2 timer tidligere
Martinus POV
vi går stolt ind i flyet med håbet om en bedre fremtid. faktsik tror jeg ikke at det vil blive svært at få det ønske opfyldt, for intet kan være værre end dette kaos der sker omkring os nu. At Sofie har det dårligt gør, at jeg også har det dårligt. Jeg har det virkelig værre end hvis det havde været mig der blev udsat for det hele. det kan ikke beskrives. følelsen af at holde af et andet mennekse så meget som jeg holder af Sofie, er ubeskriveligt. Jeg tror at man skal opleve det før man kan forstå følelsen.
Vi finder hurtigt vores sæder i det lille fly, jeg skal sidde ved siden af Marcus og vores far sidder nede ved John. det er fedt med noget brortid, på det sidste har jeg været meget optaget med alt det med Sofie, men det har været rart at vide at han altid er der for mig, lige meget hvor stort et svin jeg nogen gange er
"Ej tinus, se lige den her video!" griner Marcus som næsten ikke kan få luft? han rækker mig sin telefon og på den kører en video med nogle dumme katte (se video øverst). jeg sidder stille og ser videoen mens jeg desperat prøver på ikke at grine, men det er svært. jeg må indrømme at den er hylende morsom.
"Katte er bare nogle dumme væsner seriøst!" griner jeg stille til Marcus og han nikker grinende. selvom han ikke engang så videoen denne gang er han stadig ved at dø? han er sikkert træt.
efter noget tid, hvor Marcus stadig er ved at dø af grin, begynder jeg at lede efter nogle normale mennesker der ikke griner i 10 minutter over nogle katte..... og pludselig rejser min redning sig. FAR. han stiller sig op og går hen imod os. Jeg kigger forventningsfuld på ham, men han har mere travlt med at fokusere på Marcus. folk omkring os begynder at kigge mærkeligt, det er ret pinligt, og det er tydeligt at far tænker det samme
"Marcus!" hvisker han strengt og bestemt. Marcus stopper brat med at grine og kigger seriøst og forvirret på far
"hvad?" spørg han forvirret mens han skiftevis kigger på mig og far
"vi er ikke i privatfly" siger min far kort til Marcus og kigger derefter på mig, men Marcus forstår det ikke helt og kigger endnu mere forvirret på mig, men jeg trækker bare på skuldrene og smiler et lad-det-ligge smil, herefter kigger jeg på far
"vi har aftalt med Sofie og hendes mor at vi overnatter hos dem. det er nemmere og billigere" herefter begynder far stille og roligt at fortælle hele planen der skal ændre Sofies liv tilbage til det gamle
...
vi lander i Danmark og bliver ramt af en masse fans der vil tage billeder. normalt elsker jeg vores fans, men lige nu har vi lidt travlt, vi skal være hos Sofie om 40 min, hvilket er svært nok at nå i bil, så en masse skrigende fans hjælper ikke ligefrem. Vi stopper op og får hurtigt taget nogle få billeder og herefter skynder vi os videre. selvom vi skyndte os virkelig meget tog det alligevel 15 minutter? hvad sker der lige for det? nu kommer vi helt sikkert forsent
...
"kan vi skynde os lidt?" skynder jeg far som kører bilen. vi lånte en lille, normal bil for ikke at vække for meget opmærksomhed, men det betyder også at der ikke fulgte chauffør med så derfor må far køre, og han er ikke lige vandt til den danske trafik så han kører virkelig som en sindssyg der har drukket. dårlig kompi. han svinger fra side til side, man burde ellers tro at der ikke var den store forskel på den norske og den danske trafik, men hvis du spørg far så er der KÆMPE forskel
"jaja jeg gør det så godt jeg kan, men gps'en siger vi er der om 3 minutter så vi er der næsten" fortæller han uden et eneste øjeblik at fjerne sit fokuserede blik fra vejen
"okay" sukker jeg. jeg ville bare ønske vi var der nu
efter 3 minutter når vi frem til et brunt hus lavet ud af mursten og med sort, blankt tag
"det må være her" trækker Marcus på skuldrene, ret ligeglad med det.
jeg kigger på postkassen og ser Sofies navn, hvilket bekræfter at det er her. jeg går hen mod døren, men den bliver åbnet lige foran næsen på mig
"hey" hvisker Sofies mor
"hej?" hvisker jeg tilbage, lidt usikker på hvorfor vi hvisker
"vær stille så hun ikke opdager jer" hvisker hendes mor til os alle, derefter henvender hun sig til mig
"du kan overraske hende på hendes værelse" fortæller hun og viser vejen hen til Sofies værelse med fingeren "jeg tror, hun tror at i ikke kommer alligevel så hun bliver nok rigtig glad" griner hun
jeg følger Sofies mors henvisning og standser ved en hvid, lukket dør. jeg trækker vejret dybt og åbner den derefter hurtigt. da jeg kommer ind ser jeg en trist Sofie sidde på hendes seng. jeg løber glad hen mod hende og krammer hende som jeg aldrig før har krammet nogen andre. dette kram er fyldt med kærlighed og hengivenhed. hun er endnu smukkere end jeg husker hende
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
