Don't forget where you belong /Harry Styles

Just a little bit of your heart

Harry kommer stormende ind af døren. Han kigger forskrækket hen på mig og derefter ned på bogen, der ligger på bordet foran mig. Han åbner munden, for at sige noget, men der kommer ingen ord ud. Han lukker døren efter sig, og går længere ind i kontoret. Han sætter sig ikke ned. Han putter sine hænder i sine bukselommer, og tager en dyb indånding.

"Hvad er det, Harry?" Spørger jeg, peger på bogen og fjerner de sidste par tårer, der sidder på min kind.

"Har.. Har du.. Øhm.. Har du læst det?" Spørger han og klør sig i baghovedet.

Jeg nikker forsigtigt.

"Det hele?"

"Ja?"

"Også det aller sidste, der står i bogen?" Spørger han. Hvad er det han ikke forstår ved, når jeg siger, jeg har læst det hele?

"Ja, Harry. Jeg har læst det hele," snapper jeg.

"Shit.. Oh God," han sætter sig ned på hug, og lægger sit hovede i hans hænder. Han tage ren dyb indånding og kigger op på mig igen.

Hans øjne udstråler chok, tristhed og fortvivelse.

"Er du sikker på, at du har læst det hele?" Spørger han ned i hans hænder.

"Ja, Harry," vrisser jeg.

"Shit," mumler han.

Han rejser sig op, og går lidt frem og tilbage i rummet. Han stopper op og tager sig til hovedet. Han går videre. Frem og tilbage. Han stopper ved væggen. I et kort øjeblik tror jeg, at han ville smadre den. Han læner sit hovede op af væggen og sukker. Gad vide, hvilke tanker der kører gennem hans hovede lige nu?

"Det var.. Det var ikke meningen, du skulle se den," mumler han, og slår blidt til væggen med en flad hånd.

"Men det gjorde jeg. Og jeg er faktisk glad for, at jeg læste den," siger jeg måske lidt for koldt.

"Hvorfor?" Spørger han og vender sig om, og kigger på mig med rynket pande.

"Fordi nu ved jeg, hvordan du føler," sukker jeg.

"Det var det, jeg frygtede," mumler Harry.

"Hvorfor frygte det?"

"Fordi.. Det ved jeg ikke.. Vi er ikke sammen længere," ender han med at sige.

"Det er rigtig, men du har aldrig været så god til at fortælle mig, hvad du føler og tænker. Jeg føler, at nu kender jeg dig meget bedre," fortæller jeg min ekskæreste.

Harry trækker på skulderne.

"Jeg føler, at jeg er kommet tættere på dig nu," hvisker jeg.

"Så du ved, hvad jeg har været igennem?" Spørger Harry.

Jeg nikker.

"Så du ved, hvordan jeg har haft det, og hvad jeg har været vidne til?"

Jeg nikker igen.

Han sukker.

Der er stille i lidt tid nu. Jeg græder ikke længere. Jeg har ikke våde øjne længere. Jeg er mere fortvivlet. Jeg har lige læst nogle af Harrys mest personlige tanker. Det er ubeskriveligt.

"Øh, øhm, læste du det sidste? Det sidste på aller sidste side?" Spørger han igen.

"God, ja det gjorde jeg. Hvor mange gange skal jeg fortælle dig det?"

"Så du læste altså sangen?" Spørger han.

"Ja."

"Du må nødt til at komme med mig," konstaterer han.