Secret

Jeg kan ikke få luft!

Julies synsvinkel
Nu havde jeg dummet mig igen! Jeg blev skør! Anders eller Sebastian? De var begge så fantastiske på hver deres måde.
" hallo Julie hører du overhoved efter?!" Sukkede en stemme. Stemmen afbrød mig fra mine drømme og virkeligheden kom.
" hallo Julie?!" Råbte Anders.
" jaja undskyld!" Jeg stirrede håbløst ud i luften.
" Julie du kan ikke tale dig fra det... Du kyssede mig!" Anders kørte sin hånd gennem mig mit hår.
" Anders jeg er virkelig i tvivl..."
" nej det kan du ikke være nu! Kan du ikke se det? Du skal til at flytte sammen med en dreng.. Og den dreng er ikke mig!" Han sukkede fortabt.
" Anders..."
" nej Julie du behøver ikke forklare dig!"
" du ved jo jeg er forelsket i dig.."
" ja det ved jeg godt"
" du tøvede seb?"
" hvad?!" Anders så forfærdet på mig.
" jeg mente Anders! Undskyld" stammede jeg.
" du vil virkelig gøre alt for lidt opmærksomhed..var Julie?"
" nej Sebastian! Du forstår ikke!" Jeg holdte mig hurtig for munden! Hvad fanden skete der lige?
" Anders!!" Råbte han oprevet..
" du skal gå nu Anders!" Stammede jeg.
Han tog sin arm over sit hoved og skulle lige til at slå ud efter mig.
" du er ikke kræfterne vær!" Han tog armen ned igen. Han ville have slået mig! Jeg kunne slet ikke kende ham, og hvis jeg skulle være ærlig kunne jeg sq heller ikke kende mig selv!
" Anders..." Stammede jeg bange... Han ville have slået mig!! Den samme tanke kørte rundt og rundt i mit hoved.
" jeg hader dig Julie, du har ødelagt mit liv!"
Jeg smed mig grædende på gulvet.
" du fortjener mig ikke!" Skreg han og tog kvælertag om min hals.. Jeg hev efter luften.
" du burde dø Julie!" Han tog sit hoved foran mit.
" du har ingen grund til at leve!" Hviskede han og slap endelig min hals. Jeg trak vejret så hurtig jeg kunne.
" Anders du skal gå nu!" Råbte jeg men kunne næsten ikke snakke. Han tog fat  min hals igen. Jeg åndede så hurtig jeg kunne, det gjorde så fucking ondt.
" høre du hvad jeg siger?! Du burde dø Julie!!" Råbte han ind i mit hoved.
" gå!!" Min stemme var kun et lille hvæs. Jeg begyndte at blive svimmel.. Jeg havde brug for luft.
" Anders du kvæler mig..." Jeg tror ikke ham kunne forstå hvad jeg sagde for det kunne jeg ikke engang selv? Han slap mig ihverfald. Jeg smed mig til gulvet og hev efter luft. Han stod og kiggede på mig lidt men gik så sin vej. Jeg lå stadig og hev efter luft, hvad var der lige sket der? Det var slet ikke den Anders jeg kendte!