Nialls synsvinkel

Det virkede ikke bare som om Greg var langsom, det var han. Han var virkelig langsom, det virkede som om at han havde valgt at køre i snegle fart og være hundrede procent sikker på at komme herhen med et helt foto? Kunne han ikke bare være ligeglad med alt og alle lige nu, bare drøne hen ad vejen og så ankomme i en fart. Men det var vidst ikke hans valg, ville han lade os vente i spænding i længere tid, han måtte selv være spændt, så hvorfor så langsom? Jeg kunne se Greg's bil dreje ind på parkeringspladsen, et smil kom frem på mine læber. Endelig. Men om han kom ind i et helt stykke var et godt spørgsmål, alle journalisterne omringede ham og dannede en slags cirkel om ham.

"Han kommer nu." Sagde jeg lavt og vendte mig om, så mine øjne fangede min fars.

Min far rejste sig og var klar til at modtage billedet. Jeg sendte ham et blik, som fortalte nok, til at han satte sig ned igen.

Der ville nok gå noget tid før Greg var kommet igennem mængden. Jeg havde en lyst til at åbne vinduet og råbe til alle der omringede Greg. Det ville også tage deres opmærksomhed, men jeg ville bare ende op med en dårlig forside på alle blade. Hvilket min manager nok ikke ville finde så fedt. Så jeg lod de mange grimme og rasende ord, blive i mit hoved og så bare endnu en gang kigge ud af vinduet.

Jeg lod mine øjne falde på Greg, jeg holdt øje med ham, for at være klar til at råbe ud af vinduet, hvis de nu gik helt amok.

Men han behøvede vist ikke hjælp, han klarede det hele fint. Indtil han nåde døren og vendte sig om mod mængden. Jeg åbnede hurtigt vinduet for at høre hvad han ville sige.

Selvom jeg var højt oppe, var jeg ikke i tvivl om et eneste ord. Hvert lille ord hørte jeg, præcis som mine forældre.

"Jeg ved ikke hvad I fejler! I må have en sygdom! Jeres afhængighed af andres nedture, er ufattelig og uhyggelig. At min familie og jeg ikke kan besøge et fucking hospital, uden at blive overfaldet af jer, er jo sygt. Måske er Niall med i et verdens berømt boy band, men han har fandme også ret til privat liv! Så skrid af helvede til! Og lad os være!"

Hans mange hårde ord, rørte dem ikke en skid. Nu ville de bare have mere. Jeg smilede et lille smil over Greg's ord, men smilet var hurtigt væk. Han var på vej ind nu, på vej med billedet, om få sekunder, ville han træde ind i lokalet. Og så ville tiden være inde.

Vi skulle se Emma.

Da døren blev åbnet kom både Greg og doktoren ind.

Doktoren bad om papirerne og Greg havde afleveret billedet til ham.

Vi stod alle og ventede på ordene: I må se hende nu.

Men de kom ikke rigtig. Doktoren stod længe og kiggede alle papirerne igennem og så bagefter fordybede han sig i at kigge på billedet af tre årige Emma.

"Jeg er tilbage om lidt." Sagde han kort og gik. Lyden af døren der lukkede fik et suk til at forlade min mund.

"Hvorfor kan vi ikke bare komme ind?" Spurgte jeg. Ikke rigtig til nogen, bare luften.

Men jeg fik heller ikke et svar. Jeg var den eneste der stadig stod op, de andre sad ned igen.

Jeg gik hen til det sted, hvor jeg havde tilbragt mest tid på hospitalet. Ved vinduet. Jeg kiggede ikke på de mange mennesker, men på landskabet.

Irland.

Mit yndlings land, mit hjemland, det sted hvor jeg altid var glad og havde masser af minder.

Men de mange minder om Irland, begyndte at ændre sig.

Irland virkede ikke som mit hjemland nu, men det land hvor min højt elskede søster forsvandt. Og var sporløst forsvundet.

I de femten forfærdelig og hårde år, havde min forældre nærmest ikke lavet andet end at søge efter Emma.

Mine forældre huskede dog også at give Greg og jeg den bedste barndom, som vi kunne få.

Vi har levet med en sorg, et spørgsmål og vi har været kendt som 'familien til den forsvundne pige'

Ikke en titel jeg kunne lide, så at være kendt som Niall Horan fra det verdens kendte boy band. One Direction.

Var en meget bedre titel, og ikke en der bragte tårer frem, men et kæmpe smil.

Mine mange tanker blev afbrudt ved doktoren der igen trådte ind i lokalet.

"Så er det nu." Sagde han.

Vi vidste alle hvad det betød. Vi skulle se Emma nu, det var stensikkert, at det var Emma.

Lægen begyndte at gå og gjorde tegn til at vi skulle følge efter ham.

Vi fulgte stille efter. Alle sammen.

Greg gik ved lægens side, og jeg lige bag ved. Mine forældre gik hånd i hånd og min mors tårer var begyndt at komme frem igen. Imens min far kæmpede for at holde hans inde.

Min tårer var også tæt på at komme frem igen, men jeg gjorde også mit bedste for at holde dem inde. Jeg ville ikke græde lige nu.

Vi gik gennem en lang gang, med mange døre, jeg kiggede på alle døre, en efter en. Og jeg ventede på vi ville stoppe op og gå ind af en af dem.

Men vi blev ved med at gå, vi stoppede ikke ved en af de mange døre, vi blev bare ved. Jeg kunne mærke mine tåre ville frem, jeg var så spændt, men at jeg skulle se hende livløs, knuste mig.

Vi kom tættere og tættere på en dør, en dør som skildre sig meget ud fra de andre. Den var nemlig sort og ikke hvid som de andre.

Det var ikke en helt kul sort dør, den sorte farve var ikke så mørk, den var lys, men ikke grå. Den lå på kanten mellem grå og en meget lys sort.

Vi stoppede op foran den mørke dør.

Jeg tog en dyb indånding og så tog lægen fat i håndtaget.

Han åbnede døren.

Og en seng med en pige til kom til syne...

_____

Hei!

Jeg opdater nok ikke så meget her i slutningen af ferien, men jeg vil skrive når jeg har chancen!

Men synes I skal gå ind og læse Revenge af @SayHelloEmma og når I så er færdig med den fantastiske ff så kan I læse 2'eren! Hun har et fantastisk skrive talent! Så jeg er sikker på I vil elske den!

Det er ihvertfald min personlige favorit herinde! Jeg var også en af det første tusind til at læse den! Mega stolt!

Hahaaha xD

Men ja, har næsten været med fra start! Og Emma's skrivetalent er kun blevet bedre!!:0

Elsker jer!<3

Ma god! Red stævne i fredags og vandt da lige begge klasser! Hurra for mig, ej Sorry! Er bare så glad! Og stolt!:0

Og hvis I vil så kik mig: @Julie_Sophie_Payne

- Julie Sophie.

_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!