I dag er det dagen. Dagen hvor Marcus og Martinus endelig kommer til Danmark. Jeg har ventet på det i så lang tid nu. Dette skal gøre det hele godt igen. Selvom jeg ingen ide om har hvordan. Nu hvor jeg tænker over det. Hvordan skal det overhovedet hjælpe at de kommer til Danmark? Hvad har de tænkt sig at gøre? Gå hen til mobberne og bede fem om at stoppe? For det tror jeg altså ikke vil hjælpe. Jo mere jeg tænker over det jo mere fystreret bliver jeg. Måske vil det slet ikke ændre noget? Måske vil det bare gøre det hele endnu værre. Jeg håber virkelig at drengene har en plan, for lige nu ser det hele ret håbløst ud.
Martinus POV
Det er morgen og vi er allerede i gang med at pakke det sidste ned. I dag skal vi til Danmark og forhåbentlig gøre det hele godt igen. Eller vi SKAL gøre det godt igen for hvis ikke er jeg bange for at Sofies liv ender galt.
"Martinus er du snart klar?" Hører jeg nogen nedenunder råber
"Hmm ja det tror jeg" råber jeg tilbage
Jeg kigger kort rundt i mit værelse og tjekker at jeg ikke mangler noget. Derefter griber jeg fat i min kuffert og triller med den nedenunder. Nedenunder ser jeg at far og Marcus bare står og venter på mig
"ups" undskylder jeg kort og kigger derefter rhurtigt væk fra deres bebrejdende blikke
Der kommer en lidt akavet stilhed hvor ingen rigtig ved hvad de skal sige. Normalt er det mor er afbryder stilheden, men hende og Emma er hjemme hos mormor lige nu, så det bliver ligesom lidt svært for hende at afbryde den her akavet stilhed
"Når skal vi pakke bilen?" Spørg min far
"Joo lad os det" svarer Marcus akavet
Jeg står bare og kigger bekymret ud i luften mens jeg tænker på Sofie
"Martinus!!" Råber en efter mig. Jeg mp været havnet i en slags trance for lige pludselig er alle kufferterne væk og jeg står alene i huset
Jeg skynder mig ud af hoveddøren og sætter mig ind i bilen. Far går derefter op til døren og låser
"Du kunne da godt lige have hjulpet til" klager Marcus som sidder ved min side. Far kommer ind k bilen og starter den, vi triller stille ud af bilen
"Jaer undskyld" siger jeg forlegent
"Det okay, men lad det nu ikke ske igen. Det skulle nødigt blive en dårlig vane" siger min far skarpt
Efter køreturen kommer vi til lufthavnen i Oslo. Efter tjek ovs stiger vi endelig på flyet, med en god fornemmelse i maven af at det hele nok skal blive godt
"Danmark here we come"
-----------------------------
Hey overvejer snart at slutte bogen, hvad synes i?
Synes bare ikkr at jeg længere har nok tid yil at skrive
YOU ARE READING
Møder jeg dem? ft. Marcus og Martinus
Fanfiction(Afsluttet) Jeg støtter mit hoved op af væggen og placerer mine hænder ved dets side. det er dejligt med noget støtte fra en der rent faktisk ikke kan stikke mig i ryggen. jeg lader stille mit hoved og arme glide ned at væggen og ender med at sidd...
