Nialls synsvinkel
"Er du klar?" Jeg spændte Emmas sele og derefter min egen.
Hun gav en lyd fra sig, om det var en irriteret eller glad lyd, kunne jeg ikke høre.

"Er du klar?" Gentog jeg, og kiggede afventende på hende, mens hun stille pillede ved spidserne af sit hår.
Denne gang svarede hun ikke med nogen lyd, hun kiggede bare væk.

"Har du ikke lyst til at blive klippet?" Forsøgte jeg.

"Vil du gerne beholde det lange hår?" Jeg lænede mig over mod hende, for at få hendes opmærksomhed.

"Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar..." Hviskede hun stille ud i luften, om og om igen.

"Emma?"

Hun blev ved, hendes hænder lå nu på ørerne og strammede grebet om dem. Sætningen hviskede hun stadig, hvisken blev stille højere og højere.

"JEG ER KLAR! JEG ER KLAR! JEG ER KLAR!" råbte hun, alt hvad hun kunne, stadig med hænderne på ørerne. Så stoppede hun op. Ordrerne forlod ikke længere hendes mund, om og om igen.

"Emma?" Jeg kiggede bekymrende på hende, hvorefter jeg lagde min hånd på hendes, som stille gled væk fra øret.

Hendes vejrtrækninger var meget hurtige, munden skælvede og tårerne løb ned af hendes lyse kind.

"Alle." Sagde hun kort og kiggede på mig, hendes blå øjne, sagde meget mere end de plejede.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forsigtigt. - Jeg var bekymret for hendes svar. Min mor havde ikke på noget tidspunkt nævnt sådan et anfald fra Emma.

"Er du klar? Det er en sætning alle bruger, når det kommer til mig." Hun kiggede på sine hænder igen og en tåre faldt ned.

Jeg havde ingen ord klar, for hun havde sikkert ret. Det var en sætning jeg, lægen og mor brugte, når det gjaldt hende.

"Undskyld Em-" jeg nåede ikke længere før hun afbrød mig.

"Lad være med at undskylde, bare kør." Hun kiggede igen ud af ruden, mens hun flettede sine egne fingre sammen.

"Det er okay, Emma." Jeg fjernede min hånd fra hendes skulder - som den var landet på - og skulle til at køre, men-

"Ja, for det er jo ikke dig, alle ser ned på vel?" Sagde hun koldt og holdt sine øjne på ruden.

Jeg kiggede såret over på hende, hvilket hun ikke bemærkede. Hun kiggede ud af ruden, som før og sagde ikke et ord. Ikke en gang undskyld.

Jeg startede bilen, efter en lang tavshed og kørte mod byen, hvor frisøren lå.

◇ ◇ ◇

"Så er vi her." Sagde jeg stille og spændte Emmas sele op, efter at havde spændt min egen op.

Hun sagde stadig ikke noget, men spændte i stedet for sin sele igen.

"Emma, du skal med ind." Jeg skulle til at spænde selen op igen, men hendes hånd kom min i forkøbet.
Hun strammede sit greb om den, så jeg ikke kunne spænde selen op.

"Slip den og kom med, nu." Sagde jeg, så roligt som jeg nu kunne, men roen var ikke til at bevare.

"Emma. Jeg sagde nu." Vreden i min stemme var til at høre, men jeg formodede at holde den lidt nede. Lidt.

"Jeg vil ikke."

Jeg kiggede på hende, et ihærdigt forsøg på at få hendes øjne til at kigge ind i mine, men nej. - det virkede ikke specielt godt.

"Du skal. Giv slip eller jeg sender dig tilbage til hám!" Halvråbte jeg, hvilket jeg fortrød med det samme. Ordrerne ramte hende, hårdt. Hånden gled væk og op til hendes ansigt.

Hvorfor sagde jeg dog det? Jeg havde på ingen tid, ødelagt det lille bånd mellem Emma og jeg. - Vrede kan da også bare tage over, specielt hvis man er såret på samme tid.

"Undskyld jeg-"

"Du mente det ikke, hva?" Råbte hun i hovedet på mig, mens tårerne forlod hendes øjne.

"Jeg mente det ikke!" Begyndte jeg og holdt en kort pause, før jeg forsatte.

"Men hvordan tror du ikke det er, at jeg ikke kan hjælpe dig? Jeg føler mig håbløs, okay?" Jeg afsluttede min sætning med en tåre, som trillede ned på min trøje.

"Lad os bare få mit hår klippet." Sagde hun og steg ud af bilen. Et kort sekund blev jeg i bilen, hun havde afvist mig som aldrig før.

_____
Hej!
Først og fremmest: undskyld, undskyld og undskyld, for ikke at have opdateret! Men i onsdags havde jeg fødselsdag, så har ikke haft tiden der, og så har jeg også mine lektier :[
STEM! KOMMENTER!
- Hvad tror DU sker i næste kapitel?
Love you guys.
- Julie Sophie.
____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!