*Psst* Notice anything different? 👀 Find out more about Wattpad's new look!

Learn More

Nialls synsvinkel

Endnu engang slog mine øjne sig op, det har de jo gjort så mange gange at man kunne blive træt af det.

Synet at et stille fly på jorden, generede mig på ingen måde.

Der gik lidt tid før jeg opfattede at jeg skulle af.

Når man vågner er man jo ikke lige den kvikkeste!

"Niall, er du klar?" Spurgte den ene vagt med hans dybe stemme.

Jeg lod et gab forlade min mund og svarede så:

"Ja"

Det jeg havde svaret rejste jeg mig op, som et normalt menneske ville gøre, så ret underligt at jeg gjorde det.

Jeg strakte begge mine arme og gabte endnu en gang.

Jeg gik hen mod udgangen fra flyet og ventede så på at jeg skulle komme ud og hjem.

Det jeg havde allermest lyst til.

Min kuffert fik jeg inde i flyet, da det kunne blive for besværligt at hente som et normalt menneske.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg lod min ene fod træde ud.

Synet af mange det tog billeder generede mig meget, da blitzen hele tiden ramte mit øje, og jeg var jo lige vågnet.

Jeg lod et lille smil plante sig på mine læber og vinkede så en lille smule rundt. Der stod også fans.

Jeg vidste ikke hvordan de havde fundet ud af at jeg ville være her, så det var ret undrende, selvom de jo altid vidste hvor man holdt til.

Da jeg var noget gennem mængden af fans og papparazzier, steg jeg ind i den private taxi jeg skulle køre med.

Der fulgte stadig vagter med taxien. Jeg skulle holdes øje med indtil jeg nåde frem.

Der var stadig fans omkring mig, bare udenfor bilen, de fulgte efter bilen et godt stykke af vejen.

Da de endelig blev trætte og stoppede op, forlod et dybt suk fra min mund.

Jeg sad og kiggede ud på mit dejlige hjemland. Det land jeg elskede allerhøjest af alle lande, og jeg havde jo besøgt ret så mange lande.

Men som man siger:

Ude godt! Hjemme bedst!

En ting der altid har været sand hos mig, når jeg er trist ønsker jeg at være hjemme. Ikke i et udland og optræde foran fans. Selvom de altid muntrer en op og bringer et smil frem.

Med mindre de går amok og begynder at slås. Så bringer de mere et grin frem eller et bekymret ansigt. Men i følge Harry så bringer en pige slåskamp et stort grin frem.

Mine tanker begyndte at skifte retning. Retning over mod de drenge jeg holdt allermest af.

De drenge som altid var der for mig, og for være ærlig så elskede jeg dem. Det er bare ikke noget drenge sådan siger til hinanden.

Så hver gang vi gav hinanden en lammer, var det samme som hver gang to piger krammede hinanden.

Venne kærlighed er på ingen måde det samme hos drenge som det er hos piger, at være følelsesomme og græde foran hinanden var ikke noget man brød sig om.

Ved godt jeg selv næsten lige har siddet og tudebrølet foran Liam. Der har altid være noget tøset ved mig og Liam's venskab. Hvilket vores fans bemærker, det er jeg sikker på.

Kører turen begyndte at virke meget lang og langsom. Det kunne kun gå langsomt lige nu, hurtighed fungerede aldrig når jeg skulle noget!

Tingene gik altid så sygt langsomt hvis jeg deltog.

En ting Harry tit siger:

"Hey Niall, har du lagt mærke til at alle ting går så sygt langsomt hvis du er med?"

Han griner altid bagefter og puffer hårdt til min skulder. En gang kom han til at puffe så hårdt til min skulder -imens han griner- at jeg fik et blåtmærke. Midt under et interview.

Så jeg gik først amok på ham bagefter og spillede cool, under interviewet.

Mine dejlige tanker om drengene, blev afbrudt af en hårdt bremsende bil.

Der blev bremset så hårdt op, at jeg fik et ordenligt ryk i nakken.

"Av, for satan." Sagde jeg lavt og tog mig til nakken.

Jeg kiggede ud og så grunden til at vi bremsede så hårdt op.

Journalister.

Der vrimlede med folk ude foran hospitalet.

Alt, alt for mange folk.

Jeg glemte kort smerten i min nakke og lod et sukkende:

''Fuck.'' Forlade mine læber.

"Vi kører om på den anden side. Du må tage den anden indgang." Sagde den ene vagt til mig og kiggede koldt på mig.

Jeg nikkede bare og skar en grimasse af smerten i min nakke.

Jeg havde en fornemmelse af at journalisterne, fansene og ikke mindst paparazzierne, ville stå omme ved den anden indgang når vi nåde der om.

Men jeg sagde det ikke. Det eneste jeg ville få ud af det, ville være et eller andet 'jeg ved bedre' fra vagten. Da de altid tror de ved bedst og er klogere end alle andre. Hvilket de ikke er, kun til tider.

"For fanden." Sukkede den ene vagt.

Jeg havde ret, selvfølgelig vrimlede det også med folk omme på den anden side. Vi havde ikke noget valg. Jeg måtte stige ud med min kuffert, trække den hen af den hårde jord og ikke fremvise en eneste følelse.

Det var ikke svært for mig at nå igennem mængden, vagterne fik dem hurtigt på afstand.

Det eneste der var svært at lade være bemærke var alle fansene der kaldte på mig. Jeg havde lyst til at tage et billede med dem alle. Men jeg havde på ingen måde tid til det.

Min familie ville være inde i hospitalet og vente på svar om pigen, som kunne være Emma.

Så jeg tog hurtigere og hurtigere skridt mod døren og endte med at komme ind.

Jeg blev fulgt af vagterne hen til stuen hvor mine forældre var.

Da døren ind til dem blev åbnet, mødte et syn mig, som stak mig hårdt i hjertet.

Min mor stod og græd så meget ned i min fars skulder og Greg stod sørgmodigt ved siden af.

Jeg sat i en slags langsom løb mod dem. Jeg omfavnede dem alle og kunne mærke følelserne ville ud...

_____

Uhhhhh....

Hvordan var det?

Glæder mig til I læser om Niall der ser 'pigen' for første gang, gør I?

Men ja, elsker alle mine 200 læsere!<3

- Julie!:)

(Stem gerne tak!;)

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!