Secret

Du lyver for dig selv julie!

Sebastians synsvinkel
" jeg skylder dig ikke en grund Sebastian!" Råbte Julie og så meget vred på mig. Drengen Julie lige havde kysset stod meget stille og kiggede flov med i jorden.
" hvem er du!?" Jeg kiggede på drengen. Han svarede ikke.
" Anders du må heller gå nu..." Hviskede Julie og kyssede ham forsigtig på kinden. Han gik sin vej.
" hvordan kunne du gøre det mod mig seb?!" Julie fik tårer i øjenene. Det var sgu da ikke mig der lige havde stået og snavet en anden dreng.
" hvorfor kyssede du ham? Elsker du ham?" Stammede jeg og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige? Jeg skulle slet ikke være kommet!
" Anders er utrolig sød ved mig... Ja Sebastian! Jeg tror jeg har følelser for ham!" Indrømmede hun.
Jeg havde faktisk ikke så meget at sige mere.
" nå.." Mumlede jeg stille.
" du ydmygede mig foran Anders total..." Råbte hun og slog sin hånd ud efter min kind. Hun ramte mig ikke. Jeg begyndte at græde.
" jeg elsker dig julie... Jeg vil havde dig tilbage?!"
Han begyndte at skrige af raseri.
" skrid! Forstår du?!"
" du må give mig en chance mere! " sukkede jeg.
Hun rystede på hoved.
" det kan jeg ikke! Jeg kan ikke klare at blive såret igen!" Hendes stemme var endelig begyndt at blive rolig igen.
" jeg er ked af alt jeg har udsat dig for! Men jeg elsker dig virkelig Julie!" Jeg prøvede at give hende et kram men hun skubbede mig afvisende væk.
" jeg synes virkelig du skal gå nu.. Andres hader mig sikkert nu..."
Hun havde jo ret forhelvede?! Hvad fanden bildte jeg mig selv ind. Sådan en fantastisk pige får man kun en chance for at få, jeg havde spildt min chance og ligemeget hvad kunne jeg ikke lave om på det.
" ring til mig.. " sukkede jeg og kyssede hende på kinden. Hun lavede et akavet falsk smil. I mine drømme var det måske gået lidt bedre, så havde jeg kommet romantisk ind af døren og hun havde overfaldt mig med kys og sagt hun savnede mig og elskede mig... Men sådan skulle det ikke være.
" nej Sebastian.. Jeg synes ikke vi skal have kontakt okay?" Hun synes tydeligvis jeg var ondsvag, men jeg kunne ikke slippe hende fra mine tanker! Det kunne jeg bare ikke!
" farvel Julie... Jeg vil savne dig! Ring hvis du skifter mening"
Hun krydsede hendes arme og så meget bestemt på mig.
" gå så.."
Julies synsvinkel
Sebastian var lige gået.. Heldigvis! Han havde sgu et talent for at være dum! Jeg havde faktisk endelig sluppet mine tanker om ham, nu ville jeg ikke kunne få dem til at forsvinde i lang tid!
Anders måtte virkelig hade mig.. Jeg ville ikke kunne klare at miste ham, selvom jeg ikke havde snakket med ham så længe, så virkede han virkelig fantastisk... Jeg tror jeg var ved at få følelser for Anders! 😳
Jeg tog min telefon frem og ringede til Anders, jeg havde virkelig brug for at høre hans stemme.
" Hej Julie.." Jeg kunne ikke skimme på hans stemme om han var sur eller hvad han var?
" Anders jeg kan godt forstå du er vred.."
Han begyndte at grine lidt.
" Julie jeg er overhoved ikke vred! Men når en dreng vil rejse så lang for at se en pige må han virkelig elske hende!.."
" Jeg lover dig! Det skete intet mellem mig og Sebastian! Det er dig jeg er forelsket i!"
Wow det føles rart at få det sagt.
" du er jeg glad for at høre... Men Julie, du ville lyve for dig selv hvis du sagde du ikke havde følelser for Sebastian, jeg kunne se det i dine øjne"
" jeg har følelser for dig!"
" og Sebastian!"
Ham havde jo ret forfanden! Jeg prøvede at lyve overfor mine følelser. Jeg havde stadig følelser for Sebastian..

Hej allesammen.
Jeg håber i kan lide historien..
Hvem synes i så nu? Sebastian og Julie.. Eller Anders og Julie?
Kommmenter hvad i synes, og like kapitlet ❤️
Kys