Det var den 3. November 1999, jeg var fem år og løb rundt i haven sammen med Greg som var ti.

Vi løb rundt i alt mudret og vandpytterne, vi bekymrede os ikke om noget, for det var jo bare en helt almindelig tirsdag?

"Niall! Greg!" Kaldte min mor, inde fra stuen.

"Hvem kommer først?" Sagde Greg lumsk og begyndte at sætte fart mod stuen.

"Mig!" Svarede jeg imens jeg spænede afsted mod stuen.

Men som altid kom Greg først, og jeg blev muggen.

Jeg stillede mig med krydset arme og et surt ansigt overfor Greg.

"Taber!" Sagde han og rakte tunge.

"Du snød!" Vrissede jeg og rakte tunge.

"Unger!" Det var mor. Mor kom ind, hendes mund lod et suk falde til jords. Da hun så vores møjbeskidte sko og hele vejen op til knæet.

Men vi var børn, vi gad ikke sidde hele dagen inde og tegne, det var noget af det kedeligste vi kendte til.

"Gider I at være søde og lege lidt med Emma?" Spurgte min mor og smilede.

"Nej!" Svarede Greg hurtigt og stædigt, et lille æsel kunne han sagtens være til tider.

"Ja." Svarede jeg med et oplyset ansigt!

"Det var dejligt. Emma!"

Emma kom vadene ind i hendes små dine ballerinaer sko og en fin lille hvid kjole.

"Kom Emma." Sagde jeg og tog fat i hendes hånd.

"Sad ska' vi las?" Spurgte hun med hendes søde babystemme.

Hun havde stadig ikke smidt sutten, så hun havde svært ved at udtale 'v'

"Vi skal lege pirater!"

Hun kiggede på mig et kort sekund, jeg kiggede på hende.

Hun samlede en god håndfuld mudder op.

Klaskede den mod mit tøj.

"Død!" Skreg hun af grin og løb ind i skoven, der lå op af vores lille hus.

"Det får du betalt!" Grinede jeg og løb efter hende.

Vi kastede mudder på hinanden inde i skoven. Vi løb rundt og legede som var det vores sidste gang.

-

"Emma!" Kaldte jeg igennem den store skov, der var intet at høre.

"EMMA!" Prøvede jeg endnu en gang, denne gang var min stemme så skrækslagen.

"Emma, det er ikke sjovt!" Råbte jeg og stoppede op for at trække vejret.

"Niall" kunne jeg høre Emma klynge.

"Emma!" Lystrede jeg og satte fart mod hendes lave og klyngende stemme.

Jeg fandt hende hurtigt, hendes ene ben var viklet ind i noget pigtråd.

Tårerne strømmede ned af hendes små røde kinder.

Hendes rotte haler var helt uglet.

"Emma?" Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.

"Det gør ondt." Græd hun og kiggede på mig med øjne fulde af smerte.

"Jeg skal nok hjælpe." Jeg gik stille hen mod pigtråden der var viklet rundt om hendes lille tynde ben.

"Tag det sæk!" Græd hun, ja, sæk betød væk.

Jeg lod være med at svare og lod mine små hænder tage fat i pigtråden.

Det gjorde ondt, men ikke lige så ondt som det gjorde at se min lille søster føle så meget smerte.

"1, 2,"

Jeg holdte en kort pause før 3.

"3" efter tre tallet havde forladt min mund hev mine hænder alt hvad de kunne for at få pigtråden væk.

Og væk den kom den.

Emma's ben var smurt ind i blod, det samme var mine hænder.

Emma havde en ordentlig flænge fra knæet og ned, og dyb var den.

"Kom" jeg løftede Emma op og lagde hendes arm om min skulder, hun haltede hele vejen hjem.

Hendes hvide kjole var ikke længere hvid, men rød og brun fra blod og mudder.

-

"Hvad er der sket?" Spurgte min mor forbavset og begyndte at lægge noget koldt på Emma's dybe flænge i benet.

"Vi legede i skoven, og så faldt hun, og så, så var der, sådan noget tråd med pigge." Svarede jeg.

Jeg Sad med en kold klud i mellem hænderne. Kulden pressede sig mod de små sår jeg havde fået i hånden.

"Pigtråd?" Sagde min mor og kiggede endnu en gang forbavset på os.

Vi nikkede begge i kor.

"Jeg ringer lige til far." Skyndte mor sig at sige og forlod stuen.

"Det sar sadig sjost" smilede Emma til mig.

"Det Var det." Jeg lagde et lille tryk på 'v' det havde mor sagt at jeg skulle, når jeg snakkede til Emma.

-

Det var nat, alle sov.

Mig og Greg delte værelse og seng. Så vi sov sammen.

Emma sov stadig i tremme seng, hvis hun nu vågnede før os og så bare gik.

Det havde vi nemlig prøvet før, da hun var 2.

-

Både Greg og jeg vågnede ved lyden af min mors stemme.

"EMMA?" Kunne vi høre vores mor kalde, vi skyndte os op.

"Har I set Emma?" Spurgte vores far os.

"Nej" gabte Greg.

"Er hun væk?" Spurgte jeg.

Jeg fik intet svar.

Imens min mor gennem ledte hele huset ringede min far til politiet.

"Emma er væk..." Jeg satte mig ned på gulvet.

Og lod mine hænder finde sted foran mit ansigt.

"EMMA!"

_____

Nå, hvaaaaa' syns' I?

Kommenter og Stem!:)

Og jeg takker da lige for 30 læsere!<3

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!