Don't forget where you belong /Harry Styles

Isn't there something you forgot?

I dag er det tirsdag. Drengene skal i studiet hele dagen, så Sophia og jeg har aftalt, at vi skal mødes inde i byen. Jeg glæder mig faktisk. Det er ved at være langtid siden jeg har set Sophia, så jeg savner hende.

"Jeg kører nu," råber Harry nede fra hallen.

"Vent! Kan du sætte mig af inde i byen? Skal mødes med Sophia derinde om lidt," spørger jeg og kigger på klokken.

"Jo det vil jeg godt. Men hvordan kommer du så hjem?" Spørger han og griner lidt.

"Det ved jeg ikke. Det finder jeg ud af til den tid," griner jeg.

"Okay så kom," siger Harry og går ud af døren. Jeg snupper mine nøgler og løber ned til Harry, som allerede har åbnet min dør, og venter på jeg går ind. Han lukker den efter mig, og går om på den anden side og sætter sig ind. Vi kører lidt, da vi endelig kommer ind i centrum.

"Hvor skal jeg sætte dig af henne?" Spørger han.

"Bare lige der henne, det er fint," siger jeg og peger hen, hvor han kan holde ind til siden. Han kører derhen og holder ind til siden. Jeg spænder min sele op og skal lige til at gå ud, da Harry lægger sin hånd på mit lår.

"Er der ikke noget du har glemt?" Spørger han. Jeg smiler, og læner mig ind over ham, og giver ham et kys på munden.

"Var det fint nok?" Griner jeg mellem vores kys.

"Nej, lige et til," griner han og kysser mig på munden igen.

"Vi ses Harry," griner jeg og går ud af bilen.

"Ses babe. Love you."

"Love you too," siger jeg og smækker døren i.

Harry kører ud på vejen igen, og kører væk. Jeg kigger mig hurtigt rundt omkring. Jeg kan ikke se Sophia nogle steder. Jeg fisker min mobil op fra min lomme, for at se om hun har skrevet, men der er intet. Jeg kigger op igen og ser hende komme gående med hurtige skridt mod mig.

"Hey Rose," hviner hun og trækker mig ind i et kram.

"Hej Sophia," hviner jeg.

"Undskyld jeg lige var lidt sen på den," undskylder hun, da hun trækker sig fra krammet.

"Det gør ikke noget, jeg er selv lige blevet sat af," smiler jeg.

"Sat af? Er du ikke selv kørt?" Spørger hun.

"Nej, jeg fik Harry til at køre mig herind, inden han skulle videre til studiet," siger jeg og griner smørret.

"Lucky girl!" Griner hun.

"Tja," siger jeg og griner lidt.

"Hvor skal vi gå hen?" Spørger hun.

"Det ved jeg ikke. Café?"

"Starbucks?"

"Deal!" Griner jeg. Det var faktisk Starbucks jeg tænkte på. Sophia og jeg tænker nogle gange så meget ens, og har de samme meninger flere gange, at det er lidt skræmmende. Det er som om, at vi er tvillinger.

Vi går ind af døren til Starbucks. Vi går op og bestiller en caffé latte hver, og sætter os ned ved et bord.

"Så, hvordan går det med dig og Harry?" Spørger Sophia nysgerrigt og tager en slurk af sin kaffe.

"Hvordan det går?" Spørger jeg og hun nikker. "Alt går godt. Han er så sød ved mig, og passer på mig." Jeg kan ikke lade vær med at smile, over at tænke på Harry. "Ærligt, så ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden Harry!"

"Virkelig?" Hun virker chokeret.

"Ja skræmmende, ikk?" Jeg griner lidt. "Har du det ikke sådan med Liam?"

"Jo altså i starten kunne vi ikke holde os fra hinanden, men sådan har alle nyforelskede par det nok," siger hun og jeg nikker, for jeg kender godt følelsen. I starten kunne Harry og jeg heller ikke holde os fra hinanden. "Men jeg elsker Liam højt, så ja jeg ved nok ikke hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke var der til at hjælpe mig og støtte mig i mit liv, og omvendt," fortæller hun. Jeg ved lige præcis hvad hun mener. "Også er der de gange, hvor jeg bare har lyst til at slå ham, for at være en idiot," griner hun.

"Tro mig Sophia. Jeg ved hvad du mener! Du aner ikke hvor mange gange, jeg har været tæt på at give Harry den største lammer," jeg tager en slurk af min kaffe. Hun begynder at grine af mig, eller hun får et grineflip, og er lige ved at falde af hendes stol. Jeg begynder også at grine, så jeg næsten spytter den kaffe jeg har i munden ud.

"Pas nu på med hvad du siger. Du kan ende med, at få en flok vrede directioners i ryggen. Og tro mig, det skulle ikke være sjovt," griner hun, og sætter sig op i hendes stol igen.

"Neej, det har jeg vist hørt," griner jeg. Sophia rømmer sig.

"Det værste er savnet," siger hun stille.

Jeg tager en dyb indånding. "Ja."

"Det med at skulle være væk fra Liam i så lang tid, hvor jeg måske kun ser ham en gang i måneden," hun kigger stift ud i luften.

"Jeg kunne jo godt tage med på touren i et par uger, men det er jo heller ikke altid sjovt, og man får ikke så meget alene tid i en bus med tre andre drenge," hvisker jeg nærmest, og kigger ned i min kaffe.

"Nemlig det er rigtigt," udbryder hun.

"Da jeg var med på deres tour for et år siden fik Harry og jeg næsten ikke noget alene tid. Kun om aftenen, men de drenge er hele tiden trætte, så hver gang der kom en chance, så sov de alle sammen," fortæller jeg.

"Også sidder man alene, i en bus, og kigger ud i luften, mens man triller tommelfingre," afslutter Sophia min sætning. Jeg løfter mit ene øjenbryn. "Tro mig jeg kender følelsen," siger hun og giver mig et forsigtigt smil. 

Jeg tager en dyb indånding. "Og du ved jo aldrig, hvornår det er sidste gang du ser dem."

"Og det skræmmer mig. Meget." Siger Sophia.

"Mere end jeg nogensinde ville have troet," jeg drikker min kaffe færdig. Vi kigger på hinanden og tager begge en dyb indånding.

"Skal vi gå?" Spørger Sophia.

"Ja, lad os det," jeg smiler og rejser mig op fra min stol. Vi går ud af Starbucks og hen af gaden.

Vi kommer forbi flere butikker, men det er som om ingen af os er i rigtig shoppehumør, så vi beslutter os for at gå hver til sit. Vi aftaler at mødes snarest muligt.