"men øh" Emma prøver at sige noget men hendes mund stopper hende
"hvad?" spørg jeg¨
"ej det er dumt"
"nej hvad er det" spørg jeg ivrigt
"narrh det er lige meget"
"nej sig det!" kommanderer jeg
" okayokay det var bare om du glædede dig til at se tinus igen?" fnisser hun
"ha ha meget morsomt" siger jeg ironisk
"ej ærligt. gør du?" spørg Emma
"omg. jaja self gør jeg det. men kun lige så meget som alle andre fans. og jeg glæder mig da også til at se Marcus" forklarer jeg
"ja ja det siger du jo" håner hun
"ej stop lige. vi har snakket om det. og det passer ikke noget af det du siger" svarer jeg
Emma har sagt Marinus vil kunne genkende mig og at jeg stadig har følelser for ham. men tror ikke på hende
"okay undskyld. men håber du ikke inderst inde at det jeg har sagt passer" spørg hun
"jo noget af det må vel godt passe" svarer jeg genert
"hvad af det?" trækker hun det ud af mig
"den del hvor du siger han kan huske mig..." svarer jeg og rødmer
"ah ha vidste det. du har følelser for ham" råber hun
"Emma shhh min mor er hjemme" tysser jeg "men altså alle fans har vel følelser for deres idoler. det har du jo også ik?"
"jo det er rigtigt, mén du har en chance" fnisser hun
"det har jeg da ikke" protesterer jeg
"vel har du så"
og sådan forsætter vi i 30 min. typisk os altså
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
