Don't forget where you belong /Harry Styles

Never say never

Da jeg blev færdig med mit arbejde i går var klokken omkring 19.00. Jeg forlod mit kontor, og mødte kun en af rengøringsdamerne. Efter en laaaang køretur gennem en trafik probbet London, også derefter komme ud på en motorvej, hvor der længere fremme havde været en bilulykke, så jeg skulle holde i en laaaang kø, var jeg endelig hjemme omkring klokken 22.30. Jeg aftalte med mig selv, at jeg aldrig skulle arbejde over igen.

Never say never and never say forever..

Klokken er nu cirka 10.30, og jeg er lige kommet igennem London. Jeg er på vej hen til fængslet. Fængslet, hvor Harry er. Harry, som jeg skal snakke med. Jeg har det som om jeg skal kaste op. Hvad vil jeg overhovedet snakke med ham om? Jeg skulle aldrig have ringet ind til det lorte fængsel. Jeg skulle aldrig have spurgt efter Harry.

Never say never and never say forever..

Okay, dette fængsel ligger da godt nok ude på landet. Jeg har kørt på millioner af snoede små landeveje i en halvtime. Burde jeg ikke snart være der. Jeg tænder for radioen, og håber der er noget musik, som kan få mig på andre tanker. Elsker I ikke bare, at musik altid er der for en, når man har aller mest brug for det. Sangen, der var igang da jeg tændte radioen slutter. Og hvad kommer der på nu.. Hello med Adele. Lige her i øjeblikket er det min yndlingssang. Sangen begynder, og jeg begynder at skråle med.

Car-singing is the best singing.

Sangen slutter og jeg føler pludselig en stor glæde i min krop. Det er vildt på den måde musik kan få en til at blive gladere på. Selvom man tuder til en sang, så betyder det jo ikke man er trist. Uanset, hvordan man ragere til en sang, så er der ingen, der vil dømme dig.

Efter flere hundrede ulykkelige kærlighedssange - seriøst, hele denne radiokanal er probbet med ulykkelige kærlighedssange - er jeg endelig fremme ved fængslet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig om fængslet, men sådan som dette ser ud, er ikke helt det jeg havde troet.

Jeg parkerer min bil og stiger ud. Jeg går op mod fængslet og kommer ind af en stor dør. Inde i rummet står der en skrank. Bag skranken sidder der en und mand i uniform. Jeg går hen mod ham. Han kigger ind i en computerskærm. Jeg rømmer mig, og han kigger op.

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Spørger han og skruer et falsk smil på læben.

"Jeg skal besøge Harry Styles," svarer jeg usikkert.

"Hvad er dit navn?" Spørger han og kigger ned på computeren.

"Rose Johnson," svarer jeg.

"Ja, du kan bare følge med mig," siger han og rejser sig op fra sin stol.

Jeg følger efter ham gennem en dør. Vi kommer ind i et rum, hvor jeg skal tjekkes. Han kører en lille metaldetekter over hele min krop. I det mindste skal han ikke krops visitere mig. Bag efter føre han mig videre. Han låser en dør op, vi kommer ind i et større rum, der på en måde er delt i to af en glasvæg - som jeg er ret sikker på er lavet ud af plastik. Der er en bordplade på hver side af væggen, og i væggen er der små huller på størrelse med en finger, så man kan snakke med personen, der sidder på den anden side.

"Mr. Styles bliver ført ind om lidt. Du kan bare sætte dig ned og vente på ham," siger politimanden og så går han igen.

"Tak," siger jeg mere til mig selv end ham.

Jeg sætter mig på stolen længst op mod væggen, der er længst væk. Jeg kigger usikkert rundt. Henne ved døren står der en vagt, jeg ikke havde lagt mærke til før. Nu, hvor jeg egentligt kigger rundt, så ser jeg, at der også står 2 vagter på den anden side af plastikvæggen.