Nialls synsvinkel

Emmas øjne hvilede på min mor, hun var skræmt over noget, ingen af os vidste hvad - det var ikke til at læse.

Emma lod ikke en eneste følelse forlade hendes øjne, hendes mund eller hendes ansigt.

Alt hun gjorde var uden følelser og hvis en lille følelse skulle komme frem i hende, var det et skræmt ansigt.

Hun kunne ikke huske os, gid hun kunne.

"Emma, du skal ikke være bange." Prøvede min far og trådte tættere på den hvide seng.

Hun plantede sine øjne på min far, studerede ham fra top til tå, som havde hun aldrig set ham før.

Jeg ville ønske jeg kunne læse hendes tanker, vide hvad hun tænkte, bare at kunne forstå hende, ville gøre det hele meget, meget nemmere.

"Emma, dine forældre vil gerne have dig med hjem, hurtigst muligt." Sagde Lægen og gik hen mod Emma, som lå og var skræmt over hans ord.

Da han var helt henne ved hendes seng, satte han sig ned på hug.

"Emma, de gør dig ikke ondt." Sagde han så.

Hun kiggede længe på ham, med øjne der ikke var til at læse. Hun begyndte stille at lave et læseligt ansigt - hun ville ikke med os.

Hendes ansigt, viste den skræmte og skrøbelige pige hun var blevet og nu ville være, om det kunne ændres, tvivlede jeg stærkt på. Hun virkede ikke som den pige, der ville stole på noget levende. Jeg kunne ikke se Emma og jeg grine sammen, i det hele taget kunne jeg ikke se, hende og jeg være alene. Det eneste billede der dukkede op, var Emmas skræmte ansigt og mig, som brugte alle mine kræfter på, at få et smil frem på hendes ansigt.

Jeg begyndte stille at rejse mig fra sengen, jeg gik om til min far som også havde trådt lidt væk, da Emma ikke følte sig specielt komfortabel i nærheden af ham - hvilket bragte mange tårer i hans øjne - Dette var ren totur.

"Skal jeg gå ud og ringe til Greg?" Spurgte min far, med hans rystende stemme og kiggede på min mor.

Min mor nikkede stille til ham og kiggede så på Emma igen. Jeg gik stille hen mod min far.

"Bare rolig." Hviskede jeg til ham og klappede ham roligt på skulderen, han kiggede ind i mine øjne.

Han begyndte stille at ryste på hovedet, hans øjne var fyldt op med vand, og tårerne begyndte stille at løbe ned af hans røde kinder.

"Gå ud og ring." Hviskede jeg kort og gav ham et kort kram.

Han gik ud af rummet med hurtige skridt, jeg kunne høre han ringede op og kunne med det samme høre at røret blev taget, da min fars knækkede stemme begyndte at snakke.

Jeg gik mod min mor og Emma.

Emma kiggede nu endnu mere skræmt på min mor.

"Greg?" Stammede hun lavt, mine øjne fandt hurtigt min mors - hun sagde noget!

"Din storebror." Svarede min mor med et lille smil.

Hendes øjne blev hurtigt klemt sammen, hendes tænder klaprede som en gal.

"Jeg synes I skal forlade Emma nu, så kan I komme tilbage når, Greg er ankommet." Sagde Lægen og skyndte sig mod Emma, som virkede på renden til at besvime.

"Nej!" Protesterede min mor hurtigt, men jeg valgte at tage fat i hendes arm og så trække hende med ud.

"Kom så mor." Sagde jeg lavt og trak forsigtigt i hende, men hun ville ikke - men hvem vil også forlade sit barn?

"Jeg vil ikke." Begyndte hun, hendes tårer var fremme igen, hendes stemme blev mere og mere lav for hver sætning hun så hårdt prøvede at råbe, men kunne ikke.

"Nej, vi gør som lægen siger." Sagde jeg og hev hårdere i hendes arm.

"Niall, stop! Jeg vil ikke forlade hende et eneste sekund!" Hulkede min mor og forsøgte allersidste gang at rykke sig fri, fra mit greb om hendes arm.

"Kom. Så." Sagde jeg med sammenbidte tænder og rev så for alvor i hendes arm.

Og det virkede.

Jeg havde vist skræmt hende, men også Emma. Jeg så hendes øjne hvile på mig med et skræmt blik, værre end alle de andre blikke hun havde sendt.

Jeg begyndte stille at fortryde min handling, da døren ind til Emma blev lukket.

Hendes ansigt sad fast i mit baghoved, hendes øjne som lyste op af skræk og hendes kæbe, som næsten faldt til jords, ikke et billede som jeg ville beholde.

Jeg rystede kort på hovedet, for at ryste det billede væk, som desværre var virkeligheden.

Stille begyndte mine tanker, at falde tilbage på mig.

Hvad havde jeg lige gjort? - jeg havde skræmt hende, endnu mere end hun allerede var...

_____

Kort, I know, Sorry...

Mødte @Fangirler2 i forgårs, hun er mega sød! Kan ikke vente til næste gang!

Synes I skulle tage et kig på hendes profil, hun har masser af bøger!

- Læser selv "English Love Affair"

Glæder mig til næste gang med dig!

- Tænk, mine særheder skræmte hende ikke væk:-O

Men ellers, tak for alt, love you!

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!