H a i l e y
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er mandag, og jeg er på vej til skole. Men ikke med mit normale, kedelige og hurtigt irriteret humør. Jeg er blevet energifyldt, og jeg hopper og danser på stedet. Flere gange har jeg smilt for mig, og jeg tror desværre at jeg må indrømme, at jeg er forelsket. Jeg har aldrig prøvet at være forelsket, men jeg elsker det. Følelsen af at se frem til noget, uden at tænke negativt. Normalt ville jeg irritere mig selv ( hvilket jeg er prof til) og blive ved med at svine mig selv til, specielt mine sko. Jeg tror- troede at de brang uheld, indtil i lørdags hvor Jack kyssede mig. De var lige ved min side, og nu tror jeg at jeg endelig kan sige at de ikke er så slemme alligevel.
Da jeg endelig nåede til skolens indgang, tog jeg en dyb indånding, og rettede ryggen. Jeg vil vise Jack, at jeg også har følelser for ham. Fordi, af hans bevægelser og måde han snakker på, udstråler han af forelskelse og kærlighed. Jeg gik ind, hentede mine bøger, og bagefter prøvede at finde Jack. Det tog noget tid, men imellem alle elever kunne jeg skimte ham snakke med nogle af hans venner, lænet op af skabene. Jeg beroligede mig selv, og gik med raske skridt derhen. Nu eller aldrig.
,, hejj! " udbrød jeg med alt for meget energi, og smilte stort og bredt til Jack. Han kiggede kort på mig, før han ignorerede mig og snakkede videre. Min mave trak sig ubehageligt sammen, og jeg stillede automatisk mig selv spørgsmål. Hvad har jeg gjort? Har jeg gjort noget? Er han træt? Er han i dårligt humør? Jeg trådte tættere på Jack, og prikkede ham på skuldrene. Han sukkede irriteret, og kiggede endelig på mig med et ' hvad vil du?' blik. Igen trak min mave sig ubehageligt sammen, og de andres blikke hvilede på mig. Bortset fra Jack, som rystede irriteret på hovedet, og skød ud med armene. Jeg skulle til at sige noget, men lukkede munden igen. Hvad skulle jeg sige? Jeg må ikke dømme ham. Måske har han det dårligt? Jeg kender jo ikke baggrunden. Men alligevel følte jeg mig helt tom. Min energi forsvandt hurtigere end min far, og jeg bed mig hårdt i indersiden af kinden. Igen åbnede jeg munden for at sige noget, men jeg var stadig mundlam.
,, jeg har ikke tid til det her. " konstaterede han, og gik forbi mig, imens han stødte sin skulder hårdt ind i min. Jeg tog mig ømt til, og kiggede mig over skulderen, for at se ham forsvinde. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg fattede hat. Det var som at se et tryllenummer, og man prøver at finde ud af hvad fanden tryllekunstneren laver, men man kan ikke. Jeg hørte nogle grin bag mig, og det var nemt at vide at det var hans venner, der grinte af mig, fordi Jack lige dumpede mig. Jeg prøvede at rette ryggen igen, men jeg kunne ikke. Jeg følte mig pludselig slap, og det eneste der holdt mig oppe var Jack. Men han var her ikke. Ligemeget hvad, kunne jeg ikke komme i tanke om hvad jeg havde gjort galt.
---
,, du burde overfalde mig med kys og kram. Jeg sad en lørdag aften - jeg gentager lige, lørdag aften for at lave det lort! " sagde Alec med en af snert humor. Jeg rystede grinene på hovedet, fordi han lettede mit humør.
,, men du kiggede jo på internettet, og skrev direkte ned fra en andens opgave. Det var heldigt at vi ikke blev busted." sagde jeg med et grin, og lukkede mit skab. Alec havde været en engel at lave vores engelsk opgave en lørdag aften - selvom han kiggede efter en andens opgave. Men det lykkedes os at få 10.
,, shh!" tyssede han, og kiggede dramatisk rundt omkring. ,, det er vores hemmelighed." huskede han mig på, og jeg syntes jeg kunne se et lille flirtende smil. Igen kom jeg i tanke om Jack, og Alec gjorde det ikke ligefrem bedre. ,, btw så så jeg dig med Jack imorges. Jeg regnede ærligt at du ville bryde ud i gråd, men du lignede en statue. Jeg tror en kunster kunne nå at komme og male dig i de dybeste detaljer, fordi du stod så stille i så lang tid. Jeg var bange for at du blev lammet, men så ville du jo nok ikke kunne stå op. " Alec trak på skuldrene. Det var første gang jeg har hørt så mange ord fra Alec.
