Jeg begynder at græde, det her er både smukt og sørgeligt
Martinus kommer tættere på og folder sine arme om mig og giver mig et langt kram. Jeg tager også mine arme om ham og sådan står vi i et moment der får al tid til at stå stille. Som om at tiden går i stå. At jorden flyver gennem hele solsystemet. At luften trækker os op fra jorden. At jorden bevæger sig under os. At fuglene synger smukt.
"NURGH" hører jeg bag mig. jeg trækker mig fra krammet og vender mig om for at se hvem der sagde det.
jeg ser at Laura, malle og Emma alle 3 står og græder
"øhmm er i okay piger" spørg jeg bekymret
"ja, det går nok" svarer Emma mens hun tørrer tårerne væk
"hvorfor græder i?" spørg jeg mens jeg går hen mod dem
"det var bare så smukt at i fortalte om jeres kærlighed" tuder Emma som ikke kunne holde det inde
jeg giver dem et langt gruppekram, men det havde ikke den effekt som jeg havde håbet på, for efter vi har trækket os begynder de at tude endnu mere. jeg vender mig om og griner opgivende til Martinus. hehe det er da ret sødt at de græder, men der er jo ingen grund til det.
jeg kigger bag Martinus og ser at Marcus stadig står og filmer det hele
"hvaa er du blev paparazzi, Marcus?" griner jeg
"det kan man vel godt kalde det" smiler han og slukker derefter videoen og lægger telefonen væk mens han træder længere ind i rummet så han står ved siden af Martinus
"når man hvad skal der så ske?" griner jeg utålmodigt og kigger på de andre
"pas, hvad vil I godt lave?" spørg Martinus
"uhh vi kunne tage ud at shoppe i Fields" hviner Emma
"hvor lang tid har vi?" spørg jeg for at gøre det nemmere at ligge en plan
"i har 30 min endnu, men i må ikke forlade lokalet" afbryder John
"beklager Emma, ingen shopping i dag" fortæller jeg hende
"ej hvor trist" siger hun tøssefornærmet, men griner bagefter af det
"vi kunne også bare blive her" indskyder Marcus grinende
"jaa det kan vi vel blive nød til" griner Laura
vi kigger alle sammen på sofaen og begynder alle at løbe mod den. vi lander oven på hinanden og sidder ret mast
"øhmm drenge måske i kunne sætte jer i stolene?" griner jeg, mens jeg prøver at komme fri fra Martinus som sidder lige oven på mig
"ENIG" skriger Laura som ligger under Marcus og malle der begge sidder oven på hende
"hehe okay" griner drengene i kor og rejser sig for at sætte sig i de 2 stole der står foran sofaen. malle rykker sig lidt så Laura kan komme op og sidde
vi begynder at tale og sidder og smiler til hinanden
...
"vent! blev du egentlig skuffet da du så det var mig der havde vundet meet and greeten?" spørg jeg Martinus usikkert
Martinus kigger smilene over på Marcus som sidder i den anden stol og begynder derefter at grine
"hvad tror du selv? jeg havde lavet et helt show for dig, jeg sang en sang til dig for at beskrive hvad jeg følte. det havde jeg nok ikke gjort for hvem som helst" griner han sødt
"men øhh hvordan vidste du at det var mig der vandt den?" spørg jeg forvirret
"jeg beskrev for billetkontrollerne hvordan du så ud og hvad du hed. så da du kom hen til dem og fik tjekket din billet kiggede kontrolleren ekstra godt på numret og kom derefter og sagde det til os. herefter skrev vi numret ned på et stykke papir og lagde det i hatten. der var ingen andre numre end dit" smiler han
"wow, fandt du virkelig selv på det?" spørg jeg begejstret
"narrhh ikke helt, det var Marcus' ide" svarer han og kigger på Marcus med et taknemlig blik
"jeg er glad for at han gjorde" siger jeg genert
"også mig" smiler Martinus mens han kigger mig dybt i øjnene
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
