde humøret oppe resten af dagen? " spørger hun træt. Jeg nikker. Det var lidt hurtigt hvordan vores humør vendte. Men den her gang var det til gengæld mig der var skyld i det. Der er stilhed i et par minutter, til jeg bliver forvirret.

,, vent, hvor er det nu stationen ligger? " spørger jeg dumt, og ser rundt. Amalia griner, og peger til venstre.

,, vi er der snart, " siger hun med sit klassiske flotte smil. Hun burde være med i en tandpasta reklame.

,, øv, " siger jeg trist, og følger trop med hende.

,, hvad? " spørger hun og sænker farten. Jeg sukker og ser trist på hende.

,, hvis vi er der snart, vil det sige at vi snart skal skilles, " forklarer jeg logisk. Hun nikker, og jeg kan fornemme at jeg er ret god til at lave dårlig stemning. ,, undskyld. Jeg stopper nu, "

,, det er okay. Jeg gider bare ikke tænke på det. Nu skal vi bare nyde de sidste minutter vi har sammen, "

,, stationen er lige der, " jeg peger ud mod stationen, og kan mærke hvordan jeg stille begynder at ryste. Jeg gider ikke af med hende. Jeg kidnapper hende, og så kan vi støtte hinanden forevigt. ,, ny plan, " skynder jeg mig at sige. Jeg tager fat i hendes håndled, og trækker hende med mig. ,, jeg kidnapper dig, og så behøver vi ikke sige farvel, " hun trækker sig, og sender mig et undskyldende blik.

,, jeg skal hjem på et eller andet tidspunkt, "

,, men behøver det at være nu? "

,, hailey..."

,, Hvad? "

,, det er mit tog der kommer der, " jeg ser hvor hun kigger hen, og har lyst til begrave mig selv. Pis. Jeg nikker, og går hen for at kramme hende. Det bliver et hurtigt kram, fordi hun skal hen på den anden side af sporene. ,, på gensyn!" råber hun på vej op af trapperne, og skynder sig over. Jeg nikker, og mærker hvordan det pirrer mig at hun ikke engang ville blive her mere. Jeg skubber tankerne til side, og ser hende træde ind i sit tog. Jeg vinker, selvom jeg ved hun ikke kan se mig.