Player next door (Afsluttet)

Et uheld?!

Cameron er syg, så jeg skal selv gå i skole idag. Suk. Han sagde ikke, hvor eller om han kommer imorgen. Min morgen rutine er normal, men idag spiste jeg bare et æble i stedet for chokopops.

...

Jeg går ned af gangen alene og folk glor mærkeligt på mig. "Når så slog i endelig op var." Håner Lærke. "Eh nej... Cameron er syg. Din liderlige kælling." Hun er så fucked up irriterende. Lærke svinger lige en gang med håret inden hun vender sig og går over til sine små kloner. Mindy og Sara.

...

Timerne skrider langsomt frem, men jeg sidder sammen med Kira så det er fint nok. Vi snakker om hende og Austin, som ville være det perfekte par, men hun er uenig. Hun sagde, og jeg citere, "Mig og Austin er og bliver ikke noget." Hun snakker meget fornemt i forhold til hendes baggrund.

Kira bor i en ghetto med hendes onkel og moster, samt hendes tre brødre og fem fætre. Ingen søstre eller kusiner. Trist. "I skal være stille ellers ryger i begge op på kontoret." Hører vi vores lærer sige.

"Kæft hun er i godt humør idag." Joker Kira. "Det hørte jeg godt Olivia. Op på kontoret og det kan ikke gå hurtigt nok!" Vrisser Mai-Brit (Vores lærer). Er hun seriøs. Jeg rejser mig højlydt og smækker døren efter mig. Som den dramatiske pige jeg er!

Jeg går med irriterende skridt op på kontoret. Kontoret ligger på ØVERSTE etage... 3 trapper skal trampes på.... suk. Jeg tager et skridt efter det andet.
Jeg står foran døren og åbner den. Døren plejer ellers at være lukket. 

Da døren går op, sætter jeg mig på sofaen. Jeg sidder i venteværelset i næsten 6 minutter før døren til inspektøren går op. Det er, til alles overraskelse, selveste Cameron Alexander Dallas som kommer skuffet ud af rummet.

Vent, var han ikke syg?!!!
Han siger intet, men inspektøren koster så meget rundt med ham, at vores blikke ikke engang mødtes.  Åhh rædsel! Inspektørens assistent kommer med sin liste. "Olivia Dolan" Hun kigger på mig, og jeg rejser mig op, selvom man ellers sad virkelig godt i den sofa.... ak og ve...

Jeg sætter mig på en elendig stol, foran bordet som inspektøren sætter sig ved. "Så du er her på grund af at utallige lærer og vikarer klager over du gang på gang forstyrre undervisningen" Siger han skuffet og udfylder nogle papirer.

"Har de klaget?" Spørg jeg undrende. Jeg troede da godt de kunne lide mig.... Nåh! Voksne kan være så lede, vræl vræl... 
"Ja... Jeg må i realiteten ikke sige det her, men jeg kan godt lide dig. Du er en af skolens bedste elever... Eller det var du... jeg ved ikke hvad der er sket... hvem du er begyndt at hænge ud med, men jeg syntes du kraftigt skal overveje dine muligheder... Din fremtid kan enten være lys... eller mørk. Det afhænger af dig. Dine handlinger. Og dem du hænger ud med" Nikker han.

Okay så der da en voksen omkring mig der kan lide mig! Men han lød ikke helt præcis... "Hentyder du til noget, Mr. Richard" Spørg jeg nervøst. Hvad prøver han ar fortælle mig? "Jeg har observeret en del elever, og har speciel opsyn på den unge Dallas..." Begynder han. Hvad er der galt med min Cameron!?

"Er der sket noget med Cameron" Spørg jeg, nu interesseret. Han læner sig lidt frem over bordet. "Det er ingen hemmelighed at... altså. Dallas er en, det man ville kalde det i dag, en attraktiv fyr. Jeg syntes du skal tage en snak med ham... Jeg ved godt det her ikke er mit problem, men jeg har anbefalet dig til en del universiteter... Jeg vil ikke blive gjort  til grin til lærermøderne på grund af at du ikke kunne tage sig sammen" Siger han.

"Så jeg skal tage mig mere sammen i skolen... Det kan jeg da godt." Siger jeg oprindeligt. "Super du må godt gå nu, men lad nu vær med at blive sendt her op igen." Siger han inden jeg rejser mig og går ud.

Da jeg kommer ud står Cameron og venter. "Jeg syntes nok jeg hørte dit navn... Hvad laver du på kontoret?" Jeg kigger skuffet på ham. "Hvad laver du i skolen jeg troede du var syg?" Spørg jeg med et løftet øjenbryn. Han klør sig akavet i nakken.

