Nialls synsvinkel
Jeg vågnede ved at Liam ruskede i mig.

"Hun er væk!" Forlod min mund.

"Drømte du om dén dag?" Spurgte Liam og kiggede ind i mine nu åbne øjne.

"Ja" svarede jeg lavt og kiggede væk fra Liam.

"Det er ikke noget at være flov over, Niall." Liam's hånd landede endnu en gang på min skulder.

Jeg satte mig op og kiggede ind i Liam's øjne.

"Det ved jeg godt." Svarede jeg så lavt, at jeg ikke var sikker på om han hørte det.

"Bare slap af, hun er fundet." Sagde Liam og forsøgte at berolige mig, hvilket bare fik mig højere og højere op i gear!

"Du ved ikke om det er hende!" Svarede jeg højt, så jeg var hundrede procent sikker på han hørte det.

"Jeg-"

Jeg tog valget og åbnede min mund.

"Du hvad?" Jeg kunne mærke at sorgen begyndte at vende sig om.

Det var på ingen måde okay, at lade min vrede og frustationer gå ud over Liam, men det virkede som om jeg ikke havde noget valg.

"Du skal ikke blive sur på mig!" Vrissede Liam og flyttede hans hånd fra min skulder.

"Nå, men det er jeg!" Svarede jeg igen og lagde mig ned.

Jeg kunne mærke på Liam at han var såret og hans øjne hvilede på mig.

Men jeg gad ikke endnu en gang og bryde sammen og være så svag foran ham.

"Niall, du er ikke sur på mig." Sagde Liam lavt og lagde igen sin hånd på min skulder.

"Det ved jeg godt." Svarede jeg lavt, med tårer ned af kinderne.

"Kom her."

Jeg vendte mig om og gav Liam en ordenligt krammer, jeg lod tårerne forlade mine øjne og så igen, igen lande på min snart gennem blødte trøje.

"Du kommer hjem imorgen." Sagde Liam.

"Hvad nu hvis det ikke er hende?" Hulkede jeg trak mig ud af krammet.

"Vent nu og se." Svarede Liam og lagde sig ned.

"Jeg kan ikke vente." Snøftede jeg.

"Det kan ingen af os, Niall."

Jeg lagde mig ned. Liam var der altid for mig, hvilket vil sige at min uønskede vrede tit gik ud over ham. Og det fortjente han på ingen måde.

"Godnat."

"Godnat"

-

"Niall"

Jeg vendte mig om og åbnede mine øjne.

"Hvad?"

"Vi er i lufthavnen om fem minutter."

Det gik hurtigt op for mig, at det var mig der skulle afsted om fem minutter, så jeg rejste mig hurtigt op og trak i noget ligegyldigt tøj.

Jeg kørte mine fingre gennem håret og skubbede det bag ud.

Jeg børstede mine tænder hurtigt, smed alle mine ting ned i kufferten og så stod jeg klar.

"Du skriver når du ved noget, okay?" Sagde Liam og stillede sig ved min side.

"Det lover jeg."

Bussen begyndte at sænke farten, så det var tegn på det var nu.

"Vi siger farvel her i bussen." Sagde Liam.

Jeg vendte mig om og krammede dem alle.

"Vi ses jo snart." Smilede Harry.

"Det gør vi." Svarede jeg og plantede et falsk smil på mine læber.

Det falske smil var ikke ondt ment, men jeg kunne bare ikke rigtig finde en grund til at smile. Så falsk var det og ægte lignede det.

Da bussen holdt helt stille steg jeg ud og vinkede til drengene.

Der var fire sikkerheds vagter rundt om mig, de mange paparazzier, fulgte efter mig hele vejen hen til flyet.

Jeg lod ikke en følelse forlade min krop, jeg var kold, jeg ønskede ikke at blive forfulgt hele vejen hjem.

Jeg kom ind i det private fly og satte mig til rette.

Der var andre vagter med flyet, som skulle sørge for at jeg ville komme hjem i et helt stykke.

Jeg lagde mit hoved tilbage, jeg orkede ikke at se instruktionensvideoen.

Jeg var alt for træt, hele natten havde jeg ikke kunne sove ordenligt på grund af det mareridt -som desværre var sket i virkeligheden.

Jeg lukkede mine øjne og lod mig ikke mærke af at vagterne snakkede ret højt.

Mine lukkede øjne, dannede et billede af en smuk stjerne himmel.

Jeg prøvede at danne en følelse af, at ligge under åben himmel uden at folk tog billeder, eller holdt øje med én.

En dejlig følelse som var langt fra sand...

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!