Kap. 1

1.1K 32 1
                                    

Nu sidder jeg her, i den kold kælder. Hvorfor? Hvorfor skulle det lige være mig? Jeg har ikke set personen, kun hørt stemmen, og efter jeg har hørt det, ved jeg det er en mand, men en tung accent, irsk tror jeg, men hvor skulle jeg vide det fra, når jeg bor i London? 

Her er lidt om mig selv. Jeg har blond hår, og blå øjne. En fin selvtilid, når det kommer til tøj og makeup. Har mange venner på college, og mange mener at, jeg er en af de mest populære, men jeg bryder mig nu ikke om, at de siger det, da alle er lige meget værd. Jeg bor med mine forældre, når jeg er hjemme fra college. Det var nok om mig.
Jeg skulle faktisk have været ved mine forældre lige nu, men næ nej.

- Flashback -

Jeg var på vej ud af det store college område, på vej hen til det sted mine forældre plejer at hente mig, et par gader herfra. Vejret var fantasktisk, og jeg nød det meget i min nye sommerkjole (Se polyvore: xxline)
Jeg kunne mærke nogle øjne på mig, så jeg vendte mit hoved, og mit blik faldt på en stor sort bil, der holdte på den anden side af vejen. Jeg tænkte ikke så meget over det, men gik videre. 

Jeg kunne endelig se mine forældres bil, og da jeg kom derhen, stod de ud og krammede næsten livet ud af mig, men det er også forståeligt, da jeg ikke ser dem så meget mere. Vi kørte, og jeg lagde mærke til den sorte bil kørte samme vej som os, men det var nok bare en tilfældighed. 

Vi skulle på et tidspunkt ind og tanke, og jeg skulle virkelig på toilet, så jeg lånede et af deres toiletter. Hvor jeg dog hader de slags toiletter, som disse, der slet ikke er gjordt rent, men hvis man skal, skal man. Jeg låste døren op og skulle til at gå hen til bilen, men noget trak mig tilbage. Jeg ville gerne skrige om hjælp, men en hånd var for min mund. 

Jeg spjættede, og der var en stemme bag mig. ''Hold dig i ro, ellers bliver det værst for dig selv!'' sagde personen, som jeg så kunne regne ud var en mand, efter stemmen. 

Jeg nikkede, og lod mig uden vilje glide med ham. Jeg begyndte at græde, på grund af min rædsel. Jeg blev sat ind i den store sorte bil, som jeg havde set tidligere på dagen. 

''Vil du ikke godt lade mig gå?'' spurgte med min grådkvalte stemme. Manden grinede ondsindet. 

''Nej, det tror jeg ikke'' sagde han. 

Jeg mærkede flere og flere tårer løbe ned af mine kinder, men jeg prøvede at gøre det så stille, fordi jeg prøvede at være stærk, og udtænke en plan for at slippe væk. Køreturen var ret lang, og jeg havde nogle ideer. 

Han åbnede døren for mig, og jeg gik stille ud, man kunne ikke se hans ansigt, da han havde solbriller og en hue på. Så imens han lukkede døren, tog jeg chancen og løb så hurtigt jeg nu kunne, med min ret tunge taske på ryggen. Han opdagede det, uheldigvis, og løb så derfor efter mig. Han skulle selvfølgelig være hurtigere end mig, så han indhentede mig uden problem, og slog mig ned i græsset jeg løb ved siden af. Han satte sig hårdt på mig, og gav mig et truende blik. 

''Hvis du nogensinde gør det igen, så kan du godt vinke farvel, til alting'' sagde han meget truende, og jeg nikkede skrækslagent. Han tog mig op i min arm, og det gjorde forfærdeligt ondt. ''Av'' klagede jeg, det kom mere hårdt ud end forventet. '

'Hold kæft'' sagde han bestemt, så det gjorde jeg. 

Vi var kommet tilbage til bilen, og han førte mig op imod, et stort hvidt hus. Han låste op, men holdte stadig min arm. Han skubbede mig ind, og låste døren efter ham. Af en grund turde jeg ikke at gå væk fra ham, tænk nu på hvad han er i stand til at gøre. 

