Nialls synsvinkel

Efter at have set på mine forældre længe, uden de tilføjede en mine til deres sætning, valgte jeg at rejse mig og selv åbne munden:

"Sig det her er en joke?"

Det var nok den dummeste sætning, som jeg kunne have sagt, for på ingen tid, var endnu et skænderi brudt ud.

"Ligner vi nogle som joker?" Råbte min far, mens den røde farve i hans ansigt steg.

"Du burde tage det her mere seriøst!" Kom det fra min mor, med en vred tone.

Jeg fortrød hurtigt hvad jeg havde sagt, men når et skænderi først var startet - og jeg var en del af det - kunne jeg ikke holde min mund lukket.

"Jamen undskyld! Men hvem fanden tror I, har det sværest? Var? I tror hele tiden I har det så pisse svært og alle jeres dumme handlinger, er okay! Men gæt engang, det er ikke okay! Rejs! Skrid! Jeg kan ikke vente!" Og da jeg havde afsluttet min vrede - og oprørte - tale, forlod jeg stuen, døren smækkede jeg i og satte kurs mod mit værelse. - det hele begyndte at minde om en ungdomsfilm, om en ung pige, som ikke fik sin vilje, latterligt...

Jeg smækkede også døren til mit eget værelse i, hvorefter jeg smed mig i sengen. Min mobil smed jeg på gulvet af vrede. Den mobil havde mange ar, for i de få år jeg havde haft den, havde min vrede altid gået ud over den. - så jeg ikke ville skade mig selv.

Efter at have ligget længere tid i min varme seng, rejste jeg mig op og gik mod døren. Jeg var på vej ud, men lod så være. De mange ord som havde forladt min mund, var onde, brutale og ikke mindst sårende, men i sidste ende også sande.

Selvfølgelig fortrød jeg, at jeg ikke bare havde slappet af og prøvet at tage alt med ro, men det var dog heller ikke så nemt.

En vred lyd forlod min mund, og før jeg vidste af det, havde min hånd banket sig - af fulde kraft - mod væggen.

Tårerne pressede på, men jeg ville ikke lade dem komme ud. For jeg orkede ikke at hele skylden skulle falde på mig, endnu en gang. Mine skuldre lå jo snart på jorden, med alt det de skulle bære. Og ikke et menneske kunne tage sig sammen og spørge:

"Skal jeg hjælpe?"

Når jeg havde allermest brug for det. Lige nu, følte jeg mig ene og alene.
For det virkede som om, mine forældre hele tiden gik mod mig.

Jeg var som en lille fugl, der var skubbet ud af reden for tidligt, alt for tidligt. Og som jeg nu var, bankede jeg endnu en gang min hånd mod væggen, sådan agregerede jeg.

Mens mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, mit åndedræt dybere og dybere, begyndte jeg at slappe lidt af. Jeg lagde mig stille ned i sengen. Mine hænder om på baghovedet, og så kiggede jeg på loftet.

Lyden af mine dybe åndedræt og mit hurtigt bankede hjerte, var den eneste lyd på mit værelse.

Da jeg stille kunne høre nogle tage i håndtaget, var jeg ved at skrige op, men lod være. - et ret godt valg.

For ind ad døren kom Emma, ikke min mor eller far, som jeg havde regnet med, men Emma.

Hun lukkede stille døren bag sig, og faktisk ville jeg helst have hun gik, for min vrede var stadig i top og den skulle ikke gå ud over hende.

"Hej." Begyndte hun, mens hun stille trådte tættere på mig.

Jeg blev liggende i sengen, mine øjne holdt sig til loftet og min mund lukket.
Så kunne det være hun ville gå, for jeg stolede ikke nok på mig selv, til at snakke med hende lige nu.

"Vil du snakke?" Forsøgte hun så, snart var hun ved sengekanten og mit åndedræt blev mere dybt, for hver skridt hun tog.

"Du kan bare lade være med at svare." Mumlede hun stille, efter lidt tid.

Jeg fik lige så stille ondt af hende. Noget alle havde, alle som så nyhederne, havde ondt af denne pige, som var min søster.

"Jeg hørte I skændtes?" Mumlede hun, mens hun nu forsigtigt satte sig i min seng. Der gik dog ikke længe før hun rejste sig igen, spørg mig ikke hvorfor?

"Emma, jeg synes du skal gå." Sagde jeg lavt og holdt mine øjne på loftet.

"Okay..." Mere skulle der ikke til, bare en sætning og så gik hun faktisk.

Da jeg hørte døren blive lukket i og så den næste dør blive åbnet og så lukket. Hun var igen på sit værelse, og jeg på mit.

"Undskyld..." Hviskede jeg ud i luften, ikke til nogle, det skulle bare ud.

Lidt efter lidt, kunne jeg mærke min vrede var faldet til ro og skyldfølelsen begyndte at sprede sig i hele kroppen. Først mavepine, som altid! Derefter fik jeg en dunkende hovedpine, som havde jeg tømmermænd, men nej. - alt var ren skyldfølelse, for at have skældt mine forældre ud.

◇ ◇ ◇

Mine øjne slog op, ved lyden af et skrig. Uden at tænke mig om, hev jeg en trøje over hovedet, og skyndte mig ud fra mit værelse og direkte ind på Emmas.

Hun lå endnu en gang, rystende i sengen, mens hende blik var helt tomt.

"Jeg skal nok tage mig af hende." Sagde min mor forpustet, som stod med piller i den ene hånd og et glas vand i den anden.

Jeg nikkede stille til min mor, som et svar. Stille forlod jeg værelset og var på vej ind på mit eget, men min far stoppede mig.

"Hvad?" Vrissede jeg. Min vrede til mine forældre ville ikke falde helt ned, før min mor og far havde undskyldt. - også selvom jeg burde.

"Undskyld, for alt hvad vi lader falde på dig. Skal vi gå ind og snakke lidt?"

Efter at have stået i lidt tid og indse at min far havde sagt undskyld, svarede jeg ham. Og svaret er vist ikke svært at regne ud, det var selvfølgelig et ja.

_____

Hej lovers!

Hvordan har I det?
- Jeg har det ikke specielt godt for tiden, det er også grund til at jeg ikke opdatere tit, Sorry. - Håber I kan forstå det.

Elsker jer alle, I redder min dag! Hver gang jeg kommer herind og læser kommentarer, for jeg et kæmpe smil på fjæset! ELSKER JER!

Næste opdatering bliver snart, det lover jeg!

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!