Don't forget where you belong /Harry Styles

Fine clothes?

Harrys POV.

Today is the day. I dag skal jeg i retten. I dag skal jeg i retten og få min dom. Hvis jeg får en dom, man kan aldrig være sikker. Men jeg har en følelse i kroppen. Jeg har en følelse af, at det her kommer ikke til at gå godt. Det hele startede i morges. 

Jeg havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 08.00, så jeg var sikker på at jeg ville når det, men vækkeuret ringede aldrig, så jeg vågnede først klokken 09.30. 

Derefter stod jeg op og skyndte mig ud i bad, men der var åbenbart ikke mere varmt vand tilbage. Så jeg stod som en eller anden idiot i 10 minutter og ventede på at vandet ville blive varmt inden jeg kom frem med den konklusion, at der ikke var mere varmt vand tilbage. Så jeg endte med at tage en koldt brusebad. 

Så skulle jeg have morgenmad, det gik ikke bedre. Først var der ikke mere mælk tilbage også kom jeg til at brande toastbrød af. Så jeg besluttede mig for at skippe morgenmaden inden jeg ville brande hele huset ned. 

Jo, også hele morgen har der stået paparazzier uden foran porten foran mit hus. De har på en eller anden måde fundet ud af, at det er i dag min retsag finder sted. Lige nu har jeg bare lyst til at løbe ud til dem og råbe, at de skal skride af helvedes til. Jeg føler virkelig, jeg har et stort pres på mine skulder, og det hjælper ikke spor, at der er en masse journalister ude foran mit hus. 

Denne dag kommer ikke til at gå godt. 

"HARRY!" En dør åbnes og lukkes lige efter, og Louis stemme flyder igennem hele huset. 

"Stuen," råber jeg tilbage. Louis hovede stikker frem i døren.

"Er du klar til at tage afsted?" Spørger han.

"Nej, det bliver jeg aldrig. Men vi må hellere tage afsted nu, hvis vi skal komme til tiden," siger jeg og rejser mig fra sofaen, hvor jeg lige havde plantet mig. 

"Lige mine ord," smiler Louis.

Jeg rejser mig op og går hen og tager min jakke og sko på.

"Skal du ikke have noget andet tøj på?" Spørger Louis og kigger op og ned af mig.

"Hvad mener du?" Spørger jeg og kigger ned af mine sorte jeans og hvide t-shirt.

"Ja, vi skal i retten. Der skal man have fint tøj på," uddyber Louis.

"Jeg er ligeglad, jeg taber jo alligevel sagen og ryger i spjældet, så kan det jo være ligegyldig, hvad for noget tøj jeg har på," vrisser jeg. 

"Harry, se nu lige lidt positivt på det hele."

"Der er ikke noget positivt at se på. Vi kommer ind i retten, der bliver snakket frem og tilbage, og BUM jeg får min dom og kommer i fængsel på livstid," råber jeg.

"Harry, jeg ved du er stresset og presset, men c'mon du kommer ikke i fængsel på livstid," siger Louis med et smil på læben.

Jeg vælger at slutte samtale der og ikke svare ham igen. Vi går ud i døren og ned i Louis bil, da jeg ikke må køre før efter retsagen. Louis kører hen til retten, hvor retssagen vil foregår. Køreturen foregår i stilhed. Nogle gange kan jeg mærke Louis øjne på mig, men jeg kigger ikke på ham. Jeg kigger kun ud af vinduet, og forestiller mig, at det er en hvis pige med mørkt hår, som sidder ved siden af mig.

Vi kommer frem til retten og der er hundredevis af paparazzier ude foran bygningen. Jeg læner mig tilbage i sædet og tager mig til hovede. Noglegange ønsker jeg, at jeg aldrig blev kendt. Så ville hele mit liv være, sikkert 100 gange nemmere. Men på den anden side, hvis jeg ikke var kendt, så havde jeg aldrig mødt Rose.