,, er du glad?" spurgte jeg, totalt emneskift.
,, nej. "
,, du virker bare.. Glad?"
,, jeg er tit glad. " konstaterede han, med et lettere irriteret stemme. ,, men jeg gemmer det godt. "
,, jamen, så virker du gladere."
,, det var et kæmpe boost at se dig blevet dumpet for næsen af mig. Det var ret komisk. " jeg fnøs af mig selv, fordi jeg vidste Alec havde ret. Jeg var var helt fra forstanden, og alle mine tanker blev sat igang på én gang.
,, godt at du hyggede dig," sagde jeg sarkastisk og rullede øjne af ham. Jeg forstod ham ikke, fordi han plejede knap at ville veksle et ord med mig, og jeg havde lyst til at spørge hvorfor han stod ved siden af mig lige nu, og snakkede så meget. Jeg havde intet imod det, men det hjalp ikke ligefrem på mine tanker der i forvejen strømmede rundt over det hele. Pågrund af det hele. Men ligemeget hvad, prøvede jeg at overbevise mig selv om, at Jack havde en dårlig dag. Jeg åndede lettet ud - jeg ved ikke rigtig hvorfor.
,, jeg beundrer din måde at håndtere problemer på, " sagde han efter lidt tid i stilhed. ,, jeg mener, Amalia er forhelvede flyttet, og din kæreste lades som om du ikke er tilstede. Og alligevel står du her foran mig o- hvorfor smiler du?" spurgte han, og så undrende på mig. jeg grinte kort, og skulle til at sige at Jack ikke var min kæreste, men noget stoppede mig. Ikke fornuften, men mere mit hjerte. Det var som om det havde brug for at Jack var min kæreste. At Jack var min.
,, du snakker aldrig så meget med mig. Ikke at du ikke må, eller jeg syntes det er irriterende, det er faktisk virkelig rart, fordi du distrahere mig fra alt lortet - og dog. Du nævner det hele tiden, men du gør det på en måde jeg kan holde ud, og jeg tror aldrig at jeg har været mere glad for at høre din stemme. " indrømmede jeg, uden pause. Alec så forbavset på mig, og grinte et akavet grin.
,, og du syntes jeg snakker?" han nikkede mod kantinen, og jeg nikkede bekræftende til ham. Jeg tror at han på en måde spurgte om jeg ville sidde sammen med ham, og jeg tvivlede ikke engang.
Da vi trådte ind, blev snakken pludselig dæmpet, og folk så hen på mig og Alec. Jeg var virkelig i tvivl om det var fordi Alec for første gang kom i kantinen - og endda med et menneske, eller om det var fordi folk havde set Jack ydmyge mig. Jeg følte mig så dum, men rystede tanken af mig, og pegede på et ledigt bord i kantinen. Alec tøvede, men nikkede så.
,, jeg er ikke så vild med at socialere mig.. " indrømmede han da vi havde sat os. Han sad overfor mig, og kørte neglen rundt i cirkler på bordet.
,, det siger du ikke," grinte jeg. Snakken blev langsomt højere, men flere kiggede stadig hen på os. Jeg kiggede rundt i kantinen, og blev selvfølgelig mødt af flere blikke. Inklusivt Jack, som nærmest så sorget på mig. Jeg himlede øjne, og vendte tilbage til Alec som kiggede frem og tilbage på mig og Jack.
,, det er ret sjovt at se," kommenterede han, og hentød til mig og Jack. Jeg trak på skuldrene. Selvfølgelig var det ikke sjovt for mig, men jeg prøvede at vifte det væk. Jeg tror heller aldrig jeg har rullet øjne af en person på den måde. Jeg kan ikke forklare det, men det føles som om jeg brændte ham af på en tilfredsstillende måde. Det fortjente han efter imorges. Noget i mig skreg, at jeg ville have vores kys tilbage. Strandturen tilbage. Vores minder tilbage. Jeg ved ikke hvorfor det skete så hurtigt, men jeg følte jeg havde mistet ham. Den Jack som jeg kender, ville aldrig gøre sådan.
