In Love With A Sugg 2

Kapitel 2 - Jobsamtalen

Jeg går ud gennem skydedørene og ud i den friske luft. Den kolde efterårsvind bider i min hud og blæser mit har bagud. Jeg mærker Joe's hånd tage min og jeg kigger over på ham. Det føles så underligt, at han er her, da det altid er mig, der skal rejse for at se ham. Han smiler skævt til mig og jeg kigger genert ned i jorden.

"So, we have three hours, that we need to use. What do you want to do?" spørger jeg og kigger op på ham igen. Hans øjne funkler i den flotte sol, der om et par timer vil være gået ned. Klokken er kun to, men solen har det med at gå ned omkring klokken fire. Joe trækker på skuldrene.

"You are the one who lives here. What do you want to do?" spørger han og jeg ser mig rundt, før vi krydser en vej.

"We could grab some coffee? I need to be at a job interview at three, so we still have an hour." svarer jeg og han nikker bekræftende. Det er kun få dage siden, at jeg talte til Arden, cafépigen, omkring et job, men det er allerede blevet tid til min jobsamtale.

"Cool, you lead the way." svarer han og vi går mod Strøget.

___________________________________________________________________

"Tak," siger jeg, da en servitrice stiller en kop dampende varm kaffe foran mig. Jeg varme mine kolde hænder på siden af koppen, og kigger ned på den flydende væske. På toppen af min kaffe er der tegnet et lille hjerte af fløde.

"So, how are you feeling?" spørger Joe og tager en slurk af hans kaffe. Jeg trækker på skuldrene og kigger op på ham.

"I don't know. Kind of in the middle. I don't feel sick, but I don't feel good either." svarer og sukker. Jeg kan ikke lade være med at tænke på blodprøven. Hvad nu hvis den viser at jeg er syg? Sådan virkeligt syg. Som kræft eller sådan noget?! Det virker som om, at Joe kan se min frustration og lægger derfor hans ene hånd oven på min, der stadig hviler på koppen.

"Hey, relax. You're going to fine. They're just going to tell you, that you need to take it easy for a few days, or something like that." siger Joe og får mit til at slappe lidt mere af.

"You think?" spørger jeg og han nikker bekræftende. Jeg ved ikke om jeg tror på ham, men jeg håber, at han har ret. Mel har ikke brug for at miste endnu et familiemedlem. Jeg ser en skikkelse komme hen mod mig og genkender hende med det samme: Arden. Hun smiler til mig og jeg kan se, at hun har et lidt læbestift siddende på den ene tand. Hun kommer hen mod vores bord, og stopper op, da hun er lige imellem Joe og mig. Jeg prøver diskret at signalerer, at hun har noget siddende på hendes tand, men det virker ikke som om, at hun forstår mig. Jeg smiler skævt til Joe, der virker lidt 'lost'.

"Arden, du har lidt læbestift siddende på din tand." hvisker jeg og hun tager sig forskrækket til munden. Hun vender sig væk fra os, begynder at skrabe det af og smiler til mig, da hun er færdig. Jeg giver hende en thumbs up og vi ler sammen. Joe virker stadig lidt tabt, men jeg ser ikke behovet for at indkludrer ham i samtalen.

"Joe, this is Arden." introducerer jeg og laver en bevægelse op mod Arden. Hun holder hånden frem og trykker hans.

"Nice to meet you." siger han og smiler skævt til hende. Hun kigger over på mig, og hendes blik fortæller mig, at hun er imponeret.

"Så, Amanda. Min chef siger, at hun er klar til at se dig nu." fortæller Arden og jeg rejser mig fra bordet. Joe gør det samme og jeg forklarer ham hurtigt, hvad der foregår. Han sætter sig stille ned igen og da jeg går forbi ham, tager han fat i mit håndled og trækker mig tilbage.

"Good luck." siger han og jeg smiler taknemmeligt til ham. Jeg går et skridt tilbage, læner mig ned mod ham og giver ham et hurtigt kys, hvorefter jeg følger med Arden ud i baglokalet.

"Han er sød!" hvisker hun og jeg giver hende en albue i siden. Hun kigger tilbage på Joe og ser op på mig.

