The benefits of snow | ✓

jeremy & politiet

Tidsperiode:
Seb er 11, Cole er 14 og Jeremy er 17
-
"De er her om lidt," lover jeg og sætter mig ved siden af Seb, som sidder på min seng. Jeg ser over imod Cole, som sidder på min kontorstol med sammenflettede fingre og sit blik vendt nedad.

"Hvorfor ringede du til dem?" Spørger Seb med gråd i stemmen. Jeg spænder i kæben.

"Fordi vi fortjener bedre," jeg ser på mit ur og sukker tungt. Kom nu, kom nu.

"Men far—"

"Far har brug for hjælp, Sebbie, og han er slem. Det ved du godt," jeg ser på ham, men han ser ned på sine hænder med små snøft.

"Men han er far," piber han.

"Og du er hans søn. Det stoppede ham ikke i at skade dig, vel?" Spørger jeg med en låst kæbe.

"Hvad—"

"Jeg gjorde, hvad der skulle gøres Sebastian, og jeg er ked af, at det er sådan her, men en dag vil du forstå, at det var det bedste for os alle sammen," jeg rejser mig op og går hen til døren for at sørge for, at den er låst ordenligt. Det er den.

"Mor ville ikke have ønsket, at far skulle i fængsel," mumler han. Jeg knytter mine voldsomt rystende hænder.

"Mor er her ikke," snerrer jeg af ham. Han ser op på mig med våde øjne, og jeg falder opgivende sammen i kroppen. "Sebbie..."

"Jeg vil ud," han rejser sig op og går hen til døren. Mit hjerte sætter farten op.

"Du kan ikke komme ud."

"Du kan ikke bare låse os inde!"

"Far er nedenunder, og han er rasende på os, er du med? Han kommer til at straffe os," advarer jeg. Seb ser op på mig med store mørke øjne.

"Hvorfor er han rasende?"

"Fordi vi spillede bold indenfor og smadrede tv'et," minder jeg ham om.

"Men det var kun mig og Cole," udbryder han.

"Han er ligeglad med hvem det var, så længe han kan straffe nogen. Så nej, du kommer ikke ud," jeg ser hen mod Cole. "Er du okay, C?" Jeg går over til Cole og sætter mig på knæ foran ham. "Hvor slemt er det?" Han ryster på hovedet og ser ikke op. "Cole." Jeg tager meget blidt fat om hans hage og tvinger hans hoved op. Jeg ser med en grimasse på skaderne. Hans næse bløder, og hans læbe er flækket.

"Stop med de grimasser, du ser ikke meget bedre ud selv," mumler Cole og skubber min hånd væk. Jeg ved, at min kind må se slem ud, fordi jeg kan mærke den dunke i smerte.

"Jeg fatter ikke, at han slog os så hårdt," snerrer jeg. "Det her er det værste, han har gjort!" Cole forsvarer ham ikke, som han plejer. Hans undskyldning er normalt, at far ikke har været sig selv siden mors død. Ingen af os har været os selv. Men går vi rundt og banker de andre familiemedlemmer? Vi smadrede et tv, som han har råd til 100.000.000 af, og han vælger at banke os? Han gav Cole to slag, før jeg kunne bryde ind, og han ramte mig så hårdt, at jeg landede på gulvet. Først da jeg kom op igen uden at alt snurrede rundt, kunne jeg tage fat i mine brødre og hive dem hele vejen ovenpå. Ind på mit værelse og med en låst dør, imens jeg ringede efter politiet. Jeg har endelig anmeldt min far. Efter flere års mishandling, knækkede han mig. Min sidste kærlighed for ham forsvandt i aftes, så jeg gjorde, hvad jeg burde have gjort for utallige evigheder siden. Meldte ham til politiet. Jeg ved, at de er på vej. Spørgsmålet er bare hvor hurtigt.

"Jerry, jeg er bange," lyder det bag mig. Jeg ser på Seb over min skulder og vifter ham over. Jeg sætter mig på min røv og lader ham sætte sig i mit skød, så jeg kan kramme ham. Hvis far havde rørt ham i aftes... Årh, han ville ligge død på gulvet nu. Han er heldig, at han ikke allerede gør det.