"Jeg overnattede hos min bror i nat og kunne ikke følges, men jeg ville ikke skuffe dig." Griner han. Det er overhovedet ikke sjov, hvis du spørg mig. "Så i stedet for at sige sandheden, har du undgået mig hele dagen, løjet for mig og stillet mig i den position at jeg har dummet mig over for Lærke, for at beskytte OS?!" Siger jeg vredt til ham.

Jeg går lige forbi ham og ud af kontoret. Nu er det min tur til at undgå ham... "Skaaat... Vent nu på mig." Cameron kommer luntene efter mig. "Beklager jeg føler mig lidt syg. Så jeg kan ikke følges." Jeg smiler sarkastisk til ham og går videre. Det kan godt være at jeg virker lidt barnlig, men han startede!

"Olivia!" Jeg vender mig om og kigger skuffet på han. "Hvad?!" Spørg jeg irriteret. Han tager en dyb indånding. "Jeg har... været dig utro..." Siger han langsomt. "Hvad...? Hvorfor?... Vent... Jeg vil ikke vide det bare, hold dig væk fra mig." Min stemme dirre helt og jeg mærke tårene presse sig på. 1 måned. 1 FUCKING måned var, alt han kunne?

"Olivia, det var et uhe..." Jeg afbryder Cameron i hans såkaldte undskyldning. "Cameron... vi er færdige. Jeg vidste godt du var pige glad, men hvor vover du at være MIG fucking utro?!!!!" Råber jeg af ham. Jeg vender mig og skal til at gå. Da han råber.

"OLIVIA DOLAN!" Han holder en pause. "Det var et fucking uheld." Jeg kan høre hans stemme knække, men jeg tager ham ikke tilbage. Ikke efter det han har gjort. "Et uheld?!... Ups jeg kom til at stikke min PIK op i en ANDEN PIGE!" Skriger jeg af ham.

Vi kigger såret på hinanden. "Det eneste uheld er at jeg faktisk kunne lide dig!" Forklare jeg vredt. Jeg åbner døren ud til skole gården og skal til at gå. "Olivia... Please. Hvis du går er det forsent at rette op på det hele." Jeg tænker lidt, inden jeg svarer. "Det er allerede forsent..." Og går ud.

...

Jeg ligger i min seng og fucking tuder ned i min pude. WHY? Han er bare en player. Som jeg elskede og stadig gør. Hvorfor er det mig, som får mit hjerte knust af Cameron. Det var det eneste jeg lovede mig selv ikke måtte ske. Jeg blev et legetøj.

Jeg får jordens største chok da det banker på ruden. Jeg kigger mig lige en gang i spejlet. Jeg har mascara i hele fjæset. Jeg går over og åbner vinduet. "Fuck af!" Hulker jeg da jeg ser det er Cameron.

Han ligner en, som har grædt i timevis. "Please... Olivia, jeg elsker dig..." Åh fuck nu tuder jeg igen. "Cameron, hvorfor gjorde du det så?" Hulker jeg stille. "Jeg vidste det ikke før dagen efter... Nogen havde givet mig hashkage og jeg kan ærligtalt ikke huske det skete... Lærke fortalte det... Olivia jeg er så ked af det!" Hulkede han... Vent Lærke den B*tch!

"Cameron... du har ikke været mig utro..." Han kigger chokeret op på mig. Jeg smiler til ham. "Lærke er bare for meget" Siger jeg irriteret. Det er LÆRKE vi snakker om. Hun lj så meget! Cameron kravler med besvær ind på mit værelse. #Elegant.

Han stiller sig foran mig, hviler dine hænder mig på hofterne og trækker mig ind til ham. "Ved du godt jeg elsker dig?" Spørg Cameron. "Ja, ellers havde du nok ikke lignet en oppustet ballon." Griner jeg og hentyder til han røde øjne. "Jeg mener det Olivia..."  Jeg læner mig ind til ham og kysser ham, som jeg aldrig før har gjordt. "Cameron... Jeg elsker dig..."

...

Hey F/N

Hvad syntes i om det sidste afsnit? Vi har længe ville afslutte PND, men vidste ikke, hvordan vi ville gøre det. Syntes i det var en god afslutning?

Vi begynder snart på en ny historie og skriver videre på How players play. Hvis i ikke har læst den endnu så tjek den lige ud! How players play er en fan fiktion om Francisco Lachowski. 

Hilsen Jacqueline og Julie ❤❤