Gucci ▲ h.s

▲2

Jeg vågnede af min alarm - på sofaen, i en ret så ubehagelig stilling. Jeg sad oppe med mit hoved skudt tilbage, og Jamie op af min skulder. 

Jeg prøvede så vidt muligt ikke at vække Jamie, men det er lidt umuligt da han ligger op af mig. Jeg holdte om hans hoved, og rejste mig lige så stille. Han lavede nogle små lyde, men vågnede heldigvis ikke af det. 

Efter at jeg havde sikret mig at han lå helt ned, listede jeg mig ind på mit værelse og fandt jeg noget rent arbejdstøj frem og gik så i bad. Min ryg og nakke er helt øm, grundet den latterlige position, jeg har sovet i. 

Jeg måtte huske på at jeg havde en tidsplan, så jeg kunne ikke bare gå og fjolle rundt om morgenen. Og lige nu, er jeg allerede lidt sent på den. Jeg skyndte mig at få tøj på og sætte mit hår. Proppede hurtigt noget mad i mig, og så var jeg ellers ude af døren. Jeg havde efterladt en seddel i Jamie's pande, sat fast med noget nutella. 

Jeg havde det uendeligt sjovt med mig selv, på vej til arbejde. Jeg kunne bare lige forstille mig Jamie's ansigt, da han opdagede at han havde det i ansigtet. Han vil sikkert bare spise det, og læse sedlen efter. 

▼▲▼▲▼▲▼▲

Stedet lignede sig selv, da jeg trådte ind af døren. Jeg lagde mærke til at Paul sad på sin sædvanelige stol, med sin kop kaffe og en tallerken noget æg med bacon. 

''Hi Paul,'' sagde jeg, da jeg gik forbi ham.

''Hey there'' sagde han med et smil, over hele femøren. 

Man kunne ikke andet, end at blive glad over den mands positivitet. Jeg kom smilende ud i køkkenet og meldte min ankomst. Jeg lagde hurtigt mine ting omme bag ved, og gik så i gang med at arbejde. 

Det hele gik som det plejer, på en helt almindelig dag som denne. Da det var tid til pause, satte jeg mig hen til en af de computere vi har stående i vores lille ''stue'' vi har til pauserne.

Jeg tænkte ikke over det, da mine fingre begyndte at taste ind på tastaturet. 

Gucci nearest Portland.

Jeg scrollede ned over de forskellige forslag google gav mig, da jeg så en sætning jeg håbede mest på at se. Gucci Seattle looking for young, talented designers.

Jeg kunne ikke skjule min lykke jeg havde i min krop lige nu. Seattle ligger ikke så langt fra Portland, kun omkring halvanden times kørsel. 

Jeg hvinede så højt, at en af mine kollegaer - som tilfældigvis er min rigtig gode ven, Jessie - kom hen til mig.

''What are making that noise fo--'' hun stoppede sin sætning, da hun kiggede på skærmen. Man kunne se at, hendes øjne skannede artiklen og kiggede så derefter på mig. Hun ved også, at jeg godt kan lide designe tøj.

''You have to apply for that, this could make your dreams come true'' sagde hun i spænding.

''I don't know yet, I need some ti--'' inden jeg kunne færdiggøre min sætning, havde hun allerede kaldt de andre over for at se, ''Hey everyone, get in here.''

Alle stormede næsten herind. De kiggede alle på skærmen, imens at jeg prøvede at gemme mig lidt i mine hænder. Og det var der at alle begyndte at snakke i munden på hinanden, ''Oh my god, Emma'' - ''This is so great for you'' - ''Wow, you go girl''.

Tilsidst kom der endelig et relevant spørgsmål, ''Are you going to apply?''

Der blev helt stille og alles opmærksomhed var på mig. Der gik ihvertfald et halvt minut hvor jeg bare sad og stirrede på alles ansigter, en efter en. Stort set allesammen, stod og nikkede med smil på deres læber.

''I guess I'll apply for it'' sagde jeg så, og der kom en høj jublen. Folk blev så glade for mig og jeg kunne ikke lade være med at blive glad. 

Det var indtil at køkkenchefen kom ind og afbrød os. Han sagde at pausen ihvertfald var ovre, men det ændrede ikke den gode stemning der var. Det smittede endda af på kunderne, og det hele blev bare et kæmpe lykkeligt øjeblik. 

Jeg kunne slet ikke tro, at jeg er så tæt på at udleve mine drømme – det var helt vildt.

* * *

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og jeg kunne næsten ikke vente med at åbne min computer. Jamie sad i stuen med et forvirret udtryk, da han sikkert aldrig har set mig så hurtig før. 

Da jeg var kommet ind på samme hjemmeside som jeg var på tidligere, tog en dyb indånding inden jeg begyndte at udfylde nogle felter med informationer om mig. Jamie kom op bag ved mig, og kiggede mig over skulderen. 

''What is this?'' spurgte han midt i stilheden. Jeg vendte mig om og hans øjne mødte mine. 

''I'm applying for a job - at Gucci in Seattle'' sagde jeg med et smil og jeg kunne se at, hans øjne blev fyldt med glæde.

''Oh my god Emma, that's not far from here! I can come visit you, and we can do stuff together'' sagde han med spænding i stemmen. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans glæde. 

''But it means if I get the job, I have to move to Seattle'' sagde jeg og lavede en trist mund. 

''Don't worry about me Em, I'll be okay! And I will come visit you as much as I can. Besides, this is your dream, so you need to live it'' 

Han havde ret, og det irriterede mig. Jeg ved ikke hvad der virkelig holdte mig tilbage. Om det var at skulle forlade Jamie og mine venner her, eller om jeg bare er bange for at forlade mit liv her? For hvad hvis det i virkeligheden ikke er noget for mig, at jeg så kommer tilbage og ingen kan huske mig.

Jeg skal gøre det, det er jo det jeg vil sagde min indre stemme. 

Jeg nikkede imod Jamie, og vente mig om imod min computer for at udfylde de sidste felter. Jeg nåede ikke at tænke en sidste tanke, inden jeg havde sendt ansøgningen afsted. Der stod at jeg ville få svar de næste par dage. Det måtte nok være mit point of no return. 

''I'm proud of you, no matter what and no matter where you are in the world, you will always be like a sister to me'' kunne jeg høre Jamie sige, inden han gav mig et lille kys på kinden og gik igen.