Nialls synsvinkel

Fans? Åhh nej. Emma stoppede med at hoppe, ved lyden af den hårde banken og jeg stivnede et kort sekund. Okay, vi måtte slappe helt af, det var jo ikke fordi vi var med i en gyser og skulle dø om lidt. Eller var vi? En mand iført sort tøj, havde sparket døren op og fandt os i værelset. Han trak sin pistol frem og- løgn. En stor fed løgn spredte sig i mine tanker, selvfølgelig var ingen morder brudt ind. Fantasi er alt, det må man aldrig glemme. "Niall? Skal vi åbne eller hvad?" Lyden af Emmas spørgende stemme, fyldte hele rummet. Undskyld Emma, jeg havde bare lige en film om os to, kørende i mit hovede, en rigtig gyser en. "Jeg åbner, bliv her." Kommanderede jeg og så Emmas ansigtsudtryk ændre sig. Fra den store glæde over et ja, til hårfarve, var væk og et seriøst ansigt var smidt på. Jeg småløb ud mod døren og forestillede mig det værste bag den. Billeder i mit hovede, viste mig en flok af fans, som væltede ind og jeg kunne ikke gøre noget. Måske skulle jeg bare lade være med at åbne? Ja, det var en idé, som rent faktisk kunne bruges. Indtil lyden af en stemme råbte: "Jeg ved du er der Niall, så åben dog!" Jeg genkendte stemmen, men var ikke sikker i min sag, men jeg åbnede. Og gæt hvem, selveste Harry Edward Styles stod i døråbningen, med et stort smil. Det her sker bare ikke, det måtte være en løgn! Men nej, her stod han, ovenikøbet med en kuffert, hvad skulle han her? "Og hej til dig Niall!" Grinte han og skubbede mig til siden, så han kunne træde ind. Jeg stod stivnet og kiggede ind i væggen, indtil Emma poppede frem i mit hovede. "Harry!" Skyndte jeg at råbe og han var hurtigt henne ved mig, igen.

"Hvad Niall?" Spurgte han, som om det ikke var indlysende. DU KAN IKKE VÆRE HER, STYLES!? Jeg kiggede ned på hans kuffert, og derefter ind i hans øjne. Mit ene øjenbryn løftede sig fra sin sædvanlige plads, og håbede Harry forstod, at hán skulle forklare, hvorfor han var her. Med en kuffert. Den lille- "Hvad?" Han afbrød mine tanker, med hans dybe stemme, som stillede et åbenlyst spørgsmål. "Hvorfor er du her? Misforstå mig nu ikke, men du skal ikke bo her? Og hvordan vidste du jeg var her? Og-" mine mange ord, blev afbrudt af Harry, som begyndte at snakke. "Slap af med spørgsmålene, Horan" grinte han, flabet og tøset. Argh. Jeg kiggede på ham, med et blik som fortalte ham, at grine-tiden var forbi. Da han indså det, stoppede han og smilede skævt, før han valgte at åbne munden og forklare. "Hvor skal jeg begynde... Tjaa, mit hus er ikke til at bo i lige nu." Han stod og så ud som om, at han var færdig med sin forklaring, men det passede ikke mig. "Hvorfor kan du ikke bo i DIT eget hus, Harry?" Min stemme hævede sig lidt, for Harry vidste godt, hvordan tingene stod til og han ikke bare kunne komme, uden varsel. - Og lov. Harry trippede lidt med foden og kiggede op i loftet, et par gange og så begyndte han at spytte ordene ud, som en ustoppelig is maskine. "Jeg kan ikke forklare mit hus, det er for pinligt, men tro mig; det kan ikke beboes lige nu, ikke efter det, som er sket. Og det vedkommer ikke dig. Nu til hvordan jeg fandt ud af, at du var her. Tjaa, du har altid fortalt om dette sted og hvis noget skete, ville du tage her ud. Det tog mig noget tid at indse, og eftersom Liam ikke var specielt gæstfri, tog jeg hele vejen til Irland. Og nu er jeg her, mangler et sted at bo og du er ikke mere gæstfri, end Liam, Zayn og Louis var!" Hans arme fløj rundt, mens forklaringen fløj med, godt at han endelig afsluttede. - MEN! Jeg var stadig lidt irriteret på ham og jeg ønskede han gad, at opholde sig på et hotel, for guds skyld, men nej. Før jeg tænkte mig om, var orderne; "Så må du vel være her," røget ud af min mund og et kæmpe smil, fandt plads på hans ansigt.

