Player next door (Afsluttet)

Blikkende

Cameron kommer ind. Jeg har det som alt er sløret, undtagen Cameron. Alle stopper med at snakke, i deres grupper, og drejer hovederne for at se på ham. På Cam. Han kommer ind i slowmotion. Stryger sin hånd i sit fyldige, mørke hår, og smiler. Bider sig sexet i læben. 

En rusken i min skulder afbryder min fantasi. Jeg kan høre mit navn blive råbt højere og højere, mens Cam går hurtigere og hurtigere. Jeg blinker lidt med øjnende og kommer til fornuft... Wow det var tricky. Som sagt kunne jeg mærke en rusken i min arm, jeg drejer hovedet. Der sidder Cam. 

Først nu ligger jeg mærke til hans røde mærke på kinden. Han kigger intenst i mine øjne. Han lægger sine varme hænder på min kolde kind. Det giver et lille sæt i mig. STOP OLIVIA. Han er en player. Lækker ydre, lorte indre. Sådan er det bare. Intet kan ændre det. 

"Cam..." Visker jeg. En stor skikkelige dækker os. "Ja... Cam..." Siger den høje, brede skikkelse. Det er vores lærer... "Hey mr. Troupmit." Siger Cam, og fjerner sin hånd fra min kind. "Er i godt i gang, med jeres præsentation?!" Spørg han, selvom han sikkert allerede kender svaret. 

"Ja, vi... øhm... øvede?" løj jeg. Han kigger uretfærdigt mig mig og Cam. "Ja" Sepplerede Cameron. Mr. Troupmit giver os hver især elevatorblikket. "Okay" Sagde han tvivlende, men gik videre.... Puha...

"Det var tæt på..." Sagde jeg. "Ja, vi burde seriøst begynde på vores opgave...." Forklarede Cameron. "Nej, det var tæt på at der skete.... ting." Sagde jeg og åbnede min macbook, fordi selvom jeg ikke er meget for det, bliver vi nødt til at lave engelsk-stilen... "Ting?" Cameron stirrede. "Ja. Vi blev jo 'enige' i at vi skulle holde os fra hinanden..." Sagde jeg, og gemte mit hoved i computeren.

"Sådan som jeg husker det, blev du enig. Jeg lovede ikke noget..." Sagde Cameron, og fandt en blyant frem. "Men jeg vil ikke være dit 'nye' LEGETØJ" Udbrød jeg, efter jeg fik skrevet min adgangskode. "Legetøj.... Du er da ikke mit nye legetøj" Forsikrede Cam om. "Jeg kan jo ikke være sikker... Jeg stoler ikke på dig." Siger jeg, og skrev overskriften på vores opgave.

"Men hvad hvis jeg invitere dig på en date?" Siger han så, og lukker min computerskærm, som jeg var fuld igang med at skrive på. Jeg kigger irriteret på ham. "Du tigger nærmest over at jeg skal give dig en flad....! Du er utrolig" Sukkede jeg. 

"Ingen flad til mig tak, og jeg har hele tiden været utrolig. Er du blind, eller?" Griner han, men mener det. "Jeg mente utrolig, på den negative måde.... Du er så selvfed.... EGO!" Udbryder jeg. Årgh jeg kan ikke døje ham... Men samtidig vil jeg så gerne KYSSE HAM. Hvad er der med ham? Hvad er der med mig?

"Jeg opfattede at i havdet løst jeres problemer.... " Kommer vores lærer... Åhhh, det her bliver nederen... Han fortsætter, "Jeg kan ikke lide den aura i spreder i klassen... Jeres klassekammerater har lige så meget ret til et smukt læringmiljø som alle andre på den her skole. Og det er i jo ikke en stor del i at hjælpe med..." Han snakker virkelig meget voksensnak.... 

Jeg giver Cam 'vi-bliver-så-meget-smidt-ud-af-klassen' -blikket. Tilgængelige får jeg 'ja-men-det-er-din-skyld' -blikket. Strengt! Han får 'Hvaaaa-fuck-snakker-du-om-stodder-...-hvis-det-er-nogen-skyld-er-det-kraftedeme-din-skyld' -blikket. Det eneste jeg får tilbage er 'drøm-videre-smukke' -blikket. Jeg rullede øjne, og så Mr.Troupmit stadig snakker. Jeg høre lidt efter...

"Så det er ikke fordi der er noget galt med jer enkeltvis... Det gavner hele klassen, og jeres forhold til hinanden...." Slutter han af. Vent, hvad? "Undskyld, hvad skal vi?" Spørg jeg, og er mere fokuseret. Jeg kan mærke Cameron kommer med i samtalen igen. 

"Par-terapi... En psykolog er lige hvad i har brug for i sådanne situationer" Sagde han, og hvilede sine hænder på hans tykke vom. "Undskyld, hvad?" Skriger jeg nærmest. "Hahah, det lyder jo kraftedeme som om vi er gift" Flækker Cameron af grin. Men det er ikke sjovt. Jeg slår Cameron på hans skulder. 

"Vi er ikke kærester" Konstatere jeg. Og laver pluslige armbevægelser. "Hvad er dit problem, skat?" Driller Cam. Men Mr. Troupmit tror fuldt og fast på Cameron. Jeg giver Cameron 'hvis-jeg-en-dag-får-chancen-til-at-dræbe-dig-...-har-jeg-en-dårlig-nyhed-for-dig-CAM!' -blikket. Det forstod han godt, men fortsatte. 

"Du har ret... Mr.Troupmit. Vi har brug for terapi... Du er en klog mand." Nikker Cam. "Jeg bliver nødt til at sige nej til tilbuddet, Mr.Troupmit...." Siger jeg virkelig nervøst, fordi jeg ved hvordan det her ender.. Jeg skal til psykolog. Det må ikke ske. JEG ER HELT NORMAL, OG HELT UDEN PROBLEMER!!!.... Skriger mine tanker.