Give me love // N.H.〔PAUSE〕

Kap. 12

Tiden med Niall har været helt fantastisk indtil videre. Men jeg har sådan en træls fornemmelse om at der snart kommer til ske noget skidt – og noget stort. Jeg har ikke fortalt Niall om min fornemmelse og jeg har heller ikke planer om at gøre det. Han vil måske se det som mistillid eller noget. 

''Hey Safina, vil du med ud og handle ind?'' spurgte Liam, som stod i dørkarmen til Niall's og mit soveværelse. 

''Uhm, ja hvorfor ikke'' sagde jeg, efterfulgt af - ''Lad mig bare lige komme i noget tøj, så er jeg klar.''

''Tag den tid, du har brug for'' sagde han med sit sædvanelige søde Liam smil - ingen tvivl over hvorfor Sophia er så vild med ham, som hun er. 

Jeg rejste mig og smed mit nattøj af, gik over i skabet og tog det første der lige lå (Se polyvore: xxLine). Jeg ruskede kort i mit hår og tog så min taske, kiggede mig hurtigt i spejlet - det vil måske ikke være så fedt at ligne lort - og gik så nedenunder. 

Jeg fandt Liam og vi gik ud i hans bil. Vi snakkede lidt frem og tilbage om nogle forskellige ting, men jeg ved ikke helt, jeg har det bare ikke som jeg plejer. Jeg plejer nu nok at kunne snakke meget, lave og have det sjovt, men der er noget som virkelig tynger mig - og det værste ved det er, at jeg har ingen anelse om hvad det er. 

Jeg ved ikke helt om Liam lod mærke til at jeg var lidt stille, forhåbenligt ikke. Vi nåede endelig hen til supermarkedet og vi tog så en vogn med ind. Da vi går på gangene, tager Liam sin hånd på min skulder og stopper mig, da det er mig der går med vognen. Han vender mig om, så vi står face to face. 

''Okay, seriøst Safina, du bliver nød til at snakke med mig - jeg kan se at der er noget i vejen'' sagde han og kiggede mig dybt i øjnene, som om han prøver at læse mig. 

Jeg stod og overvejede om jeg skulle være ærlig, eller bare komme med den sædvanelige Jeg har det helt fint. 

''Helt ærligt-'' startede jeg med, uden at vide hvad jeg vil sige som det næste.

''Jeg tror godt jeg ved hvad det er'' sagde han så.

''Gør du?'' spurgte jeg, lost og forvirret.

''Ja, Louis sagde at jeg nok ikke skulle nævne det foran dig - og du har også selv fortalt mig det, men jeg tror at det er det som gør dig ked af det'' sagde han og jeg kiggede bare på ham, for at få ham til at sige hvad det er han tror. 

''Det er dine forældre, ik?'' spurgte han forsigtigt.

Jeg stod med rynkede bryn, hvad har det her med mine forældre at gør- Oh damn. Louis troede at de var døde og det er sikkert det han og jeg har fortalt Liam - de andre drenge kender nok også til det så.

''Oh, uhm, ja det er dem'' sagde jeg for at spille med på den. 

Jeg hader at de her drenge bliver holdt sådan for nar, for de er seriøst nogle af de sødeste mennesker jeg, til dato har mødt. Men hvad vil der ikke ske hvis jeg virkelig sagde sandheden - det rigtige sandhed. Jeg tør slet ikke tænke på hvad der vil ske med Niall og ikke mindst mig.

''Hør Safina, hvis du har brug for at snakke om det eller noget-'' begyndte han, men jeg afbrød ham.

''Liam det er rigtig sødt af dig, men det er så mange år siden det skete, så det behøves du ikke.''

''Men Louis sagde at det var sket for ikke så lang tid siden?'' sagde han lignende et kæmpe spørgsmåltegn. Fuck.

''Han har nok ikke hørt ordentligt efter - det er typisk Louis, ik?'' sagde jeg i sjov, for at få noget andet på banen. Selvfølgelig har det ikke noget at gøre med Louis, men hvad skulle jeg ellers sige.

''Jah, du har nok ret'' sagde han og lod det være. Men alligevel ikke helt, for det lignede at han gik og tænkte på noget efterfølgende. 

Vi fik handlet og turen hjem var ret stille, hvilket var lidt mærkeligt, især fra Liam's side af. 

''Hvad tænker du på Liam?'' spurgte jeg, for at bare at sige noget. 

''Jeg ved det ikke helt, det er nok bare noget oppe i mit hoved, der ikke vil ud'' sagde han, med et meget svagt smil.

Jeg fik lidt nogle bange anelser, om han måske havde luret noget, men det har han nok ikke - forhåbenligt. Vi var endelig hjemme ved Niall's og mit hus og vi bar så varende ind. 

''Hey Safina, skulle vi ikke lave en slags BBQ aften, for os og drengene?'' spurgte Liam ud i det blå, imens jeg vi stod og satte varerne på plads. Det lyder som om at han ikke er ligesom før.

''Jo da, det lyder som en rigtig god ide. Skal jeg gå ind og bede Niall ringe til de andre?'' spurgte jeg og han nikkede med et smil. 

Jeg fandt min vej ud til terrassen, hvor Niall ligger og tager sol. Da jeg kom nærmere, kunne jeg høre nogle små snorke lyde - typisk ham at falde i søvn. Jeg prikkede forsigtigt til ham og han vågnede med et sæt.

Jeg små grinte ''Hej sovetryne,''

''Mmh, hey'' sagde han med en lidt hæs stemme. 

''Liam og jeg snakkede om, at vi kunne holde en BBQ i aften, med de andre drenge også?'' sagde jeg og det lignede lidt at han tænkte.

''Tjo, det ville være hyggeligt. Skal jeg ringe til dem?'' spurgte han.

''Ja, det var i hvert fald det jeg tænkte'' fnes jeg lidt og han nikkede så, imens han rakte ud efter sin mobil. 

Jeg gik ind til Liam igen og han stod for at se, at han snakker i telefon. I det han så mig, lagde han på. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, men valgte at ikke at sige eller gøre noget. 

''Niall er i gang med at ringe til de andre, så skal vi ikke bare slappe lidt af indtil at han har fundet ud af noget?'' spurgte jeg.

''Jo lad os. Du kunne jo gå op og skifte til noget badetøj, så kan vi lave lidt sjov ud af formiddagen'' sagde han med et smil og jeg nikkede.

''Yes, jeg kommer lige om lidt'' sagde jeg, på vej hen til trappen. 

''Jeg går ud til Niall imens'' nåede jeg lige at høre ham sige. 

Jeg for op af trapperne og ind i vores soveværelse, for at finde mit badetøj. Jeg smed hurtigt mit andet tøj og fik bikini på (Se polyvore: xxLine). Jeg fik også lige fat i nogle klipklapper, imens jeg lige var i gang. Jeg gik ned af trapperne, da jeg kunne høre Liam og Niall snakke temmelig højt til hinanden. Jeg listede hen til døren, men kunne ikke rigtigt forstå hvad de snakkede om. 

Jeg trådte så endelig frem i døren og gik ud til dem. De blev helt stille da de så mig - ligesom lige før med Liam, da han snakkede i telefon. De er godt nok mærkelige. 

Liam stod og smilede til mig, som om ingenting var sket. Og Niall, han sad nu på den liggestol han er på og så lidt mut ud, som om at Liam lige havde sagt noget, han ikke burde vide.