Nialls synsvinkel
Jeg vågnede før Emma og Harry, så jeg forsøgte at være stille, for ikke at vække nogen af dem. Selvom jeg desperat ønskede at vide, hvorfor Harry skulle følge Emma, hen til sit værelse? Det var så åndssvagt, at tænke så meget over det, men hvad kunne jeg gøre? Selvfølgelig ville jeg hellere, bruge min tid på noget andet, end at gå og spekulere over noget så dumt. Så for at rette mine tanker mod noget andet, begyndte jeg at stille morgenmad frem og dække bordet.

Måske skulle jeg køre hjem i dag? Altså, for at se om tingene var stilnet lidt af og om, Emma og jeg kunne bo for os selv. Argh, hvad skete der dog med mig? Emma var bare i kontakt med et andet menneske og så blev jeg helt hysterisk, hvad var jeg så bange for?

* * *
"Jeg tænkte, at Emma og jeg vil køre hjem i dag" sagde jeg, under morgenmaden som havde været tavs, indtil nu. "Niall, vi har kun været her, i cirka to-tre dage? Behøver vi allerede at tage hjem?" Emma klyngede over, at jeg bare ville hjem. Hvor var det dog irriterende, hvorfor kunne hun ikke bare rette sig, efter mig?!

Harrys synsvinkel
Niall så ikke specielt glad ud, da Emma havde spurgt om at blive. Hvorfor generede det ham overhovedet? Jeg gad da heller ikke blive her alene, "hvis I tager hjem, må jeg så tage med?" Spurgte jeg, eftersom jeg nød deres selvskab. Men Niall nød det ikke, for vandet blev nærmest spyttet ud ad hans mund, da mit spørgsmål fandt sted. "Niall? Er der noget galt?" Emma kiggede spørgende på ham, hvad ville han svare? Hvorfor var han så sur? Okay, måske var jeg lidt en del, af hans vrede. Jeg kom trods alt uanmeldt, imens han tilbragte tid med Emma. Som jeg udmærket vidste, at jeg ikke skulle blande mig i. - Men Emma virkede ikke som Niall havde beskrevet hende overfor Liam? Hun virkede helt normal, som enhver anden pige. Det eneste tegn på, at hun havde været offer for kidnapning, var; hendes spinkle krop. "Jeg kører en tur, vil du med Emma?" Niall havde allerede sat det meste af maden på plads, mens mine tanker havde kørt rundt. Så jeg havde ikke hørt noget af deres samtale, udover spørgsmålet; "Niall, er der noget galt?" Efter det havde mine tanker overtaget. "Nej" svarede Emma kort og forlod bordet. Noget var sket.

Emmas synsvinkel
Hvorfor skulle Niall opføre sig sådan? Jeg nød selvskabt med Harry, hvorfor behøvede vi tage hjem? Jeg smækkede døren efter mig, min vrede havde fundet sted. Jeg følte mig helt anderledes, som aldrig før. Niall kunne bare køre, jeg var ligeglad lige nu, han skyldte mig en undskyldning. Ikke omvendt.

* * *
Niall havde været væk i alt for lang tid - mørket var begyndt at komme - mine øjne sad rettet mod uret inde i stuen, hvornår kom han tilbage? Skyldfølelse spredte sig i mig, jeg ønskede ikke at være uvenner med ham? Han kunne jo bare, have forklaret hvorfor han var så sur, det var jo ikke min skyld. Jeg trak mine ben til mig i sofaen, og lod mine arme finde sted rundt om dem. Harry havde spurgt om jeg ville med, med ud at gå lidt, men jeg havde svaret nej. Så han var også ude. Ene og alene sad jeg dér, i sofaen og følte mig skyldig i alt. På grund af mig, måtte min egen familie, gennemgå en svært tid, fordi jeg var så uforståelig og svag. Hvis jeg bare havde åbnet mig op for dem, lige i starten. Hvis bare-

"Emma?" Jeg ønskede allermest at det var Niall, men det var det ikke. Harry havde lagt sine hænder på mine skuldre og begyndte stille at masere dem lidt. "Ja?" Jeg snøftede lidt og hvilede mit hovede, mod mit knæ. "Du skal ikke være ked af det, han kommer snart" sagde Harry, med sin beroligende dybe stemme.

Han har ret Emma, mand dig op!

Og som ordene lød i mit hoved, knækkede mit stemmebånd over og tårerne begyndte at strømme ud. Hulk efter hulk. "Emma, rolig nu" Harry sprang over sofalænet og sad hurtigt ved min side. Jeg kunne ikke få ord ud, men jeg ville så inderligt gerne. Harrys arme var om mig og han strøg sin hånd, langsomt hen over mit hår. Eftersom ingen ord ville forlade min mund, valgte jeg at kigge op på Harry. Mine øjne fangede hans, de smukke grønne øjne, som aldrig før. "Emma det er okay-" jeg afbrød ham, for det var ikke okay, intet føltes okay! "Nej Harry, jeg er et stort rod og på en eller anden måde, har jeg såret Niall og jeg er skyld i, at mine forældre måtte rejse! Og ved du hvad? Greg, min egen storebror, har jeg knap nok snakket med! Fordi jeg er så ødelagt og jeg kan bare ikke repareres!" Mens ordene fløj ud ad min mund, strømmede tårerne med. Harry sagde intet, efter min lange tale. - Som jeg selv var imponeret over. Over at ordene endelig havde forladt min mund og så endda til Harry, som jeg ikke havde kendt længe. Han strøg sin hånd gennem mit hår, endnu en gang og hans hovede bevægede sig tættere mod mit.

"Du er ikke et stort rod Emma," hviskede han, da hans hovede var få centimeter fra mit, jeg kiggede på ham tavs og lod en tåre mere, trille ned.

Kommenter! Stem! Jeg elsker alle mine læsere! - Smid en kommentar og næste kapitel vil komme snart ;) Og by the way, slutter denne fanfiction lige om lidt :0 - Kun 6 kapitler endnu! » Julie Sophie.

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!