The benefits of snow | ✓

sebastian & jagten

Tidsperiode:
Elliot og Colin er 18 år. Seb er 44 og April er 43
-
"Elliot?" Jeg banker på min søns værelsesdør og venter utålmodigt på, at han åbner. Klokken er 04:12 om natten. Han sover nok, idiot. Jeg banker hårdere på. Har jeg dårlig samvittighed over at vække ham? Jep. Er jeg alligevel ligeglad? Jep. "Eli!" Jeg sparker til hans dør. Jeg har brug for hans hjerne til at berolige mig. Jeg kan høre nogle lyde inde på hans værelse. Jeg kunne bare gå ind, men jeg har en aftale med mine sønner om, at man banker på og først går ind, når man får lov. Der går en smule tid, og så åbner Elliot døren. Han har uglet morgenhår, som står ud til alle sider. Han er ved at tage sine briller på, imens han tænder lyset og lukker øjnene. Han har kun natbukser på. Han går til siden, så jeg kan komme ind, og det gør jeg. Jeg tager en trøje fra hans skab og kaster den i hovedet på ham. Han tager den sukkende på og lukker døren igen.

"Hvorfor?" Piber han. Jeg går frem og tilbage inde på hans værelse.

"Hvor er Colin?" Spørger jeg hurtigt. Elliot gaber og ryster på hovedet. "Han skulle komme hjem klokken et i nat. Den er snart fem!" Informerer jeg ham.

"Han er nok hos en ven," gætter Elliot patetisk. Vi ved begge to, at han helt klart ikke "bare" er hos en ven. Han har lavet noget dumt.

"Jeg vågnede og ville tjekke, om han var kommet hjem, men han er der ikke," jeg vifter med hænderne.

"Far," Elliot gaber igen og lægger sin hånd på min skulder. Jeg stopper op og ser ham i øjnene. "Han er okay. Det er han altid."

"Kan du ikke bruge din tvillinge-sense til at mærke, om han virkelig er okay?" Spørger jeg. Elliot himler med øjnene.

"Colin og jeg er de mindst tætte enæggede tvillinger i verden. Jeg har ingen tvillinge-sense," mumler han og fjerner sine briller for at gnide sig i øjnene.

"Det er jeg sikker på ikke passer. Der er nogle enæggede tvillinger, som nok har dræbt hinanden gennem tiden," pointerer jeg. Elliot fnyser og sætter sine briller på plads.

"Dystert, far."

"Jeg skal finde Colin. Har du en ide om, hvor han kan være?" Spørger jeg. Elliot trækker på skuldrene.

"Hos Zack?"

"Har ringet. Er der ikke."

"Jeg ved det ikke, okay? Jeg vil bare sove. Fuck Colin," han kaster sig ned på sin seng med hovedet ned i puden.

"Snak ordentligt," skælder jeg ud. Elliot vender sig om på ryggen og smiler. Han klapper på sengen, og jeg lægger mig ved siden af ham. "Hvis nu I prøvede—"

"Vi er for forskellige. Han er virkelig et røvhul," Elliot tager en tennisbold fra sit natbord og begynder at kaste den op, før han griber den.

"Det har han tydeligvis fra sin mor," griner jeg. Elliot smiler.

"Klart."

"Jeg har måske været et røvhul engang," jeg løfter en finger, "men nøgleordet er engang. Ikke længere. Colin vil ikke altid være, som han er lige nu, Eli," fortæller jeg ham. Elliot kaster bolden hårdere.

"Måske er han bare et røvhul. For evigt."

"Eller også er du for hurtig til at dømme, og I skal give hinanden en chance."

"Jeg har prøvet, far! Jeg har taget med til hans fester, spiller på ishockeyholdet, og jeg ved ikke hvad. Det er ham, som altid ødelægger det hele. Han er en idiot. Alting handler om ham. Han er for selvisk til at have en tvilling," konstaterer Elliot. Jeg griner og tager bolden fra ham. "Jeg tror, at han drømmer om at tvinge mig til at få botox, så han ikke skal dele sit udseende med mig mere," hvisker han. Jeg griner højt og skubber til Elliots skulder.