Don't forget where you belong /Harry Styles

Battlefield

Tusine mange tak for 1k! Love you guys!! <3

*

Det er nu et par dage siden jeg kom hjem fra Sarahs lejlighed. Jeg havde grædt hele vejen hjem. Det gik ligesom op for mig, da jeg trådte ud af hendes lejlighed, at jeg lige har stoppet vores venskab. Sarah og jeg havde været venner næsten så længe som jeg kan huske. Det tætteste venskab. Den person jeg kunne stole mest på. Den person jeg troede, at jeg kunne fortælle alt til og omvendt. Alt sammen har jeg smidt væk. Eller det er jo lidt løgn, for hvis Sarah ikke havde gjort som hun gjorde, ville vi nok stadig være venner. Jeg glemmer aldrig dengang vi aftalte, at vi skulle være venner for altid. Det var i 5. klasse.

"Rose?" Sarah kigger op på mig.

Vi sidder i vores hule i en lille skov. Vi havde brugt flere måneder på at bygge hulen og nu var den endelig færdig. Vi havde smurt små sandwicher og taget tæpper og saftevand med ud til den. Vi skulle jo fejre, at vi havde lavet den færdig.

"Ja?" Jeg tager en bid af min sandwich.

"Skal vi ikke aftale at være venner for altid?" Spørger hun og kigger på mig med store øjne.

"Åh ja, og så når vi bliver rigtig gamle, så skal vi gå til banko sammen!" Udbryder jeg, og er lige ved at vælte mit plastickrus med saftevand.

"Ja, det er en god idé!"

"Men så skal vi også love hinanden, at vi aldrig vil såre hinanden, og at vi kan stole blind på hinanden," siger jeg.

"Selvfølgelig, du er min bedste veninde," smiler Sarah.

"Og du er min bedste veninde," smiler jeg og giver hende et kram.

Jeg kommer til at smile ved mindet, men det udløser også en masse vrede. Sarah lovede! Det kan godt være, at vi kun var omkrig 12 år gamle, men et løfte, er et løfte.

Ikk'?

Efter den tur var vi uadskillelige. Flere personer syntes, at vi var for meget sammen. Der var endda nogle, som prøvede at skille os ad, men vi holdte sammen, og lod ikke nogle ødelægge vores venskab.

Der var kun den ene gang, hvor vi så Titanic, men det har jeg vist fortalt om før.

*

Som sagt, så er det ved at være et par dage siden jeg flyttede hjem til min far. Jeg har ikke taget kontakt til Harry overhovedet. Han har ringet til mig hver dag, men antallet har faldet for hver dag der gik. Nu ringer han kun cirka 4 gange om dagen. Jeg har ikke taget i mod nogle af hans opkald, for jeg ved, at ved bare lyden af hans stemme, vil jeg savne ham endnu mere end jeg gør i for vejen. 

Jeg ved selvfølgelig godt, at vi skal se hinanden i øjnene igen. Jeg skal konfrontere ham på et tidspunkt. Det er jeg nødt til. Jeg går jo lidt rundt som et stort spørgsmålstegn. Det kan godt være, at jeg har fået et par svar fra Sarah, men jeg har en stemme i mit baghoved, som siger: 'Hun lyver, lige som hun altid har gjort.' Jeg kan på en måde ikke lade vær med at lytte til den stemme, for hvad nu hvis hun løj. 

Årh! Det hele er så forvirrende!

I går fik jeg en besked fra Liam. Der stod:

*Har du nogen idé om, hvorfor Harry har det som han har? Og hvor fanden er du egentlig henne?*

Jeg svarede ham ikke. Jeg blev så sur. Tænk, at Harry ikke en gang har fortalt Liam, Louis og Niall, hvad han har gjort. Tænk, at han ikke har set dem i øjnene og fortalt dem sandheden. Gad vide, hvad han har sagt? Har han overhovedet sagt noget som helst?