Don't forget where you belong /Harry Styles

Pros and cons

*Roses POV.

I dag er det fredag. Det vil sige, at det er lørdag i morgen. Det er lørdag i morgen, og One Direction har sin sidste koncert i o2 arena i morgen aften. Efter koncerten i morgen aften slutter deres tour, og dermed får Harry mere fritid. Mer fritid til at springe på alle de piger han ser.

Ej Rose, det ville han, da aldrig gøre.

Eller vil han?

Så får han mere fritid til finde ud af, hvor jeg er, og så kommer han efter mig og ber mig om at tage ham tilbage. Jeg vil ikke tage ham tilbage, ikke nu. Efter jeg snakkede med Harry i tirsdags har jeg ikke lavet andet end at tænkt over, hvad jeg skulle gøre. Jeg har tænkt over fordele og ulemper ved at tage ham tilbage, og fordele og ulemper ved at gå fra ham for real. Ved at tage ham tilbage var der flest fordele, men de ulemper, der er, trækker langt ned.

Hvis jeg tager Harry tilbage, vil jeg altid have en bagtanke. Jeg ville hele tiden tænke hvad nu hvis.. Hvad nu, hvis han gjorde det igen. Hvad nu, hvis han stadig ser Sarah. Jeg tror ikke, jeg ville kunne leve med den usikkerhed i et forhold. Jeg vil være 100 % sikker på, at han kun vil have mig, og han kun er sammen med mig. Jeg ville kunne klare at skulle gå igennem det her igen. Jeg kan næsten ikke klare det nu.

Hvis jeg tager Harry tilbage, og jeg ved, han aldrig vil være mig utro igen. Så får jeg et forhold med beskyttelse og en masse kærlighed. Jeg ved, Harry elsker mig. Uanset, hvad han har gjort mod mig. Nu skal I ikke tro, at jeg ikke elsker Harry, for det gør jeg. Meget højt. Jeg elsker Harry højere end jeg noglesinde troede, jeg ville elske en person. Jeg er bare såret. Dybt såret.

Jeg smider mig ned i min seng. Jeg kører frustreret mine hænder gennem mit hår.

"Årh!" Stønner jeg.

Jeg rejser mig op fra min seng igen og går frustreret frem og tilbage i værelset. Mine hænder er nærmest viklede ind i mit hår af mine frustationer. Jeg lægger mig helt ned på gulvet. Mine hænder falder ned langs siden og mine ben er helt strukket ud. 

Det ringer på døren.

"Far? Vil du ikke åbne den?" Råber jeg, og kommer i tanke om, at han ikke er hjemme.

"Årh!" Stønner jeg, da jeg rejser mig op. 

Jeg løber ned af trapperne, og skynder mig til døren og åbner den.

"Liam?" Ærligt, så var han den sidste person jeg havde forventet at se.

"Rose, jeg er så glad for at se dig. Det er lang tid siden," siger han og trækker mig ind i et kram.

"Liam.. Øh.. Hej," stammer jeg. Jeg ved ærligtalt ikke, hvad jeg skal sige.

"Må jeg komme ind?" Spørger han og trækker sig fra krammet.

"Øh, ja selvfølgelig," jeg synker en klump jeg har i halsen og træder til siden, så han kan komme ind.

Jeg viser ham op på mit værelse, og vi sætter os på sengen.

"Hvad?.. Hvorfor?.. Hvad?.." Jeg er ret forvirret over, han er her.

Han griner lidt. "Jeg kom for at aflevere dig det her," siger han og rækker mig et brev. Jeg kigger lidt på det.

"Tak," smiler jeg. "Hvordan vidste du, at jeg var her?"

"Sophia kom til at sige det, men jeg sværger, at hun og jeg er de eneste, som ved, hvor du er. Næsten," han mumler det sidste lavt, men jeg hører ham godt.

"Hvad mener du med 'næsten'?" Spørger jeg.

"Jeg skulle hilse fra Harry," han snakker udenom mit spørgsmål.