The benefits of snow | ✓

12. Regn & dineren

"April," nogen ryster min krop. "Det regner," siger personen. Jeg ryster på hovedet og presser det ind mod personens bryst. "Vi kan komme ud," hvisker han. Jeg tror, at det er en han. Det er en drenget og mørk stemme. "April, for helvede," jeg bliver rystet hårdere i. Med et irriteret grynt åbner jeg øjnene og ser lige ind i Sebastians. Han ser ivrigt på mig. Jeg lukker øjnene igen. Mit hoved er tungt. Han dufter godt. Hvorfor lader han mig ikke blive liggende her på ham, imens jeg i hemmelighed sniffer hans duft?

"Bare fem minutter mere," mumler jeg søvnigt. Seb griner.

"Kom nu, det regner."

"Jeg gider ikke ud i regnen."

"Pointen er, at vi overhovedet kan komme ud, West!"

"Jeg gider ikke ud," hvisker jeg. Jeg mærker knap nok ordene forlade mine læber. Jeg er for træt. "Jeg gider ikke hjem."

"Det ved jeg godt, men du vil ikke blive herinde."

"Når vi er ude, er vi ikke venner længere," mine kinder brænder nærmest op. Sebastian sukker. Jeg åbner øjnene igen og ser undskyldende på ham. Jeg ligger med mit hoved på hans bryst og hans ene arm om skuldrene. Vi ligger på gulvet. Har vi sovet på gulvet? Shit, min ryg er øm. Jeg er ved at blive gammel.

"Det må være midt om natten. Jeg kender et sted. Vi kan kontakte mine brødre, og så kan de køre dig hjem. Lyder fancy, ikke?"

"Er døren ikke låst?" Spørger jeg træt. Jeg sætter mig op og gnider mig i øjnene, før jeg bryder ud i et stort gab.

"Jeg har en nøgle."

"Har du hele tiden haft en nøgle?"

"Nej, April. Jeg gik ud ad fordøren tidligere og stjal min træners, så jeg kunne komme ind igen og låse os ud."

"Men... Vi har kunnet komme ud hele tiden?"

"Døren har været spærret af sneen. Er du okay? Har du slået hovedet?" Han prikker til min pande tre gange. Jeg himler med øjnene. "Jeg er lidt bekymret for din hukommelse."

"Lad os nu bare komme ud," sukker jeg. Seb rejser sig op og rækker mig en hånd. Jeg tager ikke imod den.

"Aww, hvordan har jeg denne gang fornærmet skolens dronning?" Spørger han jokende. Jeg ignorerer ham og begynder min jagt efter storsalen, hvor dørene er. "April," kalder Seb. Jeg fortsætter ligeud. "Jeg henter lige min taske," informerer han, før jeg hører hans skridt efter mig stoppe. Jeg sætter farten op. Jeg nærmest tramper ud i storsalen og spurter hen mod dørene. Seb har ret. Det regner, og sneen, som før spærrede døren, er væk. Der ligger kun sjat på jorden. Fuck yes. Jeg hører skridt bag mig. Seb smider sin taske på gulvet og sætter sig på hug ved siden af den. "Kan du huske den aften, hvor vi blev låst inde?"

"Nej, jeg husker overhovedet ikke aftenen, hvor jeg blev låst inde i en ishockeyhal en hel weekend, Fintry."

"Uha uha, okay," fnyser han. "Jeg ledte efter noget i min taske, som jeg aldrig fandt." Det husker jeg. Han endte med at smide tasken væk i frustration.

"Nøglen?"

"Nej enhjørningen, ja, April."

"Fuck off," snerrer jeg træt. Seb er allerede i gang med at gennemsøge sin taske. "Så du har smidt vores eneste chance for at komme ud væk?"

"Hold nu kæft."

"Fedt. Vi kommer til at være fanget herinde for evigt."

"Eh, ja, fordi ingen kommer nogensinde tilbage til hallen, vel?"

"Sjovt."

"Lad mig koncentrere," mumler han. Jeg læner mig op ad døren, imens jeg venter. Det er mørkt. Månen lyser himlen op. Det er flot. Det automatiske lys udenfor dørene er tændt, så jeg kan se jorden. Sjat og atter sjat. "Der," jubler Seb. Han rækker mig en nøgle, og jeg tager straks imod den. Imens han pakker sine ting sammen igen, låser jeg hoveddøren op. Den er svær, fordi låsen er så kold, men da den endelig går op, smækker jeg dørene op og styrter direkte ud. Jeg inhalerer luften højt og tydeligt.