Give me love // N.H.〔PAUSE〕

Kap. 4

Turen hen til Nando's var ret lang efter min mening. Men det bliver det jo også, når man ikke bliver talt til, at man bare stirre ud af vinduet og kigger på alle de mennesker man køre forbi. Alle ser så glade ud, alle er frie, bortset fra mig. Hvorfor skulle han også lige vælge mig? 

''Så er vi her'' den sætning havde jeg ventet på at høre længe. Jeg steg ud af bilen, og vi mødes med de andre indenfor. 

Jeg havde ikke lysten til mad, så jeg valgte ingenting, kun en vand. At se alle de andre sidde og proppe maden i sig, gav mig en klam fornemmelse inden i mig. 

''Jeg går på toilettet'' og med det sagt, var jeg oppe at stå. Toiletterne var okay pæne, men duften var der sku ikke. Jeg kiggede i mit spejlbillede. Gad vide hvad mine forældre laver lige nu. Leder de efter mig, eller er de ligeglade med at jeg er væk? Gud nej, jeg skal slet ikke tænke i den retning, jeg ved de elsker mig og er ude og lede efter mig. Jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg prøver at være stærk.

 Jeg gik ud til de andre efter noget tid, bedende til at de er færdige. Bare tanken om mad lige nu, giver mig kvalme. Til mit held, var de oppe og betale da jeg kom ud. 

''Der er du'' sagde Niall, da jeg var kommet hen til dem. Jeg nikkede uden at kigge op på dem. Efter de havde betalt på skift, havde vi fundet vejen ud til bilen igen. Jeg satte mig ind foran i Niall's bil, og lagde mit hoved op af ruden. Jeg kunne se at Niall snakkede med de andre. De grinede og delte sig så endnu en gang i bilerne igen. Niall kom ind i bilen, og startede den. 

''Vi tager hjem til os igen'' sagde han. Jeg svarede ham ikke, men tænkte kun på hvordan han sagde hjem til os. Det giver mig myrekryb. 

''Fryser du?'' spurgte han efter noget tid. Jeg rystede på hovedet. 

''Hør, hvis vi skal have det her til at lykkes bliver du nød til at svare mig'' lige da ordene var kommet ud af hans mund, var mit pis i kog. 

''Lykkes? Jeg gider ikke det her, det er ikke sådan jeg har lyst til at leve mit liv!'' sagde jeg højt. 

''Hvordan vil du så leve det?'' spurgte han dumt. 

''Jeg vil være fri for fanden'' skreg jeg. Han holdte ind til siden, og rykkede sig så han kunne se mig. 

''Du skal ikke råbe, eller opføre dig sådan overfor mig'' sagde han surt ''Er det forstået?''. Jeg sad i lidt tid, uden at skænke ham ét eneste blik. 

''Nej det er det ikke'' sagde jeg koldt. 

''Du er fandme for meget'' sade han lavt, og jeg grinede hæst. 

''Det er ikke mig, der har kidnappet en mindre årig'' sagde jeg sarkastisk. Han sukkede, og kiggede ud af forruden. Jeg kunne mærke at han ville sige noget, men jeg gav ham ikke chancen. 

''Kør nu bare hjem for pokker'' sagde jeg muggent, og lænede mig så meget som muligt over imod min dør. Han startede bilen kørte så endelig hjemad. Jeg ved ikke om jeg kan kalde det for et hjem, mere en kæmpe celle for mig. Køreturen var lang og ubehagelig, men da bilen endelig stoppede, var jeg hurtigere ude af bilen end Niall havde forventet. 

Som om at han troede at jeg ville stikke af, kom han hurtig om til mig, og greb hans hånd hårdt om min arm. Han kunne ikke låse døren så hurtigt op, når han kun havde en hånd til rådighed. Jeg stod og trippede lidt med min fod, da jeg hørte 'klik'-lyden fra låsen, og vi var inde. Han havde endnu ikke givet slip på min arm. 

''Hvis du ikke snart giver slip på min arm, stopper du mit blod'' sagde jeg irriteret. Det var som om han havde glemt at han havde fat i mig, men han slap den så.