Nialls synsvinkel

Alle øjnene i rummet var rettet mod lægen. Vi ventede på svaret.

"Vi har taget blod prøver og de matcher dem hun fik taget da hun var tre år-"

Alle vores øjne lyste op, ved lyden af matcher.

Han tog en dyb indånding. Inden han forsatte med at snakke:

"Og hun har det beskrevne ar på benet."

Han holdt endnu en pause og tog en dyb indånding. Han virkede på renden til at besvime?

"Det. Er hende" sagde han så og kiggede rundt på os alle sammen.

Jeg rejste mig hurtigt og omfavnede min mor af glæde.

"Det er hende." Hulkede min mor ned i min skulder.

Jeg nikkede stille og kunne mærke at lægen gerne ville sige noget mere.

Kom det nu? Ville han sige at hun ikke ville komme til live igen?

Jeg vendte mig om mod ham og holdt min mors hånd. Jeg gav den et lille klem og kiggede forventende på lægen.

"Er der mere du vil sige?" Spurgte Greg og stod med armene over kors.

Han havde vidst fornemmet det samme som mig. Der var noget galt.

"Ja."

Min mor kiggede op fra gulvet og søgte hendes øjne ind i mine. De var stadig fyldt med tåre, ikke en snært af glæde.

"Hun svæver mellem liv og død."

Da lægen lukkede sin mund igen, tog min far en skridt frem. Han stod foran min mor nu og lagde sine arme over kors.

"Så du lader glæden komme ind i os og så bagefter ødelægge den?" Spurgte min far som også havde helt røde øjne.

"Nej" svarede lægen bare.

Man kunne tydligt mærke på ham, at han gerne ville ud fra rummet før min far tændte helt af på ham.

"Må vi se hende?" Skyndte jeg mig at spørge og lægge en hånd på min fars skulder.

"I må se hende lige om lidt." Svarede lægen og forlod rummet.

Jeg satte mig ned med et lettende suk.

Jeg sad og lukkede alt ude. Snakken og gråden fra mine forældre virkede nu bare som hvisken.

Jeg lagde mit hoved tilbage og sad så behageligt. Jeg kendte læger, om lidt, kunne sagtens betyde meget lang tid.

Jeg sad i mine egne dybe tanker, da jeg opdagede at Greg talte til mig.

Jeg blinkede hurtigt med øjnene og sagde så:

"Undskyld, hvad sagde du?"

Han kiggede på mig.

"Har du slet ikke hørt efter?"

"Jeg var i mine egne tanker."

Greg lod et suk forlade hans mund.

"Men, hvad sagde du?" Spurgte jeg så og prøvede at virke interreseret, noget som jeg ikke rigtig var.

"Jeg fortalte dig bare om hvad Theo lavede her i morges."

Hvordan kunne jeg ikke regne det ud, selvfølgelig fortalte han noget om Theo. Theo var altid hans løsning, altså hans snakke løsning, når ingen havde noget at sige og tavsheden bare blev mere og mere pinlig, for hvert sekund.

"Fortæl." Jeg lænede mig lidt frem og kiggede ind i Greg's øjne, så vi havde øjenkontakt.

"Ja, han-"

Greg noget ikke at sige mere, før døren blev åbnet af lægen.

På den ene måde var det lettende at lægen kom tilbage så hurtigt, men så på den anden lidt for skræmmende.

Mine øjne flyttede sig fra Greg's og så ind i lægen's, han kiggede endnu en gang rundt på os alle sammen. Som en slags 'goddag' eller 'Hej igen'

I stedet for ord, så brugte han øjnene.

"Vi har nogle papir der skal udfyldes før I kan komme ind." Sagde han og gik hen mod min mor med den tynde stak papir.

"Ja, selvfølgelig." Sagde min far og tog papirerne.

"Jeg kommer igen om lidt. Så håber jeg at papirerne er udfyldt fra top til bund." Sagde han og gik.

Min far og mor satte sig begge ned og begyndte at læse papirerne igennem.

Jeg gik hen og lagde en hånd på min mors skulder, som et 'bare rolig'

Greg stod bag min far og læste med.

"Hva fanden?" Sagde min far lavt og kiggede nærmere på papiret.

Greg kiggede med, jeg stod bare og ventede på de ville sige hvad der var galt. Men det virkede som om at det ikke ville ske.

"Hvad?" Spurgte min mor og kiggede op fra hendes hænder.

"Vi skal give dem et billede af Emma." Svarede Greg og kiggede på min mor.

"Men de har jo sagt at det er hende." Tilføjede jeg og kiggede forventende på min far.

"De vil have et for at være sikker?"

"Hvordan giver det mening?"

De havde jo som sagt, allerede fortalt os at det var Emma, hvorfor ville de så have et billede nu? Det var da ikke normalt, de burde bede efter et billede før.

"Skal jeg kører hjem efter et billede?" Spurgte Greg.

"Ja. Du ved hvor de ligger." Svarede min far.

Greg tøvede ikke et eneste sekund, han var ude af døren på nul komma fem.

"Har du udfyldt resten?" Spurgte jeg.

"Ja. Når billedet ankommer så skulle vi gerne komme ind og se hende." Svarede min far og tog en dyb indånding.

Jeg fjernede min hånd fra min mors skulder og gik hen mod vinduet.

Jeg kiggede ud på de mange jounalister og fotografer der stadig ikke havde flyttet sig.

Jeg sukkede dybt og holdt mine øjne fast på en bestemt mand. Da manden forsvandt fandt jeg en anden og ned stirrer. Hvad skulle jeg give mig til? Alle vores mobiler var slukket, da de ikke måtte være tændte her.

Jeg ville ikke se flere tårer lige nu, så at snakke med min far og mor var også en udelukket mulighed.

Den tid Greg var væk, for at hente et foto af Emma, virkede som en evighed. Jeg kunne ikke vente med at komme ind og se hende.

______

Så fik jeg lige smidt et kapitel op! Håber I kunne lide det!:)

Men ja, jeg har ikke så meget andet at sige end, I ER DEJLIGE!

Og hvis I mangler cover så skriv til mig!

Eeebbbb!

Har en nyhed, eller ved ikke hvor spændende I vil synes den er, men jeg glæder mig! I for den af vide når det er 100 % sikkert!:0

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!