Just a piece in a game

:. 41. festen og college drengene ::

H a i l e y

Jeg kigger mig selv i spejlet for nok tiende gang. Jeg giver mig selv et meget dømmende blik, og pludselig føltes det her dumt. Måske skulle jeg stoppe med at lege med ilden? Jeg mener, det er ikke fordi det jeg gør, hjælper med mine problemer som allerede er slemme nok i forvejen. Jeg trækker vejret dybt ned, og tager et til lag mascara på. Det er nok mit tredje. Men jeg panikker, og må holde mig beskæftiget. Jeg har arvet min fars naturlige lange øjenvipper, og jeg kan ikke takke ham nok. Men hvis han så mig nu, ville han være så skuffet. Hans egen datter, der har såret hans livs kærlighed, og ikke nok med det, er hun på vej til en kæmpe fest som en løgn historie dækker over. Jeg hører skridt fra døren, og pludselig sættes mit hjerte i fuld galop. Please ikke sig det er min mor please ikke sig det er min mor.

,, Waw, " jeg ånder lettet ud, og vender mig om for at se på Amalia. Hun har virkelig tabt kæben. ,, jeg ved godt du kan lide at gøre noget stort ud af ting, men det overrasker mig stadig, " fortæller hun beundrende, og kommer tættere på mig for at røre ved kjolens stof, og se på mig fra flere forskellige vinkler. Jeg ser ned af hende, og straks rynker jeg mine øjenbryn. Hun har hverdagstøj på. Klokken er 18:54 og det virker ikke som den bedste plan at skifte 6 minutter inden vi bliver hentet. ,, Jeg ved det, jeg ved det, " griner hun, og peger ned af sig selv. ,, men jeg har intet at tage på. " jeg nikker selvom jeg ikke forstår hvorfor hun ikke spørger mig om hun må låne noget. Enten er det fordi hun syntes jeg har en grim stil, ellers er det fordi hun ikke gider overdrive. Men jeg beroliger mig selv ved at jeg sikkert ikke er den eneste som virkelig har taget festtøjet på. Ellers vil det virkelig være akavet. Til gengæld er alle derhenne sikkert stangstive, så de tænker ikke over det. En bil dytter, og vi udveksler straks blikke.

,, Lucas er her! " råber min mor fra køkkenet. Amalia kaster min jakke til mig, så jeg kan dække mit tøj. Vi går ud og tager sko på, og følges ned af trapperne og ud på gaden hvor Lucas holder. Amalia begynder at skraldgrine, og det samme gør jeg.

,, oh my god, hvorfor har vi glemt at tænke på det? " spørger Amalia og ser ned på mine sko. Mine kondisko. Jeg griner med, og drejer på hovedet.

,, jeg ved det ikke. Men forhåbentlig lægger folk ikke mærke til det, " siger jeg, men prøver mest af alt bare at berolige mig selv. Amalia åbner bildøren for mig, efterfulgt af et " værsgo deres majestæt, ". Jeg griner og sætter mig ind. Amalia sætter på forsædet, og sender blikke med Lucas. Han vender sig om for at kigge på mig, og begynder at smile.

,, du skal fandme passe på i aften, " ler han, men får mig til at få kuldegysninger. Den måde han siger det på. Jeg ved godt det mest af alt bare er for sjov, men det gør mig rigtig utilpas, og i et sekund skal jeg til at råbe stop, og løbe væk. Amalia ligger mærke til hvor ukomfortabel jeg er, og sender mig derefter et beroligende smil, imens Lucas tænder motoren og kører afsted. Nu det nu.

Vi parkere en halv time efter ved en vej, hvor der allerede er massere af biler. Sommerfuglene i min mave bliver vildere og vildere jo tættere på vi kommer til festen.

,, så, hvem holder festen? " spørger jeg, og får 2 dømmende blikke. Straks føler jeg mig dum.

,, det er en klub, " forklarer Lucas kort, og er ved at bryde ud i grin sammen med Amalia. ,, det er en klub der holder festen, " bliver han ved. Nu har han mistet masken og bryder ud i grin. Amalia gør det samme, og jeg går forvirret videre. De andre går lidt bag ved mig, og er ved at vælte fordi de pludselig fik grineflip, og blev ved med at tilføje alt muligt sjovt ( ifølge dem ihvertfald ). Jeg stopper op foran en klub, som har lys der skinner overalt, og høj bragende musik. Lucas går hen til en vagt der står der, og peger på os. Vagten nikker, og lukker ham ind. Han vifter os med ham, og straks da vi træder ind, kan man mærke bassen i kroppen. Man kan nærmest ikke overdøve musikken. Jeg følger spændt med de 2 andre, og pludselig går de hver til sit. Undskyld hvad? Regner de med jeg selv skal finde rundt? Herinde? Der er så mange mennesker at jeg både har mistet synet af Amalia og Lucas. Vent hvad? Jeg kigger panisk rundt, men kan kun se nogle fremmede ansigter. Pis og papir. Jeg gør noget som jeg aldrig selv ville have gjort. Jeg tager chancen og går alene rundt. Jeg finder nogle røde ølkrus, og lugter til stadset der er der i. jeg er ikke meget for øl, men i dag er en undtagelse. Jeg drikker en tår og laver en grimasse, der tydeligt viser hvor klamt jeg syntes det er. Jeg tager endnu en tår, og ender med at bunde kruset. Jeg finder et til, og beslutter mig for at udforske lidt. Der er ingen jeg kender, men alkoholen begynder så småt at virke, og jeg er ret så ligeglad.