Gucci ▲ h.s

▲1

Alt var det samme. Det hele lignede hinanden, for hver dag der gik. Jeg undre mig over, om der nogensinde kommer til at ske noget uventet?

Emma

Lige nu er klokken 12:44, og jeg har stadig en time og et kvarter tilbage på arbejde. Men jeg har pause, så jeg sidder og snakker med en af vores stamkunder - Paul. Han kommer hver dag og får mad og sin kaffe. Han påstår at vi laver bedre kaffe, end hans kone gør. 

''I think I need to get back to work now, Paul'' sagde jeg, da der i den tid jeg har snakket, kommet en rimelig stor mængde mennesker. 

''You go and do your job, I'm sure they can't do it without you'' sagde han og gav mig et lille blink med øjet. Jeg grinte lidt og gav ham et lille klem på skulderen. Han er sådan et godt menneske, at jeg noglegange tvivler på at han er 100 procent menneske. 

Jeg gik om bag disken og begyndte at ekspedere de mange kunder. De fleste ansigter, havde jeg mindst set en gang, men der var også nogle fremmede. Jeg kiggede udenfor, og så at der var en kæmpe bus på vej herind. Jeg kan mærke at jeg ikke får så nemt fri  idag. 

▼▲▼▲▼▲▼▲

Jeg har endelig fået fri, som en af de sidste. Klokken er 20:32. Jeg ved ikke hvad der skete for at der bare blev ved med at strømme ind med busser. Det var helt vildt, men stadig godt for cafeteriet. 

Jeg er var på vej over til min bil, som holder omme bagved, lige op af en vej. Der kom nogle biler kørende forbi og det havde regnet tidligere, så der var et par vandpytter - og selvfølgelig, var der lige en  der skulle komme susende forbi og sprøjte vand op på mig. 

''Look where you're driving, Idiots'' råbte jeg efter bilen, selvom jeg vidste at de ikke vil høre det.

Jeg bandede på vej hen til min bil, over at jeg nu skulle side drivvåd inde i min bil. 

Det var slet ikke med min gode vilje at jeg satte mig ind i min bil, dog havde jeg nogle gamle aviser inde i bilen, som jeg kunne sidde på. 

Turen hjem, gik som den plejer selvom jeg havde fået meget senere fri. Når der ikke er så mange på vejene på det her tidspunkt, går det hurtigt. 

Jeg parkerede min bil og steg ud. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at, komme indenfor i min lejlighed - som jeg delte med en ven.

Jeg smed straks mit våde tøj på badeværelses gulvet og trådte ind i badet. Det varme vand ned af min kolde krop, føltes vidunderligt. Jeg stod i lidt tid og bare nød varmen, inden jeg begyndte at gøre mig færdig. 

Da jeg var færdig med badet, fik jeg tørret min krop og hår. Jeg fandt hurtigt min pyjamas og tog min dyne med ind i sofaen. Jeg skulle bare slappe af fra nu af og resten af aftenen. 

Imens jeg var helt opslugt af tv'et, gik hoveddøren op. Jeg regner med at, det er min bofælle der er hjemme nu. 

''Emma, it's me'' råbte han fra gangen, med sin irske accent. 

''Hey Jamie'' sagde jeg da han kom gående ind i stuen. Han øjne blev store, da han så hvor hyggeligt jeg har det. 

Der gik ikke få minutter, inden han også havde hentet sin dyne og sat sig ved siden af mig. Jeg var i gang med at se Harry Potter, som tilfældigvis var i tv'et. Og lige da vi var kommet til det mest spændende, kom der selvfølgelig reklamer. 

Både Jamie og jeg udbrød med et irriteret suk. Vi grinte lidt af hinanden, da Jamie så stoppede. 

''Hey, look at that'' sagde han og hentød til tv'et. 

Det var en reklame for noget, men jeg kunne ikke helt se hvad det var. Der var nogle forskellige damer og mænd i noget lidt mærkeligt tøj. Tilsidst kom der en mand op på skærmen, med nogle skinnende grønne øjne og nogle mørkebrune lange krøller. Han så, så forførende ud - enhver piges drømmemand. I enden af reklamen kom ordet Gucci op. Jeg har altid drømt om at være tøjdesigner, og især for Gucci. 

''I could imagine you working for Gucci - like seriously, you're a pretty amazing designer'' sagde han og jeg kunne ikke lade være med at rødme en smule. Den eneste jeg har vist mine designs til er Jamie. Men hvem skulle jeg ellers vise det til? Min familie bor i en helt anden stat og jeg kan ikke ligefrem tage en smuttur, frem og tilbage. 

''I don't stand a chance, I mean it's Gucci we're talking about'' sagde jeg.

''So?'' sagde han som om det var en lille ting.

''So - they're more talented and experienced, with doing professional designs''

''No one is more talented, than my Emma'' sagde han og lagde sin arm om mig. 

Jamie og jeg er som bror og søster for hinanden. Vi passer på hinanden og støtter op om de ting, vi hver især kan lide at lave. Jeg føler at jeg har kendt ham hele mit liv, selvom jeg kun har kendt ham siden College. Vi dimitterede begge fra samme college sidste år, hvilket vil sige at vi begge er 21. 

''What do you think I should do?'' spurgte jeg efter lidt stilhed. 

''What do you mean?'' spurgte han forvirret.

''About my designs? You know I've always dreamed about working for Gucci,''

''I think you should apply to the closest Gucci Office - who knows, you may get a job there'' sagde han. 

''But what about my job here? And what about you? I can't leave you, not just for a job'' sagde jeg, samt der skyllede sorg over mine øjne. 

''Don't think about me, it's your furture we're talking about here! And we'll surely see each other again'' sagde han, men jeg er ikke sikker på at han mente det sidste. 

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle svare på det, så jeg nikkede bare. Hvad nu hvis Jamie havde ret, hvad nu hvis jeg faktisk godt kunne få et job hos Gucci? Så mange spørgsmål fyldte mit hoved, men jeg ville ikke lade dem presse på, ihvertfald ikke lige nu. 

Resten af aftenen, gik med film - og for Jamie's behov, snorken.