Don't forget where you belong /Harry Styles

Drunken driver

Tusinde tak for 3k reads! Jeg er så glad! I LOVE YOU ALL<3 

******

Harrys POV.

Jeg kører ind til siden. Det blå blink kommer tættere og tættere på, og snart kan jeg ikke se andet. Jeg lægger mit hovede tilbage på sædet og tager mine hænder op til mit ansigt. 

Hvor dum kan man være?

Jeg vidste jo godt, at dette aldrig ville gå. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne køre hjem i min tilstand. 

Det banker på min rude. Jeg trykker en knap og vinduet ruller ned. Bag ruden står der en middelaldrene mand i politiuniform. Okay, selvfølgelig har han uniform på, shit jeg er fuld. Han har gråt, karseklippet hår. 

Mit hovede snurrer rundt, og jeg kan ikke tænke klart. Hele min krop føles tung, og jeg tror ikke jeg kan rejse mig fra sædet.

"Hello," siger politimanden, og lægger sine hænder på døren.

"Godaften," mumler jeg, og kigger ned i mit skød.

"Må jeg se dit kørekort?" Spørger han og rækker sin hånd frem.

"Øh ja," jeg vender mig om og leder omme på bagsædet efter min pung. Jeg begynder at panikke, da jeg ikke kan finde den.

"Dit kørekort tak," siger politimanden.

Jeg kigger hen på ham. Han ser utålmodig ud. Jeg leder videre i alle rum. Jeg finder heldigvis pungen og kørekortet i et lille skjult rum ved siden af rattet. Hvornår har jeg lagt den der?

"Værsgo," jeg smiler smørret og aflevere kortet til ham.

Han kigger på kortet, og så hen på mig igen. Han aflevere kortet til min igen og rømmer sig.

"Har De fået noget at drikke her til aften?" Spørger han. De? Jeg er ikke ligefrem kongelig.

"Måske.. En smule.. Ja," jeg fumler med at finde de rigtige ord.

Han kigger mistroisk på mig.

"Kan du lige komme med ud et øjeblik," ber han, og åbner døren for mig.

Jeg spænder selen op, og rejser mig op. Jeg går ud af døren. 

"Luksus," mumler jeg for mig selv, da han holder døren for mig. 

Jeg fumler med mine ben og er lige ved at vælte. Ved ren refleks tager jeg fat i bildøren, for at støtte mig. Han kigger med et strengt blik på mig.

"Hvad glor du på?" Vrisser jeg.

"Nu skal du ikke spille næsvis knægt," snapper han.

"Ved du ikke hvem jeg er?" Spørger jeg og rynker med panden. Min hjerne skriger, at jeg skal holde min mund, at jeg skal stoppe med at snakke, men min mund har helt andre planer. Min mund ville gerne gøre politimanden sur. Min mund er en idiot. Shit.

"Nej, jeg ved ikke, hvem du er," vrisser han. "Men jeg ved, at du nok ikke kommer til at køre hjem i din egen bil."

"Hør her, jeg er Harry Styles medlem af verdens største boyband. Jeg må gøre, hvad jeg vil, okay?" Siger jeg, og prikker ham på brystkassen.

"Ja, og jeg er David Cameron," griner han. Jeg kigger på ham med rynket pande. "Uanset om du så er med i verdens største boyband, så skal du gøre som jeg siger."

Jeg sukker. Kan jeg ikke bare lære at lukke min mund?

"Kan du lige gå herover til denne streg ude til siden på vejen," siger han og tager fat i min arm og fører mig hen til stregen. Jeg ryster hans arm af min skulder.