Nialls synsvinkel

Jeg vågnede ved lyden af, en kniv eller gaffel ramme gulvet. Inden jeg havde set mig om, stod jeg på mine ben og søgte efter Emma. Hun var ikke på madrassen, hvilket gav meget mening, medmindre en tyv havde brudt ind og tabt en kniv. Logisk forklaring, og så alligevel ikke. Jeg begyndte at slentre mod køkkenet, hvor mine øjne fandt, et overraskende syn. Emma var i færd med at finde kopper, som hun hurtigt fik øje på, og derefter opdagede mig, som gav hende et kæmpe chok. De to kopper som var holdt hendes hænder, lå nu på gulvet. Et gisp forlod hendes mund og jeg lod et lille smil komme frem. - Kopperne var hård plastik, så intet ødelagt. "Hvad går det her ud på?" Spurgte jeg, stadig med et smil på læben og begyndte, at træde hen mod Emma. "Jeg er igang med at dække bord." Svarede hun, kort og med et tilfreds udtryk. Jeg kiggede ned på gulvet og så ind i hendes øjne igen. "Du ved godt, at vi ingen mad har?" Jeg kiggede på hende, med et blik som tydeligt viste, at jeg kunne bryde ud i grin nu. "Det ved jeg. Derfor henter du noget, så få tøj på!" Hun lød usikker i starten, men selvsikkerheden blev smidt på til sidst. Kopperne var på bordet og hun hev fat i et viskestykke. "Afsted" kommanderede hun og rettede sin ryg, hvorefter et lille grin forlod hendes mund. Jeg rystede på hovedet med et smil, og satte min vej mod badeværelset.

* * *

Brød stod fremme og vi var godt igang med at spise morgenmad. Og hvis jeg ville nå at have et ekstra stykke brød, skulle mit tempo sættes op. For Emma var glad for det lækre brød, hvilket gjorde at det hurtigt forsvandt, ned i hendes mave. "Vil du have det sidste?" Spurgte hun og kiggede på mig, og derefter ned på brødet. Det sidste stykke brød, normalt havde jeg allerede spist det, men ikke denne gang. "Nej tak, jeg er ikke så sulten," smilede jeg og skubbede kurven mod hende, som hun ikke tvivlede det mindste på. På ingen tid havde brødet fundet plads på hendes tallerken, med smør på. Som også var det eneste - udover pålægschokolade - vi havde, til vores brød. Jeg tog den sidste bid af mit og betragtede efter det, Emma sluge hendes. - Hvad kunne man kalde dette? Nok ikke et kønt syn. Hun havde svinet ret meget, men hun nød det. Hendes glæde løb gennem hele hendes krop, jeg var ikke i tvivl, for bare ved at fange hendes blik, kunne man se glæden i de blå øjne.

"Hvad skal vi lave bagefter?" Spurgte Emma, efter jeg havde rejst mig op, for at finde en serviet til hende. Jeg trak lidt på skuldrene og smilede, hvorefter jeg gav hende servietten. Hun smilede stort og tørrede sig om munden, mens jeg begyndte at tage af bordet. "Må jeg ikke møde dit band?" Spørgsmålet fløj ud ad Emmas mund og jég stoppede op, ved lyden af det. - Selvfølgelig måtte hun møde dem, men ikke lige nu. Det var mest af alt for min egen skyld, end det var for Emmas. - Drengene havde ikke specielt meget manér, kun Liam og de skulle ikke til at skræmme hende og så gøre, at jeg ikke kunne nå hende længere. "Øhh," jeg trak lidt på det, mens jeg fortsatte med at tage det sidste af bordet. "Kom nu Niall, jeg vil gerne lave noget sjovt!" Hun rejste sig fra stolen og stillede sig op foran mig. Jeg stoppede op, med smøren og brødkurven i hånden, og kiggede så afventende på hende, med et skævt smil. "Jeg vil møde dit band" hun kiggede på mig og forsøgte at skjule, det grin som få sekunder efter, forlod hendes mund. "Det må du også gerne, men ikke i dag." Jeg skubbede lidt til hende med et grin og gik hen med smøren. - Og så på plads med brødkurven. Hun sukkede dybt og satte sig igen ned, med den ene hånd ved ansigtet og gjorde sit bedste, for at se skuffet ud.

"Du skulle tage og øve dig," jeg grinede min sætning ud og satte mig overfor hende. "Øve hvad?" Hun kiggede op på mig, stadig med det skuffede ansigt, "din måde at spille skuffet på." Jeg hævede et øjenbryn, med et smil på læben og stille begyndte hendes smil at komme frem. "Okay jeg indrømmer, jeg er ikke så god endnu, men jeg har heller ikke øvet mig så meget som dig." Da hendes mund lukkede, troede jeg denne sætning var ment skidt, indtil hun brød ud i grin og rejste sig fra stolen. "Hvor skal du hen?" Halvråbte jeg - stadig med et grin i tonen - og kiggede i retningen af den vej, som hun fulgte. Hun kiggede over sin skulder - om på mig - og smilede stort, hvorefter hun satte i løb. Hvad ville hun dog nu? Jeg rystede på hovedet med et smil og rejste mig, for at følge trop. Vejen fulgte ind til mit værelse, der hvor vi havde tilbragt natten over. Hun satte sig smilende i min seng og kiggede på mig længe, før hun spurgte: "Det der billede, der har du ikke blondt hår? Har dit hår selv skiftet fra brunt, som mit, til den der pæne blonde?" Jeg kiggede først lidt underligt på hende, det var ikke et spørgsmål, som jeg havde regnet med, hún ville stille, men jeg måtte jo svare alligevel. "Tjaa, jeg farver måske, måske ikke mit hår blond..." Det var pinligt at sige det højt, så jeg kiggede ned på mine fødder og lod et lille, usikkert grin forlade min mund. En stilhed spredte sig i rummet og jeg ventede på, at Emma ville sige noget, for jeg havde sagt nok. - Hvis det stod til mig. "Seriøst?" Kan vi også gøre det på mig?" Røg det ud af hende og jeg kiggede op, for at tjekke om hun, var ved at bryde ud i grin. Det var hun ikke. Hendes øjne blå, var kæmpestore og kiggede forventningsfuldt ind i mine. "Det kan vi godt, men-" jeg blev afbrudt af Emma, som havde rejst sig op og var begyndt at hoppe rundt. Hendes hår som, hun selv have viklet ind i en knold, begyndte at falde fra hinanden, da hun hoppede ret så vildt rundt. Hendes glæde fyldte hele rummet, og det var kun over, at hun måtte farve sit hår blond. - Pigenbarn, dog. Men Alt blev afbrudt på et sekund, ved lyden af en hamren på hoveddøren.

Stem! Kommenter! Elsker jer, love from Juliesophie.

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!