*Psst* Notice anything different? 👀 Find out more about Wattpad's new look!

Learn More

Nialls synsvinkel

Vi sad alle - Mig, mor, far og Greg - og ventede på vi endnu en gang måtte komme ind. Greg var helt skræmt af nyheden, mest fordi, han ikke vidste hvordan han skulle reagere. Hans hænder var helt svedige og han kunne på ingen måde slappe af i kroppen, han var alt for anspændt - som min far.

"Bare rolig Greg." Sagde jeg, efter at have kigget på hans rystende og svedige hænder, i længere tid.

"Jeg er helt rolig." Svarede han kort og trak lidt i hans krave, åndede tungt ud og smækkede et anstrengt smil på ansigtet.

"Det kan jeg se..." Mumlede jeg lavt og kiggede ned i mine hænder. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Liam, som jeg havde smidt røret på tidligere. Jeg fik det helt dårligt, min lyst til at ringe ham op steg, jeg ville bare undskylde, men det kunne jeg ikke. Jeg sad fast inde på det sygehus. Jeg kunne ikke gå, jeg skulle være klar hvert minut, hver lille sekund, hvis Emma nu skulle have en lyst til at se os igen - hvilket nok aldrig ville ske.

"Må jeg gå ud og ringe?" Spurgte jeg så, efter at have overvejet det længe. Jeg vidste mine forældre ikke ville have jeg gik, men jeg tog chancen og spurgte.

Min mors øjne faldt hurtigt på mig, hendes blå øjne sendte mig et blik, som ikke var til at læse. Jeg lod et dybt og langt suk forlade min mund, mine øjne fandt hurtigt gulvet og ville ikke kigge op forløbligt.

"Bare gå ud og ring." Sagde min far og lod hans øjne finde mine, som så valgte at kigge op.

Jeg kiggede på ham et kort stykke tid og rejste mig så, jeg holdt mine øjne til gulvet og lod bestemt ikke mine øjne ramme min mors.

Jeg nåde på ingen tid ud, fra det sygehus, som på ingen måde bragte et smil frem på mine læber.

Jeg gik hen mod hjørnet og tjekkede om der var andre i nærheden - hvilket der ikke var. Det var jo trods alt nat, ingen var ude foran et sygehus på denne tid. Jeg skyndte mig at hive min mobil op af lommen, og så presse min finger mod knappen, til den begyndte at lysne op. På ingen tid havde jeg tastet kode og så fundet Liam under kontakter, min finger skyndte sig at trykke på knappen, og så satte jeg min mobil op til øret.

Først da min mobil rørte mit øre og begyndte at bippe, slog det mig, det var midt om natten, han var jo ikke vågen.

Jeg forsøgte alligevel, jeg hørte mange bip lyde, så mange at jeg stoppede med at tælle. Lydene begyndte at køre mig træt og det endte med en telefonsvarer.

Jeg sukkede dybt og lagde min mobil tilbage i lommen, hvor den begyndte at høre til. Jeg var på vej ind igen, da jeg hurtigt stoppede op foran døren.

Jeg ville ikke derind igen, hele stemningen var forfærdelig, min mor var glad og trist, min far anspændt og såret og Greg var totalt anspændt og kunne nærmest ikke klare situtationen. Jeg så hurtigt en bænk, som blev lyst op af en lygtepæl, jeg satte min kurs mod den og satte mig idet jeg nåde frem. Da jeg satte mig, generede min mobil mig, så jeg valgte at hive den op af lommen igen.

Efter noget tid, hvor jeg havde siddet og kigget på min mobil, tændte jeg den. Jeg gik ind på ind på Twitter, for at se om der allerede var samtaler om Emma. Jeg håbede inderligt på at de ikke havde fået noget af vide endnu, men der havde jo været proppet op med journalister og fotografer tidligere, så de vidste nok allerede del.

Jeg havde ingen idé om, hvor stort tale emnet var, men jeg havde en følelse af, at det var ret så stort.

