Martinus' POV
jeg har virkelig ikke lyst til at gøre det her, men har ikke rigtig noget valg, jeg ved at det er det bedste. ugen efter koncerten har være den bedste men også den væreste. alle omkring mig har været skuffede fordi jeg glemte teksten til Go where you go, men allermest fordi jeg glemte den på grund af Sofie. en pige som jeg næsten ikke kender, har set 2 gange og næsten aldrig vil komme til at se. det var så dumt.
Men den har også været den bedste da jeg har lært Sofie endnu bedre at kende, hvilket gør at jeg nu ved at hun er mindst lige så fantastisk som jeg havde håbet. Jeg har aldrig haft de her følelser for en pige, og ved ikke hvad der rigtig tænder mig ved piger, men jeg er 100 på at jeg elsker alt ved Sofie. Jeg har mødt mange fans og mange piger, men ingen har været ligesom Sofie. Hun udstråler noget som ingen andre jeg har mødt før gør
Alt det her gør, at det jeg skal til nu er meget svært. Jeg har gjort det mange gange før. Det er intet nyt. men har aldrig gjort det mod en jeg føler sådan her for. Normalt er det bare venner som ikke længere kan lide mig fordi jeg er blevet kendt, men de gange var det ikke mit valg. Jeg var tvunget til at glemme dem og skubbe dem væk. Men nu er det mit valg, min beslutning, og det gør det meget sværere
"Hvad er det du vil sige?" Spørg en nervøs Sofie
"Altså... du ved..." prøver jeg at få ud. Arhh hvorfor kan jeg ikke bare sige det?! Hvorfor er det så svært for mig at få presset de få ord ud af min mund?
"Hvad?" Spørg Sofie undrende
"Det går ik" får jeg presset ud
"Hvad går ik?" Spørg Sofie
"Vi går ik" svarer jeg på grænsen til at græde så min stemme knækker
"HVAD?! HVORFOR? hvad er der sket? hvad har jeg gjort?" spørg Sofie grædende
Wow, hendes reaktion gør det her endnu sværere
"Du gør mig ufokuseret, jeg kan ikke fokusere på min karriere" svarer jeg mens jeg prøver at skjule mine følelser
"så det er min skyld?" spørg hun grædende " jeg kan ændre mig"
"nej det er ikke din skyld, og du skal ikke ændre dig. det er faktisk mere min skyld, det er mig der ikke kan koncentrere mig om andet end dig" svarer jeg stadig uden at vise følelser
"men.. men.. Martinus please ik gør det, jeg har fået så mange følelser for dig på så kort tid, det er aldrig sket før! der må være noget om os 2" tigger hun
"jeg ville ønske jeg kunne sige det samme" ryger det ud af mig. hvis jeg ikke sårer hende vil hun aldrig stoppe, hun skal ikke tro det er hendes skyld, hun skal bare glemme mig og komme vider. selvom jeg ikke ønsker at hun gør
"HVAD?! HVAD ER DET DU SI" råber hun, men jeg lægger på og afbryder hende. jeg kan ikke klare at høre hende så ked af det
jeg smider min telefon så den rammer væggen til mit værelse. jeg lægger mig i min seng og begynder at græde. jeg har stået op under hele opkaldet fordi jeg har været så oprevet. hvorfor gjorde jeg det? hvorfor gjorde jeg det når jeg stadig har følelser for hende? når jeg nu føler sådan her? måske var det en dum ide? men det er lige meget, hun vil nok ikke have mig tilbage efter det jeg sagde
døren til mit værelse åbner stille og ind af den lille sprække kommer Emma. jeg kigger kort på hende, men vender derefter mit hoved så jeg igen kigger ind i væggen. Emma kommer hen til mig og lægger sig midt ovenpå mig. jeg smiler lidt for mig selv. hun siger intet, hvilket jeg er glad for. hun ved bare at jeg er ked af det og hun ved at hun ikke behøver at vide mere.
jeg har en fantastisk familie
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
