Don't forget where you belong /Harry Styles

Fine is not Good Enough

Roses POV.

Besøget hos Harry i fængslet havde drænet alle mine kræfter de næste par dage. Jeg havde ikke overskud til noget. Jeg havde ikke lyst til noget. Mark havde lagt mærke til, at der var noget, der nagede mig, men han spurgte ikke ind til det. Han vidste godt, at jeg skulle besøge Harry om tirsdagen, og han var jo ikke helt dum, så han kunne nok godt regne ud, at det var det, som irriterede mig. 

Med hensyn til Harry.. Jeg ved ikke rigtig mere. Jo længere tid vi er fra hinanden, jo mere kommer jeg over ham. Men det er ikke det værste af det hele. Det værste er, at jeg har det faktisk okay med, at jeg er ved at komme over Harry, og den fase i mit liv. Jeg vil jo godt have det okay med at komme over Harry, men jeg har en underlig følelse i min krop.

Skyldfølelse.

Hvorfor føler jeg skyldfølelse? 

Jeg burde være 100 procent glad, for at jeg er ved at komme over Harry. Jeg burde overhovedet ikke føle skyldfølelse. Det er nok noget af det sidste, jeg burde føle. En del af mig elsker Harry meget højt. En del af mig vil altid elske Harry. Om jeg så er 79 år, og har været gift i over 20 år med manden i mit liv, så vil den del altid elske Harry. Men for hver dag, der går, bliver den del mindre og mindre. Efter besøget i fængslet er delen af mig, bare blevet meget mindre. I fængslet så jeg en ny side af Harry. En side, jeg aldrig havde set før. Og en side, jeg aldrig havde håbet på jeg ville se. Jeg troede heller ikke, at det var muligt, at Harry kunne være på den måde, som han var overfor mig. 

Engang kunne jeg se en fremtid med Harry og jeg. Det kunne jeg også efter episoden med Sarah. Det kunne jeg helt indtil i tirsdags. Før tirsdag var jeg meget - meget - tæt på at tage Harry tilbage. Jeg var tæt på at tage Harry ind i mit liv igen. Jeg var tæt på at elske ham højere end noglesinde før igen. Jeg var tæt på at dele mit liv med ham igen. 

Men han kastede det selv i jorden. Han viste mig en side af sig selv, jeg bestemt ikke er glad for. Og derfor skal han virkelig virkelig kæmpe hårdt, hvis han bare skal have mig til at overveje at tage ham tilbage igen. 

Som sagt, så har samtalen med Harry drænet alle mine kræfter ud af mig. Det er også derfor, at jeg nu her fredag formiddag, sidder med mine hænder begravet i mit ansigt, og nedstirre computeren, som står foran mig, hvor jeg skal tjekke alle tallene igennem. Men jeg kan ikke. Når jeg forsøger at gå igang med at arbejde, bliver jeg hurtig ukoncentreret, og kommer til at tænke på nogle helt andre ting, end arbejde.

Jeg snakkede med Tracy i morges. Næsten lige da jeg havde kommet ind på mit kontor, og smidt mine ting, og havde smidt mig i stolen, bankede hun på døren. Det var som om, at hun ikke rigtig vidste, hvorfor hun kom ind til mig, og hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle snakke med mig om. Hun blev ved med at fable om, at nogle mennesker måske er rette for hinanden, selvom de tror de fordager hinanden, eller i hvert fald noget i den stil. Jeg fattede ikke noget af det, hun sagde. Jeg nikkede bare. Hun gik endelig og jeg begyndte på mit arbejde. Eller som indtil videre kun har været stirre konkurrence med computeren. 

Det banker på døren, og Mark stikker hovedet ind. Han kommer gående over mod mig, og giver mig min kop med kaffe. 

Jeg skuer over på klokken 12.15. Han er lige på klokkeslæt. Ikke noget nyt, overraskende eller forandret der.

"Hvad så? Hvordan har man det i dag?" Spørger han og sætter sig ned i stolen overfor mig.

"Fint," svarer jeg kort. 

Ærligt, jeg holder for meget inde, det ved jeg godt. Jeg er ked af det, og jeg har ikke lyst til at fortælle det til nogle. Ikke engang til Mark, som er gået hen og blevet en af mine bedste venner - da jeg heller ikke har mange venner. Uanset, hvor meget folk de spørger, så vil jeg altid svare 'Jeg har det fint.' Fint er bare langt fra godt nok.