Jeg så med det samme alle de mange tweets om Emma, hun var deres nye samtale emne, jeg kneb mine øjne sammen til en tynd streg, så jeg nærmest intet kunne se og klikkede så på deres række af tweets.

Jeg slog min øjne og læste den ene tweet efter den anden.

"Who the hell is Emma?"

"Its not true!"

"I hate her! Shes not his Sister!"

"Cant believe it..."

Mine øjne blev store og helt tomme ved deres grimme sprog om Emma. Hvordan kunne de hade hende, når de ikke vidste noget om hende? Eller kendte hende?

Jeg tog mig selv i at fælde en tåre, måske en mere og en mere - pludselig faldt så mange tårer ned, at det ikke til at tælle.

Jeg valgte at twette, ikke noget specielt, bare en trist smiley, så de kunne regne ud, hvordan jeg havde det. Da min tweet var blevet sendt ud i verden, gik der ikke længe, før mange begyndte at twette til mig og alt andet.

Jeg slukkede igen min mobil, lagde den i min lomme, med lidt besvær, da jeg sad ned. Jeg fik den dog i lommen til sidst, men som før, generede den mig - men denne gang lod jeg mig ikke bemærke det, jeg følte allerede masser af smerte, så min mobil som stak ind mod min hud, bemærkede jeg ikke længere.

Jeg lod floden af tårer få frit løb, de faldt alle ned i mine kolde hænder, som holdt sig under mit hoved, så de var klar til at gribe hver en tåre, som faldt.

Efter noget tid, valgte jeg at tørre min øjne og gå ind igen. Endnu en gang gik jeg med mine øjne rettet mod gulvet. Jeg nåde på ingen tid frem og satte mig så i den mørke træ stol med en sort pude. Jeg kunne mærke mine forældres øjne hvile på mig, men jeg valgte bare at kigge ned i mine hænder.

"Jeg skal snakke med Bobby og Maura Horan." Sagde en læge, som stod dørkarmen.

Mine øjne fløj hurtigt op på lægen, som ikke var den samme som før, ham her virkede venlig, ikke sur.

Mine forældre fjernede deres opmærksomhed fra mig og rejste sig så, uden et eneste ord.

Da de havde forladt rummet sad Greg og jeg tilbage i rummet, der føltes nu helt tom. Greg sagde ikke ord, han lod bare sveden løbe ned af ham og ikke mindst trække vejret så dybt, at jeg ikke kunne undgå at høre det - hvilket pissede mig af.

Jeg valgte at lade min irritation forblive i mit hoved, han havde det svært nok i forvejen, jeg ønskede ikke han blev endnu mere anspændt, hvis det kunne lade sig gøre.

Den pinlige stilhed blev endnu mere akavet, noget som ikke burde ske mellem søskende.

Da jeg ville åbne min mund og afbryde den snakken der ikke eksisterede, blev døren åbnet og ind kom min far, med et ansigtsudtryk der sagde mange ting.

"Kom." Sagde han og lod ikke en eneste følelse forlade hans ansigt.

Greg og jeg var på ingen tid oppe at stå, og fulgte med min far.

Vi endte i et rum, hvor vi alle stod med lægen foran os. Mine forældre havde flettet deres fingre sammen og Greg stod stadig med sved løbende ned af panden.

Han åbnede sin mund og det eneste af hans lange tale, jeg hørte var sætningen:

"I må få hende med hjem i morgen, ved aften tid."

_____

Hej, jeg skrev dette kapitel, men Wattpad ville ikke gemme og så endte jeg med at måtte skrive det igen, fordi Wattpad slettede det! Hvilket jeg blev mega sur over, undskyld, men synes virkelig ikke det var okay!*grædesmiley*

Anyways, hun kommer hjem i kapitel 15 eller 16, så begynder eventyret! Glæd jer!!! Og, vil I være dejlige og læse min nye ff, som er med Louis?

@SayHelloEmma, min bedste veninde, har fødselsdag i dag, så gå da lige ind og ønsk hende tillykke med dagen på hendes væg' (07.09.14)

Elsker dig!!!

Stem & kommenter jeres mening, love

Ya!

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!