---
Jeg hader at indrømme det, men jeg græd. Rigtig rigtig meget. Jeg var gået den modsatte vej end hvor jeg boede, og gik langt ind i en skov. Jack skænkede mig ikke ét eneste blik, og dagen gik for langsomt. Alec var sød, men jeg forstod stadig ikke noget. Jeg sad lænet op af et træ, med hovedet begravet i mine knæ, og mine arme snorret rundt om mig selv, imens jeg vippede frem og tilbage. Af og til skreg jeg lidt af frustration, og hulkede. Den her følelse var forkert. Det var nok at miste min far, men jeg følte pludselig mit liv var gået tabt. Alt den værdi jeg troede det havde, viste sig at være bullshit. Efter alt for lang tid, tog jeg hovedet op fra mine knæ, og undersøgte skoven. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at tage herhen før? Nu ville jeg ihvertfald have et sted og græde ud, uden nogle ville komme. Der var ingen form for sti heromkring hvor jeg var, så det ville være lidt mystisk hvis der kom en. Hvilket er lidt komisk, fordi her er jeg. Langt væk fra stierne.
Men jeg tog min taske, og fandt ud af skoven, og gik rettet mod Rhys' hus. Ikke for at tale med Jack, men Rhys har et fantastisk temperament, og han ved hvordan man håndtere situationer såsom denne. Jeg bankede forsigt på, og døren blev lukket op af Tricia. Hun så på mig, og tog en dyb indånding.
,, hvad kan jeg hjælpe med, miss West? " spurgte hun, og fremtvang et falsk smil.
,, er Rhys her?" spurgte jeg, og kiggede bag hende. Hun åndede nærmest lettet ud, og nikkede, imens hun gik til siden så jeg kunne komme ind.
,, han er ovenpå, og jeg tror han har ventet dig. " smilte hun, og pegede op af nogle trapper. Jeg takkede, og løb nærmest op til Rhys' værelse. Uden overhovedet at banke på, rev jeg døren åben, og Rhys hoppede af forskrækkelse imens han tog sine høretelefoner ud. Han smilte til mig, imens jeg lukkede døren bag mig.
,, jeg tror jeg fik et hjertestop, " kommer det fra ham, imens han ligger sine høretelefoner væk. Jeg grinte kort, men en ubehagelig følelse fyldte mit bryst.
,, men her er du alligevel," sagde jeg, og skød underlæben ud. Rhys tyrrede en pude efter mig, og jeg kastede den hårdt tilbage. Rummet blev fyldt med stilhed, men inden jeg nåede at bryde sammen, rejste Rhys sig fra sengen, og gik tættere på mig. Han studerede mit ansigt, og sank en klump.
,,hvad er der sket? " spurgte han, og trak sine øjenbryn sammen, efterfulgt af et undersøgende blik. Selvfølgelig var mine øjne helt røde efter alle de tårer. Jeg havde lyst til at bakke. At ryste på mit hoved, og skubbe hans hænder af mine kinder. Men jeg pressede læberne sammen, for at holde endnu et vandfald inde. Det lykkedes ikke, og jeg knækkede sammen. Jeg hader at have mistet endnu en person. Rhys trak mig ind i et beroligende kram, og strøg sin hånd op og ned af min ryg, imens jeg pressede mit hoved hårdt mod hans snart våde skulder.
,, jeg forstår ikke meningen. " hulker jeg, og strammer grebet om hans t-shirts stof jeg har knuget i min hånd. ,, hvad har jeg gjort galt?" Rhys trøstede mig, og lod mig komme af med alle mine frustrationer. ,, jeg har allerede mistet én. Jeg vil ikke miste flere. Rhys, jeg kan ikke klare den her smerte. Det er som om der er blevet lagt en kæmpe sten på mit bryst, og meningen med livet pludselig ikke giver mening. Jeg tror ikke jeg kan klare mere af den her smerte. Jeg vil ikke dø, men jeg vil ikke leve. Hvorfor er der ikke noget indimellem? Kan man ikke bare drømme for evigt, uden at skulle bekymre sig om noget? " jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning, men det hjalp ikke. Jeg trak mig efter lidt tid, og tørrede mine øjne med håndryggene. Rhys sagde ikke noget. Han stod bare og betragtede mig, og det eneste som forlod hans mund var; jeg advarede dig jo.
•
Jeg er lige kommet hjem fra hyttetur med min klasse, og det var sygt hyggeligt. Til gengæld gik vi først i seng klokken 4 i nat, og jeg skulle tidligt op sammen med nogle andre for at lave morgenmad. Yikes.
Nå, kan i fornemme at plottet snart kommer? ;)
Udgivet: 23/06-2019