Nialls synsvinkel

Jeg kunne ikke blive hos Emma, det måtte hun forstå! Hun havde brug for hjælp, blodet stoppede ikke med at løbe, metallet sad stadig i hendes arm og hun kunne næsten ikke holde øjnene åbne.

"Emma, jeg bliver nødt til at ringe efter hjælp!" Sagde jeg endnu en gang, bare mere frustreret og rystende.

Hun nåede ikke at svare før der lød en banken på hoveddøren. Emma kiggede underligt på mig, med hendes blanke øjne og jeg trak vejret dybere og dybere. Det stoppede ikke med at banke på, så jeg måtte forlade Emma og åbne døren.

Jeg løb slingrende gennem huset, med blod dryppende fra mine hænder, som havde rørt Emma.

Idet jeg noget hen til døren, hev jeg den op, spurgte forpustet og frustreret:

"Hvad?"

"Jeg hørte skrigeri og-" Min nabo, Henry stod i døråbningen og stoppede med at snakke, da han så mine hænder og tårerne i mine øjne.

"Skal jeg hente hjælp?" Spurgte han hurtigt og kiggede på mine hænder og derefter ind i mine øjne.

Jeg nikkede hurtigt og på ingen tid, var Henry faret afsted, hjem for at hente noget hjælp.
Først vidste jeg ikke om jeg skulle vente på han kom tilbage, eller løbe ud til Emma igen, men jeg besluttede mig hurtigt. - kursen blev sat mod Emma.

"Der er hjælp på vej." Sagde jeg, med min rystende stemme og satte mig ned på gulvet til hende. Forsigtigt løftede jeg hendes overkrop op på mine ben, som lå i pølen af blod. Hendes hoved hvilede i min ene hånd og min anden hånd, holdt fat i hendes.

"Du måtte ikke ringe efter hjælp..." Hun græd svagt, kræfterne i hendes krop var der ikke mange af lige nu. Jeg nåede ikke at sige noget til hende, før mine ører opfangede noget andet.

"Niall?" Kunne jeg høre Henry råbe, så jeg skyndte mig at råbe tilbage:

"Vi er på badeværelset!" Mine øjne gled fra Emmas til gangen, hvor Henry og hans kone - Melissa - kom løbende, med en masse ting. Det første mit syn bemærkede, var kanylen som lå Melissas hånd. Jeg havde troet at Henry løb hjem for at ringe efter hjælp, men at hente Melissa var lige så godt, eftersom hendes job var sygeplejerske.

"Hold hendes arm." Hun pegede på Emmas overarm og Henry skyndte sig at få et greb om den.

Jeg ville spørge hvad hun havde tænkt sig at gøre, men min hals var snurret sammen og jeg fandt det svært at trække vejret.

Og før jeg vidste af det, var kanylen boret ind i armen på Emma og ikke ét skrig forlod hendes mund, hun lukkede bare sine øjne i og hviskede noget, som jeg ikke kunne høre.

Jeg kiggede forskrækket på Melissa, derefter Henry, men de bemærkede ikke noget. Deres opmærksomhed var rettet mod Emmas blodtab og metallet, som de skulle til at fjerne.

"Det er godt nok dybt." Sagde Henry, efter han havde kiggede lidt nærmere på det. Jeg sad bare og lod mine øjne følge hver eneste bevægelse de lavede.

"Find pincetten!" Kommanderede Melissa, og Henry fandt den hurtigt frem og lagde den i Melissas åbne hånd.

Hun lagde næsten sit hovede op ad Emmas arm, for at kunne se metallet. Der gik få minutter før hun fik ordenligt fat med pincetten, men da hun gjorde, blev metallet trukket langsomt ud og gav en lyd. Lyden var som at skære i kød, når man trækker kniven op fra kødet, giver det en glidende lyd fra sig. Jeg ville allerhelst holde mig for ørerne, for lyden var det eneste at høre, ud over vores åndedræt.

◇ ◇ ◇

"Er hun snart færdig?" Jeg trippede utålmodigt med foden, mens bekymringen i mig steg.

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!