Emmas synsvinkel

Jeg sad på sengen, som Niall bad mig om. Selv om min lyst, til at se hvem der var kommet, steg efter hvert lille minut, blev jeg siddende. Hvor længe skulle jeg dog vente? Ville Niall blive sur, hvis jeg lyttede efter deres ord? Måske, måske ikke, så jeg rejste mig og plantede mit øre op ad døren. Deres stemmer var næsten ikke til at høre, som om de vidste, at jeg stod her og lyttede. Da lyden af deres skridt, kom tættere og tættere på døren, fór jeg med et, hen i sengen og lagde mine hænder på mine lår. - Uskyldig. Døren blev langsomt skubbet op af Niall, som trådte ind og derefter en høj ung mand. Jeg sendte Niall et spørgende blik, eftersom denne unge mand, havde en kuffert slæbende bag sig? Skulle han blive her? "Emma, det her er Harry," sagde Niall og lagde en hånd, på denne Harry. Mit spørgende blik sad fast, det var ikke nok svar, hvorfor var Harry her? Og hvem var han? Jeg rejste mig hurtigt op og trådte lidt mod Niall, og længere væk fra Harry. Det så måske ud som om, at jeg afskyede Harry, på dén måde som jeg hurtigt skyndte mig over til Niall, men nej. - Jeg kendte ham ikke, derfor skræmte han mig. Som et hver andet menneske gjorde. "Hej," vinkede Harry og kiggede over på mig, jeg ved ikke hvor længe stilheden havde stået på, men det hele var så pakket og akavet. Jeg lod mine hænder få fat i Nialls trøje og holde godt fast, så jeg følte mig tryg omkring en fremmed. "Hv-hvor kender I hinanden fra?" Stammede jeg lavt, bag Niall og stadig med et godt greb i hans trøje. Niall kiggede om på mig og smilede lidt, før han skubbede mig fremad. Ville han have mig til at kramme Harry? Hvad forventer han? Han skubbede mig lidt mere frem, jeg kom tættere på Harry og Niall sagde noget til mig, men jeg lukkede det fuldstændigt ude. Jeg stod så tæt på Harry, at et kram ville være oplagt. Nialls arm bag mig, begyndte at skubbe til min og jeg kneb øjnene sammen, før det skulle overstås. Kom så Emma, vær et normalt menneske og kram denne Harry! 3, 2, og nu! Mine arme fløj om Harry og jeg holdt mine øjne lukket, han krammede ikke mig? Åh nej. Jeg kunne høre et fnis forlade Nialls mund og han prikkede mig stille på skulderen, så jeg vendte mig om.

"Jeg bad dig bare give ham hånden, Emma" grinte han og pegede lidt på Harry, som gjorde sit bedste for at smile, uden at det så akavet ud. Flot Emma. Min underbevidsthed begyndte hurtigt at håne, min store, pinlige fejl. Harry måtte synes at jeg var en kæmpe særling, men gjort var gjort. Jeg smilede til Harry og trak lidt på skuldrene, som et undskyld. Han nikkede kort og først der, bemærkede jeg hans hår, som faktisk var ret langt. En lidt mørk farve og nogle slaskede krøller, han bar en hat ovenpå, som var mørkegrøn. "Emma, hørte du, da jeg sagde Harry er med i bandet og at han skal bo her, bare et par dage?" Lyden af Nialls stemme afbrød mig i at analysere Harry. Mine øjne fangede Harrys ét kort sekund og efter det, var de tilbage på jorden. "Nej det hørte jeg ikke, Niall" Hvordan havde min glæde, selvsikkerhed og faktisk følelsen af, at være normal, gået væk så hurtigt? Følelserne i mig nu, var blandet over den overvældende nyhed og jeg følte mig lille, under alle og skræmt. Mit bånd til Niall var specielt, det kunne jeg mærke, det havde jeg kunne de sidste dage og jeg måtte nu stole på ham. Hvis han tillod at Harry var her, måtte jeg forsøge at opføre mig normalt og ikke blive skræmt, over at han er et menneske.

"Jeg viser lige Harry sit værelse, så kan du lige vente her på mig" Niall klappede mig på ryggen og tilføjede et grin og et drillende blik. Jeg følte mig som en lille søster nu, det var der ingen tvivl om. Harry smilede kort til mig og forsvandt væk, sammen med Niall. Jeg kiggede ned ad mig selv og klaskede så min hånd i panden. Jeg bar den flotte - og nye - skjorte, og så et par sove shorts, hvad måtte han ikke tænke? Niall kunne jo være ligeglad, han er min bror, men hvad med Harry? Vent! Hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet? Jeg kunne vel være ligeglad, jeg skulle jo ikke ligefrem til at være hans bedste ven, så han var sikkert også ligeglad, med hvad jeg valgte at klæde mig i.

Nej, nej, nej Emma. Du skal ikke til at være Harrys bedste ven, bare rolig. - Juliesophie har styr på det her. XOXO J.S

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!