"VENT HVAD" udråber Emma
"WTF" skriger Laura
"OMG DET GJORDE DU BARE IKKE!" råber malle
"undskyld... jeg havde det bare underligt med det efter alt det ved forpremieren" undskylder jeg
"Okayokay.... rolig..." puster Laura ud
"Men jeg troede du var over det der skete?" Spørg Emma såret
"Hm.... altså jaa.... det var jeg også sådan lidt, men da jeg så ham igen vækkede han DÉN følelse i mig som... som..." svarer jeg
"Som du forbinder med den bedste og værste dag i dit liv?" Spørg malle forstående
"Ja præcis! Den følelse af lykke, men også følelsen af tristhed, og jeg har det dårligt med at være så heldig at møde dem, men alligevel bare skubbe dem væk" svarer jeg trist
"Men når du har det dårligt med det, hvorfor finder du dem så ikke bare og taler med dem. De bor alligevel på hotellet ?" Spørg Laura
"Det kunne jeg vel godt, men det er sådan en grande hotel, hvordan skal jeg kunne finde dem?" Spørg jeg opgivende og håber lidt de lader den ligge. Jeg vil ikke have den følelse inden i mig. Følelsen af at elske men også at svigte og blive svigtet
"Vi spørg da bare i receptionen!" Smiler Emma
"Jaaa..... god ide...." smiler jeg falsk. Pokkers. Nu er jeg tvunget til at tale med dem....
"Fedest lad os gå"
Men inden vi når at gå hører vi en dør smække bag os
"Vent! Jeg tror det var Emma" udråber malle
"Åhh nej! Hun tror sikkert jeg fakede at jeg var fan!"
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
