Nialls synsvinkel

Efter at have spist, skulle jeg køre Emma til psykolog, som passede fint. Jeg fik vasket op og så var det afsted.

Der var ikke langt hen til Emmas psykolog, så vi kunne sagtens gå, men det var ikke noget jeg tilbød. Emma vidste udmærket godt, hvornår vi kørte og hun sad klar i bilen fem minutter før.

"Jeg skal bare lige hente min mobil, så kommer jeg." Sagde jeg, idet hun lukkede bildøren og jeg løb efter min mobil. Den lå på køkkenbordet, så jeg fik hurtigt fat i den og så røg den i lommen.

Mens jeg småløb ud til bilen, kunne jeg mærke den lidt tunge telefon hoppe i min lomme. Derfor lagde jeg min hånd på bukselommen, så den stoppede.

"Så kører vi, har du husket din dagbog?" Spurgte jeg, mens jeg spændte min sele og placerede foden på pedalen.

"Ja." Svarede hun kort og kiggede ud ad ruden. Da vi havde køreret femten meter, tændte jeg radioen, for at bryde tavsheden.

◇ ◇ ◇

Jeg fulgte Emma op til døren, hvor jeg hilste på hendes psykolog, som var en kvinde i midten af tredve.

"Du kan hente hende om en time." Sagde hun og smilede stort, mens Emma trådte ind. Jeg gengældte smilet og forsvandt hurtigt ned i bilen.

Emmas synsvinkel

"Så Emma, du hænger bare din overtrøje der og sætter dig." Hun pegede på knagen, hvor jeg kunne hænge den grå hættetrøje, som jeg bar.

Uden at sige noget, hang jeg forsigtigt hættetrøjen op på knagen og trådte ud af de slidte sko, som min mor havde lånt mig.

"Jeg henter lige en bolle og noget vand." Sagde hun smilende og var med er væk, for at finde det. I mellemtiden satte jeg mig i den behagelige grønne stol, som jeg havde siddet i før og trak mine ben til mig. Lyden af knive ramle sammen, fik mig til at synke lidt sammen. Hun trådte igen ind i rummet. Med en bakke, som bar boller, knive, vand og smør.

"Her." Hun smilede stadigvæk. Hendes tænder var til syne, helt perfekte og hvide, så jeg ikke turde vise mine tænder foran hende.

Jeg lænede mig frem og greb fat om to boller, satte mig igen til rette og klar til at snakke.

"Hvor skal vi starte i dag?" Spurgte hun, med papirblokken og en kuglepen i hånden, klar til at notere. Jeg trak på skuldrene og tog endnu en bid af bollen, som smagte himmelsk.

"Hvordan går det hjemme? Sammen med Niall?" Hun kiggede over sine briller, for at få min opmærksomhed. - hvilket hun fik.

"Fint." Svarede jeg kort og uden følelser. Den første bolle lå i min mave, så jeg begyndte på den næste. Hun kiggede på mig, mens jeg spiste lidt af bollen, hvorefter hun spurgte:

"Vil du uddybe det?" Hun kiggede stadig over brillerne, mens hun stille slog kuglepennen mod blokken, så en lyd var til at høre. Bum.

"Jeg tror han er sur på mig." Jeg kiggede skamfuldt på bollen, som lå i mine kolde hænder. Der gik ikke længe før hun spurgte:

"Hvorfor tror du det, Emma?"

Og jeg vidste godt hvad jeg skulle svare, men min hals snurrede sig sammen. Det var som om, at luften ikke var her længere, indtil jeg åbnede min mund og lod mine tårer falde.

"Jeg ved ikke hvad det skete, men sætningen: er du klar? Driver mig til vanvid! Alle siger den, alle! Jeg kan ikke-" mine vejrtrækninger var hurtige og tårerne faldt ned på min trøje, en efter en. Jeg brød fuldstændigt sammen.

"Emma, rolig nu, rolig." Hun sad nu foran mig og med hånden på mit knæ. Hendes varme hånd beroligede mig, selvom sætningen kørte i mit hovedet.

Er du klar? Er du klar? Er du klar?

"Kan du fortælle mig, hvem der har brugt denne sætning mod dig?" Spurgte hun, med hånden kørende rundt på mit knæ. Det var behageligt, jeg følte mig tryg.

"Han gjorde."

"Niall?" Hun kiggede forvirret på mig, før jeg svarede:

"Nej, hám."

Tårerne løb og løb, men jeg var vant til det. De sidste femten havde jeg brugt på at græde, hvor meget mere vand kunne jeg have tilbage i kroppen?

"Så Niall mindede dig om ham?" Hun kiggede forstående på mig, stadig med hånden på mit knæ, og den behagelige bevægelse.

"Jeg så ham. Niall var ikke i bilen, men han var, og så var Niall tilbage og-"

Hun afbrød mig.

"Det var en forstilling. Han kommer aldrig til at såre dig igen. Og Niall kunne aldrig finde på det." Sagde hun, med den beroligende stemme hun var så god til at bruge.

"Sender dig tilbage til ham, det råbte han...altså Niall" Mine hænder klamrede sig til mit ansigt. Jeg ønskede ikke det her, hvorfor mig? Psykologen vidste altid hvad hun skulle sige, så ordene fløj hurtigt ud af hendes mund.

"Du ved, at vi nogle gange ikke kan styre os og så forlader de forkerte ord vores mund. Niall ville ikke såre dig, han ved bare ikke hvad han skal, ligesom dig, dengang." Hun afsluttede sin sætning med at tage fat om mit håndled, så min hånd gled væk fra ansigtet. Hun kørte stille hendes tommelfingre hen over mine ar.

_____
Hej med jer.
Hvad synes I? - Jeg er selv ret stolt over det her kapitel, synes det er blevet godt :] Og hvad tror I sker næste kapitel? Kan fortælle at det kommer til at omhandle Emmas ar... Hvad er det for nogle ar? - kommenter. Stem.
Elsker jer alle, hver og en. Næste kapitel kommer på lørdag, håber I kan vente :)
- Julie Sophie.
_____

Sister Horan | N.HRead this story for FREE!