''God pige'' sagde han og smilede smørret, og jeg gav ham dræberblikket. 

''Easy tiger'' sagde han og viftede med hans hænder. Han tog mig i armen igen og førte mig hen til en dør. Han åbnede den, og en trappe viste sig, ned til en kælder. Han førte mig derned, og satte mig på gulvet. 

''Du skal være hernede indtil jeg kommer tilbage, fordi du har været slem idag!'' sagde han og skulle til at gå, men han vendte sig igen.

''Det er nok bedst hvis jeg tager din taske'' sagde han og rakte hånden ud efter den, og jeg gav ikke slip på den. 

''Tving mig ikke'' truede han. Jeg gav op, og gav ham den så. ''Sådan. Jeg henter dig når jeg kommer tilbage'' sagde han, og gik op af den ret så lange trappe, og låste døren efter ham.

- Flashback slut -

Så nu sidder jeg her, og venter på ham. Der er sikkert gået timer, og jeg er meget sulten, og træt. Mine øjenlåg gled næsten sammen, men da jeg hørte døren smække ovenpå, var jeg hurtig vågen igen. Låsen til kælderen gik op, og døren bragede op. Manden slingrede ned, og han var tydeligt fuld. 

''Kom her skatter'' sagde han, og jeg skar en grimasse af hans opførsel. Han grinede af min  reaktion, men gik så over til mig, og trak mig op i armen, ligesom tidligere. 

''Av'' klynkede jeg, og han grinede igen. Op af trappen og hen i køkkenet, i fuld fart. 

''Lav mad'' beordrede han. 

''Hva.. Hvad har du?'' stammede jeg, i rædsel om at sige noget forkert. 

''Bare tag et kig, det er ikke farligt'' sagde han og grinede. 

''Det kunne jeg ikke vide'' mumlede jeg, han så ud til at høre det, men heldigvis kommenterede han det ikke. 

Jeg kiggede i køleskabet, og fandt noget kød, og tog det ud. Jeg kiggede frem og tilbage i alle de mange skabe, imens han bare stod og kiggede på mig. Jeg bukkede mig ned, i én af de nederste skuffer, for at se om der var noget mere mad der, da jeg blev distraheret af ham. 

''Har du nogensinde fået at vide, at du har en guddommelig god røv'' sagde han og bed sig i læben. Jeg skar endnu en grimasse af hans opførsel, men denne gang blev han ved med at snakke. 

''Har du nogensinde tænkt på, at få den bagfra?'' spurgte han lumsk. 

''Hvor er du bare pervers!'' sagde jeg afskyende. Han grinede af mig, endnu en gang. 

''Selvfølgelig er jeg det'' sagde han med et smørret smil. Jag fandt endelig noget pasta, og begyndte at finde redskaber, hvilket var meget lettere. Jeg lavede noget spagetti med kødsovs, let men godt. Da det var færdigt, dækkede jeg bord, til ham. 

''Skal du ikke have noget babe?'' spurgte han. Ad. 

''For det første, nej jeg vil ikke spise med dig. For det andet, skal du ikke kalde mig babe!'' sagde jeg hårdt. 

''Jo du skal have noget mad, og det bliver lige her, og jeg kalder dig hvad jeg har lyst til'' sagde han bestemt. 

Aftenen var lang, og han viste mig endelig mit værelse. 

''Min taske'' sagde jeg, og kiggede på ham. Han fandt den, og gav mig den. Jeg kiggede i den, og der manglede nogle ting. 

''Hvor er resten af mine ting?'' spurgte jeg. ''Men vent, HAR DU RODET I MIN TASKE?!'' råbte jeg af ham. 

''Ja selvfølgelig har jeg det'' sagde han selvsikkert. 

''Det har du slet ikke ret til!'' sagde jeg hårdt. 

''Kan den gode pige, godt blive sur?'' spurgte han lumsk. 

''Mere end du aner'' sagde jeg bestemt. 

''Der er det der er i, det må du leve med'' sagde han og forlod mig i mit værelse. Jeg valgte at skifte og gå i seng.

Give me love // N.H.〔PAUSE〕Kde žijí příběhy. Začni objevovat