"Hvad? Det er han." siger hun og jeg ryster på hovedet af grin. Hun fører mig hen til en vindeltrappe, der både fører op og ned. Hun går opad og jeg følger efter hende med hurtige skridt. Vi går hen ad en bred gang, hvor der er malet med en flot orange farve på væggene. På gulvet er der lyst trægulv og midt i rummet står der to pinke sækkestole med et glas bord imellem dem. Vi går længere ned ad gangen og stopper op foran en pink dør med ordet 'kontor' stående på. Arden banker på og en svag stemme svarer: "Kom ind!"

Hun åbner forsigtigt døren, men fylder det hele, så jeg kan ikke se noget.

"Fru Møller? Den næste ansøger er her for at snakke med Dem." siger Arden og træder til side, så jeg kan komme forbi. En høj, spinkle dame sidder i en stor, hvid kontorstol bag et hvidt skrivebord. Bag hende står der en hvid reol, med en masse ringbind, bøger og billeder. Rummet er malet i samme orange farve, som resten af stedet, og har et par billeder hængende her og der. Gulvet har også samme farve, men der ligger et hvidt gulvtæppe under en sofa, der står på den modstående væg, fra hendes skrivebord.

"Kom indenfor," siger Fru Møller og jeg gør som hun siger. Arden lukker døren i bag mig og jeg er lige pludselig alene sammen med Fru Møller. Hun peger på en stol, der står foran skrivebordet, og jeg går hen mod den, hvorefter jeg sætter mig ned.

"Navn?" spørger hun og klikker på en kuglepen. Jeg synker en klump, men prøver på at virke afslappet.

"Amanda Looney." svarer jeg og hun ler fornøjet.

"Det var da et finurligt navn." erklærer hun og smiler ned mod et stykke papir, der ligger foran hende.

"Tak." svarer jeg kort og hun kigger op på mig, med et udtryk, som jeg ikke kan læse. Hun læner sig tilbage i hendes stol og studerer mig.

"Så," begynder hun. "Du vil altså gerne arbejde her?" Jeg nikker bekræftende og fugter mine læber.

"Hvorfor?" spørger hun undrende og holder øjenkontakten, uden så meget som at fortrække en mine. Hun har lyse, grå øjne og stort, rødt, krøllet hår, der næsten går i et med væggen. Jeg trækker på skuldrene.

"Hvorfor ikke? Her er venligt personale, god service og en dejlig atmosfære. Alt sammen noget, alle ikke kan få nok af." svarer jeg og hendes blik ændrer sig fra mistænksom til overrasket. Måske ikke noget, som hun havde forventet at jeg ville sige?

"Hvad laver du så til daglig? Udover at gå i skole går jeg udfra?" spørger hun og jeg retter på mit hår.

"Jeg laver YouTube videoer." svarer jeg og hun løfter det ene øjenbryn.

"YouTube videoer... Hvorfor?" spørger hun og jeg trækker igen på skuldrene.

"Fordi jeg har lyst. Det er et spændende erhverv, som giver en masse muligheder." svarer jeg og er meget omhyggelig med, at jeg bruger 'vigtige' ord som 'erhverv' i stedet for 'arbejde'.

"Erhverv? Vil du kalde at lave videoer et erhverv?" spørger hun hånligt og jeg tror ikke, at hun ser idéen i at lave videoer.

"Ja. Et erhverv er vel noget, man tjener penge fra og det kan man fra YouTube. Vil du kalde at sidde i en kontorstol og styre en café for et erhverv?" spørger jeg og smiler selvtilfreds til hende. Hun er helt mundlam, og ingen af os siger noget i lang tid.

"Så du er god til computere?" spørger hun og jeg nikker bekræftende.

"Bruger en hver dag." svarer jeg kort og håber ikke, at jeg er ved at ødelægge mine egne chancer, ved at være så rapkæftet.

"Men hvad vil du så i en café, hvor vi serverer kaffe?" spørger hun og læner sig frem på skrivebordet. Hun folder hendes, spinkle hænder og venter på, at jeg svarer hende.

"Min kæreste bor i London," begynder jeg. "Jeg vil gerne tjene penge, så jeg kan besøge ham. Det er derfor jeg er her. For at tjene penge." Hendes blik er ikke til at aflæse, og hun siger ingenting. Hun kigger ned på hendes tomme papir og klikker endnu engang på hendes kuglepen.

"Tak for det Amanda. Du kan gå." siger hun, uden at kigge op på mig. Jeg rejser mig fra bordet, går ud af døren og tilbage ned af vindeltrappen.