Just a piece in a game

:: 42. Kram på gangen og ny aftale ::

H a i l e y

Jeg er helt smadret. Som i absolut helt. Mega giga super duper meget smadret. Jeg fortryder straks at jeg ikke hørte bedre efter min mor, da hun sagde at der jo var skole dagen efter. Ikke at hun vidste jeg ville drikke mig stiv, men hun var for en gangs skyld betænksom. Jeg sukker dybt frustreret, og tager mig til hovedet. Jeg kan se skolens hovedindgang.

Bortset fra mine tømmermænd, var natten i går fantastisk! Lige præcis hvad jeg manglede. Men det føltes som om noget gik galt.. jeg kan ikke rigtig huske hvad. Alt er helt sløret. Det eneste jeg husker er følelsen af glæde og frihed, og så følelsen af skræk. Det sidder stadig dybt i mig, og derfor irritere det mig at jeg ikke kan komme på hvad der fik mig til at føle mig bange i går. Udover det, kom jeg muligvis til at forlade festen uden at fortælle Amalia eller Lucas. Så Amalia kom hjem fuldere end jeg nogensinde har set hende, klokken 4 om natten, og skældte mig ud ( så godt som hun kunne når nu hun var fuld ). Lucas havde lovet at køre os hjem, så derfor drak han intet. Da jeg vågnede i morges havde jeg 21 missede opkald fra Lucas, og flere hundrede beskeder hvor han spurgte hvor jeg var. Jeg svarede her i morges at jeg var hjemme. Det var ikke det svar han ville have. Jeg håber bare han glemmer det hurtigt.

Jeg kigger forfærdet på skolen foran mig, og tager en dyb indånding. Okay jeg skal kun være her i 6 timer. Det er bedre end 7 eller 8. Træt skubber jeg dørene op, og er allerede der ved at vælte. God start. Mit hoved gør så ondt at jeg hellere vil begrave mig selv levende, end at gå 3 skridt mere. Jeg fik kastet mine indvolde ud her til morges. 4 gange endda. Lad os da håbe jeg fik alt med. Jeg stopper nu.

Imens jeg går, ligger jeg mærke til at alle stirrer. Som i alle. Det gør mig hurtigt utilpas, og mistænksomt trækker jeg min hætte over hovedet. Mærkeligt. Flere hvisker, og pludselig sætter mit hjerte farten op. Jeg ved ikke hvorfor, men de få stikord jeg får med fra deres hviskende samtaler er ligesom et puslespil. Og jeg er ved at få alle brikkerne samlet. Tror jeg. Jeg vakler hen til mit skab, og undviger folks blikke. Jeg forstår virkelig intet. Jeg ved godt det måske ligner jeg har røvet en bank i nat, og så er flygtet fra politiet lige siden, men jeg er uskyldig. Tror jeg. Måske har jeg faktisk gjort noget dumt. Sikkert. Jeg ved det ikke, og er også pisse ligeglad lige nu. Hvis jeg har stjålet blomster fra en blomsterbutik, så undskylder jeg meget. Hvis jeg har røvet en bank beholder jeg altså pengene. Hvis jeg lige lånte ens telefon, og muligvis glemte den i Grønland, så vil jeg gerne lige informere personen om, at den nok aldrig får den af se igen.

2 prik på skuldrene får mig ud af.. hvad end det var jeg stod og lavede. Filosoferede? Ja. Præcis. Jeg ser til højre, og møder Lucas' blik. Åh gud. Nu må du gerne begrave mig.

,, Løb. " forklarer han alvorligt. ,, imens du kan " bliver han ved, og overdramatisere med sine bevægelser og måde at sige det på. ,, pis, du spilder seriøst din chance her! " jeg ser mærkeligt på ham. Hvis jeg har ret, blev han altså ikke fuld i går. ,, jeg skal nok sørge for din begravelse, " og med den sætning, bakker han bagud. Ligesom alle andre. Der bliver helt stille. Jeg ser rundt, og finder ud af jeg står i midten af gangen. I midten af det hele. Alle de andre står ude i siderne. Jeg skal også til at gå ud i siden, fordi jeg er bange for at blive trampet ned af drenge som er klædt ud som bananer og stormer rundt på gangen. Jeg snakker af erfaring her. Da jeg har taget 1 skridt, bliver mit navn råbt på. Folk lades som de beskæftiger sig med noget fornuftigt, men det er tydeligt at de spændt følger med. Jeg kigger ned af gangen, hvor Jack kommer løbene. Med meget fart skal jeg hilse og sige. Han styrter direkte i min retning, men jeg står stille. Mest af alt fordi jeg fik et hovedpine anfald. Det her er værre end menstruationssmerter. Og det forklarer en del. Jack kommer løbende og overfalder mig med et kæmpe kram. Jeg vælter næsten bagud, imens Jack krammer hårdere og hårdere og vakler fra side til side. Jeg ser forvirret på Lucas, imens Jack trækker sig. Efterhånden er folk begyndt at gå til time.